Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Møde med Mark Zuckerberg

Ja, den er god nok. Jeg så sgu lige Mark Zuckerberg i egen person i dag. Manden, der opfandt Facebook. Han sad lige der i grå t-shirt, jeans og trænigssko på et af de to borde-bænke-sæt i Facebooks baghave.

Mark Zuckerberg (længst til højre) uden for Facebook i Paolo Alto syd for San Francisco, Californien. Mark Zuckerberg sidder sammen med de andre medarbejdere. Han har ikke sit eget kontor.

Mark Zuckerberg (længst til højre) i Facebooks baghave. Foto: Vincenzo Giordano.

En dal fuld af Silicium og kloge hjerner

Vicenzo, der er formand for den akademiske komite i foreningen for de internationale studerende på skolen (IEEC), havde arrangeret et besøg på Facebook, som ligger omkring 60 kilometer syd for San Francisco. Det ligger i Silicon Valley i den sydlige del af San Francisco Bay. Her arbejder hjernerne bag alt det vi bruger timevis af vores dag på. Google holder til her, Apple, Yahoo!, eBay, Adobe, Hewlet-Packard, Intel, IBM og mange mange flere. Området har fået sit navn efter Silicium, som man bruger i computere. Selvfølgelig holder Facebook også til her – kongen af moderne kommunikation. 500 millioner mennesker har en Facebook-profil. Det svarer til hvert fjortende menneske på jorden! Man skulle forestille sig en majestætisk bygning med store glaspartier, en hall med bløde lænestole og blankpolerede gulve og et stort skilt udenfor, hvor der stod FACEBOOK. Men sådan er det ikke. På et lille rødt skilt står der et forsigtigt “facebook” oppe i venstre hjørne. Selve bygningen minder en et klassisk dansk gymnasium. Masser af beton og knap så meget sollys. Det er et gammelt laboratorium, som tilhører Stanford Universitet, der ligger lige ved siden af.

En meget kvalificeret tour-guide

Vi bliver budt velkommen af vores guide. Han har en grå trøje på uden mærker, et par slidte Armani-jeans og brune sko i læder. Chuck er en ret kvalificeret guide. I 1980‘erne sad han ude ved IBM med en slipseknude i halsen. Da Google boomede i starten af 00‘erne var han der, og de seneste tre år har han været ved Facebook. Han er leder af release teamet. Hver gang Facebook lancerer noget nyt, så går det gennem ham. Men den her eftermiddag er han altså tour-guide. Det falder meget godt i tråd Facebook-ånden. Det er nærmest som om alle sætter en ære i at holde en uformel tone og slappe af og hygge sig, imens de arbejder som bare fanden. Chuck fortæller, at Mark Zuckerberg sidder i det åbne kontorlandskab sammen med alle de andre.

Grønne tal på sorte skærme styrer verden

15 meter fra indgangen står de første borde med folk, som sidder og programmerer. Der er sorte skærme med rækker af grønne tal og numre, og hvad man nu ellers bruger til at holde styr på, hvem vi allesammen er venner med, hvem vi snakker mest med, hvem vores venner er venner med (og som vi så også kunne blive venner med), hvad vi lavede for et år siden, hvilke interesser vi har, og hvad for en reklame der ville passe godt til os. Alt den slags.

Jeg kigger lidt rundt. En del sidder med små høretelefoner. En sidder ret op og ned. Det ser meget ergonomisk korrekt ud. Andre nærmest ligger ned på stolen. Rummet er vel noget der minder om 40 gange 30 meter. Vi går forbi kantinen og ind i forskellige andre rum. Alle steder er det det samme: En bærbar computer, som er koblet op til en stor skærm – og så nogle mennesker, som ser ualmindeligt afslappede ud. Vi drejer rundt om et hjørne. En mand først i 30‘erne samler noget op fra gulvet – måske et stykke slik – og kaster det tværs gennem lokalet med en bevægelse, der involverer hele den store krop. Lidt som en baseball-spiller, der giver den gas. Så griner han og kaster en gang til. Han er chef for afdelingen.

Her, kom se vores hemmelighed!

På bordene ligger nogle store metalgenstande. Chuck, vores velkvalificerede guide i slidte Armani-jeans, fortæller os, at det er nogle computere, som de selv har lavet. Faktisk har de lige offentliggjort (for et par dage siden. Chuck: “Så det kan godt være der er lidt pynt hist og her fra vores fejring” – frit oversat) alle oplysninger om de her computere. Google og Yahoo! har også deres egne computere. Det er hele hemmeligheden, hvis man vil være i front, fortæller Chuck. Man skal have de bedste computere. Og den hemmelighed har Facebook så lige afsløret til hele verden – og endda fejret det. Deres håb er, at ved at alle ved, hvordan computerne fungerer, så er der også en masse, som kan komme med forslag til, hvordan de kan blive endnu bedre. Crowd sourcing er det moderne ord for den slags.

Intermezzo

Tiktok-tiktok-tiktok-tiktok-tiktok-tiktoktoktoktoktok. To mænd spiller bordtennis i gangen ud til haven. De ser indiske ud. De griner og spiller videre.

Rødbeder, urin og verdens vigtigste mand

Vi standser udenfor. Nede til venstre er der en basketball-bane og en volleybane. De har også en skydebane lidt oppe i bakkerne, fortæller Chuck. Jeg har ikke lagt mærke til, at der er noget usædvanligt, men da Chuck siger: “Jeg ved godt, at det I kigger på er meget mere interessant, end det jeg siger”, lægger jeg mærke til, at en del af de andre i vores gruppe kigger skråt til højre for Chuck hen mod borde-bænke-sættet, som står i skyggen under en frodig trækone. Det er sådan et borde-bænke-sæt, som man kan finde på en rasteplads på hovedvej 26 mellem Århus og Viborg, hvor man standser for at spise en leverpostejmad med rødbeder eller for at urinere i granerne. På sådan en bænk under en grøn trækrone sidder Mark Zuckerberg. Administrerende direktør (CEO) for Facebook. Time Magazine Person of The Year 2010. Manden Obama besøgte i Februar for at få gode råd til fremtiden. Mr. Facebook. Zuck.

Glor

Normalt kan jeg ikke lide at kigge alt for direkte på kendte. Jeg føler, at man tager alt det menneskelige ud af mennesker, hvis man idoliserer dem for meget. Man tager for givet, at man kender dem og æder dem råt, og de er forsvarsløse, fordi alle andre ved alt om dem (eller tror de gør) og de stakkels kendte mennesker ved ikke noget om de andre. Måske ved de, at alt det alle de andre ved (eller tror de ved) er forkert. Men det kommer de nok ikke særlig langt med, for alle de andre skal nok fortælle de stakkels kendte, hvordan de er.

Men lige i den her situation kan jeg ikke lade være at kigge. Jeg glor lige direkte på Mark Zuckerberg som han sidder der i sin grå t-shirt og blå jeans. Han har sine hænder fladt oven på træbordet. Rundt om ham sidder omkring fem andre mænd. De fleste er vist lidt ældre end Mr. Facebook. En af mændene er ved at blive tyndhåret. Mr. Facebook griner af noget og kigger kort ned til venstre på sin smart phone. Så slår han hænderne fladt i bordpladen og rejser sig op. De andre rejser sig også. Han går ned ad en lille bakke i sine hvide løbesko, hen på en asfalteret sti og ind i Facebook.

Fraklip:

  • Chuck fortalte, at alle vores informationer (billeder, videoer mv.) ligger på forskellige servere to steder i San Francisco og i andre stater i USA også (som jeg ikke kan huske nu). Jeg sagde, at så kunne man sådan set ødelægge den information ved at ødelægge den bygning. Han svarede: “We prepare for disaster”. De har flere kopier af alle ting. De regner med, der komer et jordskælv og ødelægger det hele. På den måde er det lettere at håndtere, når det så rent faktisk går galt. Og det gøre det nogle gange. Chuck pegede over på en mand ved et bord omkring 10 meter fra os: “That guy over there put Facebook.com down for 20 minutes, and he still works here. This is Silicon Valley. We learn from our mistakes.”
  • Hver tredje måned holder Facebook en form for fest, hvor de freestyler og laver lige, hvad de har lyst til. Det foregår fra klokken 6 om aftenen til klokken 6 næste morgen. Så er der måske en DJ, folk sidder og hygger sig og leger med forskellige projekter hele natten. Sådan blev blandt andet “Event” (Begivenheder) opfundet. Flere andre ting er opfundet her.
  • Facebook vasker deres ansattes tøj. Chuck (vores yderst velkvalificerede guide i slidte Armani-jeans): “Så kan man bruge tiden på at arbejde i stedet for”.
  • Der er ingen faste arbejdstider på Facebook. Normalt kommer folk ved 10-11-tiden om formiddagen og går hjem ved 7-8-tiden om aftenen.
  • Facebook har omkring 1800 ansatte. For tre år siden var der omkring 300 i følge Chuck.
  • Mark Zuckerberg sidder sammen med de andre medarbejdere. Han har ikke sit eget kontor.
  • Mark Zuckerberg er 26 år.
Reklamer

Kategorier:USA

Tags: , , , , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s