Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Farvel – om venner, delfiner og nye oplevelser

De seneste tre uger har jeg haft besøg af mine venner Anna, Janne og Martin fra Danmark. Det har været helt fantastisk. Jeg har nydt at være sammen med dem og dele en masse fede oplevelser med dem. De er landet godt i Danmark, og jeg forestiller mig, de er på vej hjem til Odense med toget fra København nu.

Selv sidder jeg i et klasseværelse. Min lærer siger noget om protektionsme og England under Henry den 8., og jeg kan ikke rigtig koncentrere mig.

Der er så mange indtryk fra de seneste tre uger og fra hele min tid her i San Francisco, som farer rundt. Det er vildt fedt, men samtidig har jeg brug for at få dem placeret og fordøjet. Og en af de måder, jeg gør det på, er ved at skrive.

Efter Janne, Anna og Martin kom til San Francisco havde vi en uge med sightseeing og udforskning af San Francisco. Samtidig prøvede jeg et gå lidt i skole.

Vi drak sangria i Height, spiste burger på Castro Street, fik stjålet en taske og slog en tand ud. Lørdag var vi på vintur til Sonoma og Napa Valley nord for San Francisco. Utrolig hyggeligt at drikke vin, før man har fået sin første croissant.

Om aftenen var der koncert i huset, hvor jeg bor – og hvar Anna, Janne og Martin boede i kælderen indtil i går. Tom Luce har tidligere boet i huset, og han holder jævnligt koncerter i huset. Omkring 40 mennesker sad på stole og sofaer, som var samlet i stuen. Lige ved siden af flygelet havde trommeslageren fået plads til sit slagtøj, guitaristen stod halvt ude i gangen, så hans tatovering af seks guitarstrenge på højre overarm vandrede ind og ud gennem døråbningen mellem gangen og stuen, når hans overkrop vuggede frem og tilbage i en solo.

Midt i det hele sad Tom og lignede en, der var 10 år yngre, end hans dåbsattest siger. “It’s a pretty good day”, sang han.

Og det har vi sunget lige siden. Først i bilen ned af Highway 1, hvor tågen stjal vores udsigt men samtidig gjorde det hele lidt mere spændende. Som at rejse ind i det ukendte. Da vi kom længere ned stoppede vi op og gik ud til havet. Der var omkring 30 meter ned ved klinten der. Buskads og blomster dækkede toppen. Vi kiggede ud over havet og snakkede om, at hvis man sejlede ud, så var der ikke noget, før man (måske) ramte Hawaii og efter det … Japan, Kina, Rusland.

Og vi havde ingen ide om, at der om kun et par dage ville rulle en tsunami mod os fra den retning med en forfærdelig katastrofe på samvittigheden og en påmindlese om, hvor små vi er.

Det var stjerneklart om natten. Omkring 20 meter fremme brusede havet ind over Venice Beach. I korte øjeblikke var det stille. Så rejste en ny bølge sig og åd stranden i et brøl fuldt af længsel.

Vi sad på livreddertårnets lyseblå træplanker med ryggen mod siden af det lille skur, livredderen kan trække ind i, hvis det er dårligt vejr. Vi røg og drak og grinede og kiggede op på stjernerne, og det hele smeltede sammen med havets evige brusen.

Næste morgen løb Martin og jeg fra vores hostel ved Venice Beach mod Santa Monica. Her er der cruiser cykler, rulleskøjter, joggere og gøglere. Vi så olierede muskelbundter gøre kunster på træningsredskaberne ved Santa Monica. En model fik hjælp til at skifte sine sandaler til at par gule sko. Hele den dag ville hun gøre sit bedste til at sælge stof og holde gang i det forbrugersamfund, som amerikanerne ikke længere har råd til.

Vi løb langs vandkanten hjem. Efter et stykke tid standsede vi og kiggede på surferne. Så fik Martin øje på noget. En finne stak op af vandet kun få meter fra surferne, som sad over skrævs på deres boards og ventede på den rigtige bølge. Det var en delfin. Og så så jeg den også. Der var flere delfiner. En af dem rullede rundt i vandet så dens maveskind kom til syne. Der var nok en tre-fire stykker. Efter et minuts tid samlede de sig, og nærmest synkront svømmede de mod venstre langs stranden og skød rygfinnerne op for at trække luft på nærmest samme tid. Så svømmede de tilbage. Og surferne sad bare der, imens delfinerne svømmede lige ved siden af dem. Og vi stod inde på stranden og var helt overraskede. At det tilsynelandende er helt normalt med delfiner her er fuldstændig ligegyldigt. Vi havde ikke regnet med at se de delfiner, og vi var en stor oplevelse rigere, da vi spiste burger (Martin) og omelet med chili con carne (mig) og drak en lys øl til morgenmad et par timer senere.

Efter Martin vandt knap 200 dollars på en femmer, var vi opslugt af at spille. For hver gang jeg trak i den enarmede tyveknægt var jeg overbevist om, at det også ville ske for mig. Og det gjorde det. Pling-pling-pling. Mine 10 dollars var blevet til 50, og jeg fortsatte, indtil de allesammen var væk.

Vi spiste ost med chilismag ved Grand Canyon til morgenmad. Mellem nogle af træerne var der stadig sne, men solen var varm. Så kørte vi tilbage mod San Francisco med et kort stop ved Hoover Dam. Der var en stor bro, og sjovt nok kunne jeg ikke huske, at jeg havde set Hoover Dam oppe fra broen, da jeg var der for fire år siden. Det undrede mig lidt. Men det viste sig, at broen er blevet bygget i mellemtiden, så nu kan lastbilerne suse direkte over Colorado River fra Nevada mod Arizona eller den modsatte vej.

Den seneste uge har vi slappet af i San Francisco. Jeg har været lidt i skole. Vi har set film og hygget og ordnet billeder og prøvet at kigge på video. Fordøjet indtrykkene.

I lørdags var det Martins fødselsdag. Vi bagte boller og kage til ham. Men vi havde ikke noget gær, og bagepulveret fungerede ikke helt efter hensigten. Men det var utrolig hyggeligt, og kakaoen var god. Til gengæld var den bøf, som Martin inviterede os ud til om aftenen, helt perfekt! Det var en rigtig god afslutning på tre fantastiske uger. Senere tog vi ned på en bar, hvor vores bofælle Jordan spillede. Efter han var færdig og baren lukkede tog vi på en anden club. Det regnede og blæsten trak hårdt i træerne. Da vi stod og ventede i køen, hørte vi pludselig et brag bag os. Et træ var væltet lige ned over Market Street. Der skete heldigvis ikke noget, og i stedet var vi helt oppe at køre over, at der rent faktisk var et træ, som væltede lige bag ved os, og vi stillede os foran det og tog billeder.

Vi dansede, og så gik vi udenfor og drak noget af Tods kæreste Alex’s medbragte vodka. Vi tog med taxaer hjem. En dal af Tod og Alex’s venner var også med. Tod fyrede sit DJ-grej ned i kælderen, vi drak mere af vodkaen, slogedes lidt og dansede.

Næste morgen vågnede vi klokken tre om eftermiddagen. Jeg gik ned i kælderen til de andre, lagde et tæppe på gulvet og sov lidt videre dernede sammen med dem. Klokken 3.28 vågnede vi igen. Jeg lagde lidt musik ind på Annas iPhone, de begyndte at pakke lidt, jeg lavede kylling med paprika men forvekslede paprika og chili. Vi prøvede at spise lidt af det.

Så tog vi en taxa sammen til lufthavnen. De købte burgere, jeg kunne ikke klare andet end salat og cola.

Pludselig stod vi foran security check, og det var tid til at sige farvel. Det var meget mærkeligt. Jeg vendte mig om. Jeg kunne lige pludselig ikke rigtig finde ud af, hvilken vej jeg skulle tage over det lyse gulv. Jeg besluttede mig for venstre og gik hen til rulletrappen. Hele vejen op vinkede jeg, indtil de forsvandt på etagen under mig.

Reklamer

Kategorier:USA

Tags: , , , , , , , ,

2 replies

  1. Sweet vid, bro. Og pragtfuldt skæg!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s