Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Everybody is doing something

Natten er kold i San Francisco. Ikke som i Danmark, men mine skuldre klemmer forårsjakken helt op under ørerne, imens jeg tager lange skridt for at komme hjem til mit hostel. Jeg prøver at ramme sammenføjningerne mellem de meterbrede betonstykker, som udgør fotovet. Skrider forbi Union Square og rundt om hjørnet, hvor mit hostel ligger to blokke oppe. Ind over den røde løber foran et hotel med raske skridt. Trætheden gennemtrænger kroppen, jeg går over fodgængerfeltet, ned til venstre, hvor det rådne kvarter Tenderloin ligger foran mig længere nede ad gaden. Jeg går ind i en gyde.

En såret tomler

Det er en tryg gyde, det er her mit hostel ligger, og det er ved at føles helt hjemligt, jeg tænker, at det egentlig er sjovt, at netop den her gyde føles helt tryg, som min gyde, for hvis jeg ikke kendte den, ville det være et skummelt sted. Særligt ham manden med det viltre hår, som står midt i gyden. Han nærmest svajer.

Tylor and Post

Tylor og Post i San Francisco. Ligeud ad Post ligger Union Square med lysreklamer og ordnede bede. Til højre ad Tylor ligger kvarteret Tenderloine fuldt af misbrugere.

Umiddelbart ligner han enhver anden backpacker. Men sårene på næsen og det lidt for beskidte tøj vidner om, at det er han ikke. Jeg opdager det først, efter han er begyndt at snakke med mig. Jeg vil bare i seng, og nu ved han allerede, at jeg er fra Danmark og spørger, om Danmark er et godt sted at tage den på stop. Og det ved jeg ikke helt, for jeg har næsten aldrig gjort det.

Kun en enkelt gang har jeg fået et lift med en vindsurfer fra Statoiltanken i Glamsbjerg til Odense. Og jeg kan huske, at der lå våddragter og surfudstyr i stationcaren, og jeg fik selv lyst til at være en surfer, så jeg kørte (og det var vist nogle år senere) ned til søsportscentret i Assens for at prøve at surfe, men det var dårligt vejr, så man kunne ikke komme ud, og så blev det aldrig til noget.

Flygtet til San Francisco

Manden i gyden er omkring 30 år. Han kan også være lidt yngre, det er svært at se. Med et bad og en barbering, kunne han blive en ganske præsentabel herre. Sandheden er, at han er ligeglad med, hvordan det er at tage den på stop i Danmark. Han vil bare have penge. Mere præcist 7 dollars, så han kan få et værelse på hostelet.

Ham og kæresten er gået fra hinanden, fortæller han, og han har taget den på stop hele vejen fra en stat langt væk (som jeg ikke kan huske nu, og jeg kan heller ikke huske hans navn), og så er han taget til San Francisco. For at starte på en ny. Han vil studere på en eller anden form for kunstskole fortæller han. Men han mangler 7 dollars til natten. Hans bedstemor vil sende 200 dollars dagen efter, så det er bare til natten. Og på en eller anden måde er der noget, som gør, at jeg tror på manden.

Jeg gav omkring 40 cent til en tigger tidligere på dagen, men ellers har jeg ikke givet penge til folk, der tiggede. Så kunne man hurtigt ruinere sig selv i det her kvarter. Men der er noget ved ham her, der gør, at jeg ikke kan afvise ham lige så blankt som tiggerne på Union Square eller Powell Street eller Taylor. Han er nok ikke mere end et par år ældre end mig, ligner en fyr, der kunne have været helt velkørende for ikke mindre end et par uger siden, men nu er helt på røven.

Og så nåede han at fange mig i min trygge gyde, der hvor jeg er hjemme og næsten sidder inde i de bløde sofaer, drikker kaffe i spiserummet eller spiser havregrød med kanelsmag og æbler. Jeg nåede lige at tro, at han var ligesom de flinke franskmænd, de italienske piger, tyskeren jeg talte tysk med i eftermiddag eller den australske pige, som havde boet i Kolding og nogle gange læste Fyens Stiftstidende og oven i købet arbejdede med at arkivere tophemmelige dokumenter for den australske regering, som ingen må se før om 30 år, hvor der skal skrives historiebøger om alt det, hun allerede ved.

Men sådan er han ikke. Han vil have mine penge. $7.

Hvad nu, hvis han virkelig er på røven?

Men hvis hans bedstemor vil sende penge dagen efter, hvorfor kan han så ikke få kredit på hostelet, hvorfor skulle jeg, gennemboret af træthed efter reggea og øl, hjælpe ham? Hostelet vil ikke give ham kredit, siger han.

Han fisker nogle billetter til metroen (BART) frem. De ser nye ud, og der er billetter for 8 dollars i alt. Dem kan jeg få, hvis jeg giver ham 7 dollars. Jeg går med til at give ham pengene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor forfærdeligt det er, hvis det nu er rigtigt, at han er gået fra kæresten, og det hele er løbet af sporet for ham, og han rent faktisk får penge i morgen og bare er løbet tør og ikke har noget sted at sove for natten. Hvor forfærdeligt det må være rent faktisk at være hjælpeløs og så ikke få nogen hjælp. At blive set på som et udskud bare fordi man ikke har været i bad i nogle uger og er løbet tør for penge.

Ude af kontrol

Han vil helst selv gå ind på det næste hostel (der var ikke flere pladser på mit hostel, fortæller han – hvilket jeg undrer mig over, men ikke tjekker). Han vil helst gå ind selv med min 20 dollar seddel og betale det, han mangler for at få værelset. Jeg venter udenfor. Der er heller ingen værelser, forklarer han. Men han har fået nummeret på et nyt hostel. Kun et par blokke væk.

Jeg gider ikke mere, beder om min tyver. Vi får den vekslet af en taxachauffør, så han kan få sine penge og komme videre. Han får dem, han siger sit navn, vi giver hinanden hånden, og han går. Han spørger folk efter vej. Hans øjne er vilde, han er styret af nogle kræfter, han ikke kan kontrollere, de slører hans øjne og presser ham ud på balancepunktet, hvor det er marginaler, der gør, om han vælter om på de meterbrede betonfliser eller ej.

Han går ned ad Tyler, ned i kernen af Tenderloin, ned til crackhovederne. Derned hvor jeg første aften i San Francisco mødte Sarah, der sagde til mig, at det her ikke var et sikkert kvarter. Derned vælter han med mine 7 dollars. Og dernede et eller andet sted er han nok stadig – jeg tvivler på, han stadig har de 7 dollars. Jeg tvivler også på, han nogensinde kommer på den kunstskole.

Everybody is doing something

Ud for mig er Charles stoppet op. Charles er sort, han kører cykel og er i 40erne. Han mangler et par tænder.

– Im sorry, but im high, siger han.

– I’ve been smoking weed and some crack.

Han står overskrævs på sin cykel. Kigger lidt fraværende til siden og så direkte på mig, når han stiller et af sine spørgsmål. Jeg siger, at han virker ret klar i hovedet, selvom han er høj. Han kigger over på en ung mand, der går på modsatte fortov.

– Hi’s high, siger han.

Jeg spørger, hvordan han kan se det.

– I’m an adict man, svarer Charles, imens manden sætter sig ind i sin bil og kører op ad Tyler.

– This is San Francisco. Everybody is doing something, siger Charles.

Charles skal videre, og jeg skal videre. Han kigger direkte på mig og spørger, om jeg har nogle penge. Hans blik er svært at beskrive. Det er selvsikkert, fast og venligt, men samtidig er det som om, han ville ønske, han ikke skulle stille det spørgsmål.

– No, i’m sorry man, svarer jeg og løfter armene, idet jeg træder et skridt tilbage.

– Allright, I had to ask. Have e good night, siger Charles og triller ned ad Tyler. Ind i Tenderloine.

Klokken er over tre om natten. Oppe på førstesalen, hvor mit værelse (som jeg deler med fem andre) ligger, åbner jeg døren til toilettet. En stor mand svajer ud ad døren i det samme. Der lugter af pis over alt. Han er helt rød i hovedet og fjern i øjnene. Han går hen til mit værelse, går ind, og går ud igen. Jeg låser døren, da han er væk. Måske har Charles ret.

– Everybody is doing something.

Reklamer

Kategorier:USA

1 reply

Trackbacks

  1. Cirkles | Per Skovkjær Sand – San Francisco

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s