Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

– The ball came to me

Det her er historien om en amerikansk fodbold, der på magisk vis finder sin rette ejermand og ender på museum med Jack Kerouac.

Det startede som en helt almindelig dag. Nærmere præcist lørdag i sidste uge. Spring Break var snart slut, og min veninde Wera spurgte, om jeg ville mødes til en kop kaffe nede i bydelen Castro. Hun var lige kommet hjem fra ferie. Vi slentrede ned ad gaden i solskinnet og drak kaffe på Starbucks. Sjovt nok havde vi begge prøvet at undgå Starbucks indtil videre. Vi kørte med sporvogn i stedet for undergrundsbane. Vi var turister i vores egen by, og måske var vi lidt mere åbne over for alting. Der var intet stramt program. Så tilfældighederne havde rent faktisk en chance lige netop den her dag.

Vi mødtes med vores to venner, Lisa og Vincenzo, på hjørnet af Washington Park. Der var en lille hund med sløjfe i håret, grønt græs og sommer i luften. Vi travede op ad en stejl gade mod Coit Tower. Vincenzo tog billeder og Lisa tog vist også billeder, og jeg hev min telefon op, for jeg ville også være med til at forevige noget.

Vincenzo og Lisa.

Vincenzo og Lisa.

Vincenzo sagde, at han aldrig havde været turist i San Francisco på den måde før. Både Vincenzo og Lisa havde været med Wera på roadtrip, og de var stadig i turist-gear. Jeg havde slappet af en hel uge. De seneste måneders fantastiske indtryk havde hvirvlet rundt som dun i en vindtunnel. Nu var de blevet til en varm dyne. Og jeg var klar til at få nye indtryk. Så jeg trak luften helt ned i lungerne og mærkede solen skinne ind gennem huden.

Bolden

For toppen af bakken drejede vejen skarpt ned til højre. Lige der midt i svinget stod to papkasser med gamle sager. Når der står gamle sager på gaden i San Francisco, så kan man bare tage dem. Jeg kiggede i kasserne. Der var en af de slags støvsugere, som selv kan finde ud af at vende, når den støder ind i væggen. Jeg overvejede, om den stadig virkede.

Bay Bridge og downtown set fra bakken, hvor Coit Tower står.

Bay Bridge og Financial District set fra bakken, hvor Coit Tower står.

Der var også en amerikansk fodbold. Jeg tog den op og vejede den i hånden. Det føltes som ægte læder. Ru nogle steder og glat andre. Syningen var gået op i den ene ende, men den virkede til at holde på det luft, der var tilbage i den. Vi tog den med op ad trapperne. Lisa syntes, at det mindede om Frankrig her på bakken med en stejl kroget vej, klipper og buske og blomster, blå himmel og langt nede… bugten.

Vi jongledere med den amerikanske fodbold på toppen af Coit Tower. Herfra kan man se Alcatraz, den krogede og kendte Lombart Street, begge broer og ja sådan set hele lortet.

Wera.

Wera.

Det blev til en sport at se, hvor længe vi kunne balancere den aflange bold på en finger. Det viste sig, at Wera har brugt timer af sin barndom på at balancere koste. Christian og Clothilde kom op ad trappen. De havde også været med på roadtrip, og de var lige så meget i turist-humør som vi andre. Jeg kastede den amerikanske fodbold til Lisa, som havde solen i øjenene. Hun greb den i sidste sekund. Jeg overvejede, hvordan det ville være at kaste bolden ud fra Coit Tower og se den flyve over byen og lande et sted langt nede. Følelsen ville nok minde om den, jeg havde, da jeg kastede en snebold ned i Grand Canyon.

Kogler og akrobatik

Vi spiste italiensk is med hele pistacienødder, og gik ned i Washington Square Park. Vi var som små børn igen. Jeg stod i startposition, og så kastede Vincenzo eller Christian bolden, og jeg løb alt, hvad jeg kunne, for at gribe den. Eller omvendt.

Vincenzo.

Vincenzo.

Der gik ikke længe, før vi allesammen kastede med bolden. Vi udviklede en ny leg, som ud over en amerikansk fodbold involverer en grankogle. Ret simpelt: Kast den amerikanske fodbold op i luften og ram den med grankoglen. Det gik der lang tid med. Da det endelig lykkedes, holdt vi vejrmøllekonkurrence og stod på hoved og hænder. Og pludselig lavede hele parken akrobatik. En mand, som holdt til i en gruppe omkring 20 meter fra os, stod i en form for break-dancer-stilling på sine arme, og lidt oppe ad bakken havde nogle gutter fundet en kegle, som de sprang over på forskellige dramatiske måder.

Beat-land

Christian gav mig den amerikanske fodbold, da vi forlod parken. Hullet i enden var blevet lidt større, men den lod stadig til at holde luft.

Verden set fra Coit Tower.

Verden set fra Coit Tower.

Den skulle bare pumpes, så var den så god som ny. Jeg var ret glad for, at jeg havde fundet den.

Vi gik ned ad Columbus Avenue forbi Caffe Trieste, hvor beat-forfattene hang ud. North Beach i San Francisco er beat-land. Det var her de fandenivoldske og følsomme forfattere holdt til. “There was Zen, jazz, booze, pot and all the works”, skriver Jack Kerouac i Big Sur.

Vi kom ned til Broadway, og jeg kiggede til venstre. Jeg så skiltet foran beatmuseet. Christian og jeg løb derned. Jeg besøgte museet i 2006, da jeg var her. Men da vidste jeg ikke, hvad det handlede om, og jeg har villet besøge det igen, lige siden jeg kom herover.

Broadway er badet i lystent lys. En dame bøjet i neon flytter sit ben til siden og tilbage igen, og brede mænd i mørke trøjer står ved indgange, der bugter sig, så man ikke kan se, hvad der foregår inde bagved.

Museet var åbent, selvom klokken nu var omkring halv otte om aftenen. Bøger stod i stativer helt ud til vejen. Vi svingede lige ind på gulvtæppet. Jeg havde den amerikanske fodbold i hånden.

Can I buy it?

Jerry Cimino er grundlægger af beatmuseet. Han stod bag disken og bød os velkommen. Han spurgte, hvor jeg havde fundet den amerikanske fodbold, og jeg fortalte, at den var på gaden.

– Can I buy it, spurgte han.

– No, I want it, sagde jeg. Jeg var glad for bolden, og jeg kunne ikke se nogen grund til at sælge den til ham.

– Let me show you, why I want to buy it, sagde Jerry Cimino så og ledte os ind i museet.

Vi fulgte efter ham gennem førstesalen. Jerry Cimino pegede på nogle skilte på væggen og læste højt, imens han gik op ad trappen.

– What Elvis was to music … Jack Kerouac was to literature, læste han og gik ind på førstesalen og forbi en glasmonstre til venstre med alverdens versioner af Jack Kerouacs On The Road.

The ball came to me

En anden glasmontre stod midt på gulvet længst nede til højre i rummet. I montren var Kerouacs bog Vanity of Duluoz, som handler om hans high school-tid, hvor han spillede amerikansk fodbold. Han var running back. Lidt hævet over det hele inde i montren var et brunt stål-aggregat. Det ville Jerry Cimino fjerne. Her skulle fodbolden ligge.

Her skal den amerikanske fodbold udstilles sammen med Jack Kerouacs bog Vanity of Duluoz.

Her skal den amerikanske fodbold udstilles sammen med Jack Kerouacs bog Vanity of Duluoz.

Han fortalte, at han længe havde ledt efter en godt slidt amerikansk fodbold til sin udstilling.

Så han fik bolden.

Til gengæld kunne vi se museet gratis.

Wera blev stående nedenunder, imens vi andre gik ovenpå. Lidt senere kom hun op, og fortalte, at Jerry Cimino var gået over til disken og havde lavet et telefonopkald. Hun havde hørt ham sige: “The ball came to me”.

Reklamer

Kategorier:USA

Tags: , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s