Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Næsten hjemme

Jeg lettede fra Kastrup Lufthavn klokken ni torsdag morgen dansk tid. Og scenen var helt perfekt til begyndelsen på et eventyr. Vi steg op gennem det vintergrå tæppe, da det begyndte at blinke udenfor. Det mathvide uldtæppe lyste op i korte øjeblikke. Jeg troede, at vi var midt i et tordenvejr, da en solstråle pludselig skar gennem den lille rude og ramte mig i øjnene. Vi var over skyerne. Det var en følelse af vægtløshed. Rejsen kunne begynde.

Ikke som resten af Amerika

– San Francisco is not like the rest of America, sagde lufthavnsbetjenten, da jeg ankom til Newark lufthavn i New York.

– Why, spurgte jeg.

– It’s very liberal. Everything goes.

Newark lufthavn i New York.

Den første butik, jeg så i lufthavnen, var en boghandler. Først så jeg det ikke som noget specielt. Men så slog det mig. Der må de have Jack Kerouacs bøger. Jeg gik ind i butikken med samme begejstring, som da jeg som barn havde sparet lommepenge sammen hele året og tog ind i Ekvatorsport i Odense for at købe fiskegrej for dem allesammen. Jeg har også sparet sammen til den her rejse. Ikke penge. Men jeg har opsparet en trang til at komme tilbage til San Francisco. Jeg har været der før og oplevet byen med de øjne og erfaringer, jeg havde dengang.

Siden har jeg læst Jack Kerouacs “On The Road” og “Dharma Bums”, og der er noget ved hans måde at skrive på, hans energi, selvironi og ærlighed, melankoli og vekslen mellem at søge efter en større mening og leve i nuet, der fanger mig.

Jeg fandt ham hurtigt oppe på en af de øverste hylder. Jeg købte Big Sur – bogen om, hvordan han vender tilbage til San Francisco efter at have haft nogle fordrukne år efter udgivelsen af On The Road. Jeg har slugt de første 60 sider nu, som jeg sidder her i flyet, formentlig et sted over Kansas. I horisonten har solnedgangen mistet det sidste af sin rødlige glød. Vi flyver ellers med solen. Men den er langsomt stukket af.

Kerouac døbt i cola

Men tilbage til Newark lufthavn i New York. Med raske skridt som en mand med et mål gik jeg med Jack Kerouac i hånden forbi de mange souvenirbutikker. Foran Steak Escape stoppede jeg op. En Angus-burger måtte være det rigtige valg, når jeg nu var kommet til USA. Min cola væltede idet ekspedienten langede den over disken, og nogle dråber flød ud på coveret af Big Sur. Jack Kerouac døbt i den amerikanske nationaldrik. Det kan ikke være bedre.

Det er – og det er uden pis – den bedste burger, jeg kan huske, jeg har fået. Et par timer tidligere sad jeg i flyet et sted over Canada og så Samuel Jackson diskutere betydningen af en fodmassage med John Travolta i filmen Pulp Fiction og træde ind i lejligheden til en flok unge mænd, der er ved at spise burgere. Han tager en bid og konkluderer: That is a tasty burger. Og skyder dem fulde af bly.

Obama: En ny måde at tale sammen

Scenen er knap så cool, når man ser den i lyset af dagens avisoverskrifter. Aviserne bruger blækket på Obamas tale efter massakren i Arizona, hvor seks kongresmedlemmer er blevet dræbt og 14 såret – tilsyneladende af en sindsforvirret 22-årig. Han opfordrer til en ny måde at være sammen på, en ny måde at tale sammen. Det vi gør og siger skal være helende, ikke skabe sår.

Måske man skal vende blikket mod dem der er lidt anderledes. Da jeg går ombord på flyet fra Newark til San Francisco ser jeg det første tegn på, at lufthavnsbetjenten nok havde ret. En mand med lang hestehale og rød læbestift. San Francisco er vist ikke som resten af Amerika.

Uden for flyvinduet er der nu helt sort. Vi er fanget i den voldsomme amerikanske nat, der sluger landet fra øst. For fire et halvt år siden rullede en lille rød Toyota over prærien et sted dernede fra Saint Louis til Kansas City mod solnedgangen. Og inde i den røde kasse sad jeg.

En kanyle med adrenalin i hjertet

Nu sidder jeg i en lidt større metalkasse højt oppe i prærienatten. Da vi nærmer os San Francisco tegner der sig hvide strøg af skyer ude i det sorte. Vi synker ned i dem og er pludselig helt omsluttede. Flyvemaskinens lys blinker skiftevis rødt og grøn og farver det hvide. Og lige så pludselig, som da jeg skød op gennem skyerne i formiddags, bider hjulene i landingsbanen. Pigen ved siden af mig giver et gisp, der minder meget om Uma Thurman, der får en adrenalinsprøjte stukket i hjertet efter sin overdosis i Pulp Fiction.

Sarah med CD’erne

Jeg mærker den fugtige luft så snart, jeg træder ud af flyet. Tager BART (ligesom S-tog) til midtbyen og prøver at følge instrukserne, som skulle lede mig til et hostel. En kvinde med hænderne fulde af CD’er, som hun forsøger at sælge, siger noget til mig. Jeg vender mig om, jeg hørte det ikke. Hun mangler flere tænder i munden.

– You have a nice smile, siger hun.

Og sjovt nok så har hun det faktisk også. Mærkeligt nok er jeg helt tryg ved hende. Hun hedder Sarah, fortæller hun.

– This is a bad area, fortæller hun. Det er mange stoffer, og jeg skal ikke gå rundt her alene. Men sammen med hende kan jeg være tryg, siger hun.

– I am white, but they call me black, griner hun. Hun kender folk her og viser mig et hostel. Jeg kan altid komme til hende, hvis jeg har problemer, siger hun, og så er hun væk.

Hostelet er låst med et stor hængelås på jerngitteret. Det ligner ikke, at der har været nogen her i lang tid. Og hvis der er nogen, så har jeg ikke lyst til at møde dem. Jeg føler mig dårligt tilpads og skynder mig ud af området.

– Welcome to this wonderfull place

Jeg går ned ad gaden til en større vej, Market Street, og finder en taxa, der kører mig til det hostel, hvor jeg sidder lige nu i en af de blødeste sofaer, jeg har prøvet, med en enkelt Budweisser i blodet og et bagtæppe af samtaler på fransk og engelsk.

Tåge over San Francisco

– How are you, siger en pige der passer perfekt ind i mit billede af San Francisco, idet jeg træder ind ad døren til hostelet. Et mildt smil, langt hår, afslappet tøj.

– Welcome to this wonderfull place.

Så føler man sig næsten hjemme.

Reklamer

Kategorier:USA

2 replies

  1. dejlig film du har lavet! musikken giver en behagelig stemning; og så har du fået skæg!
    har du lånt et videokamera på skolen, eller er det filmet på din i-phone?

    • Godt at høre! Ja, jeg har ikke barberet mig siden jul 🙂 Jeg lavede den på min iPhone, så det er ikke verdens bedste kvalitet. Men jeg håber, at jeg kan låne et videokamera på skolen og lave noget mere prof.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s