Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Der sker ikke noget, før noget bevæger sig

Nothing happens until something moves, sagde Albert Einstein. Et af den slags citater, man kan slynge ud som en kliché ved passende lejligheder. Men manden har vel ret. Sådan føles det i hvert fald at lande i et fremmed land. Mulighederne er mange, men der sker ikke noget, før man bevæger sig. Og jo mere, man bevæger sig, jo mere sker der.

Eksempelvis i går aftes. Jeg har været til en koncert og er egentlig lidt træt og sløj, men min gamle sambo Todd, som nu er flyttet til Los Angeles, er i byen og spiller som DJ på Q-bar i bydelen Castro, som er i den modsatte ende af byen i forhold til North Beach, hvor jeg er. Jeg triller langsomt til Castro for at sige hej, tage en enkelt drink og smutte hjem igen. Jeg ender med at danse i en halv times tid, alene, uden at det føles mærkeligt. Så er jeg på vej hjem, men støder ind i en ung, fransk kvinde, Mia, som lige er flyttet til byen. Så danser jeg med hende. Og så cykler jeg hjem.

Så går der seks timer, og det er søndag morgen. Så ringer vækkeuret klokken 9, fordi jeg har stillet det til at ringe klokken 9. Jeg tænker, at jeg er træt og sløj, og måske skal jeg droppe at mødes med løbeklubben klokken 10. Så sover jeg lidt videre. Lidt senere vågner jeg og tænker, at nu er det nok for sent at nå at mødes med de andre løbere. Jeg kigger på vækkeuret, men klokken er kun 9.21. Lidt ærgerlig konstaterer jeg, at chancen endnu ikke er forspildt. Så står jeg op og tager løbetøj på. Så cykler jeg. Så løber jeg. Så snakker jeg med Tracy, som jeg interviewede for snart tre år siden til min historie om løbere. Hun siger, hun er stoppet som skolelærer for børn i anden klasse og begyndt at studere jura. Jeg siger, at jeg er blevet freelancer. Hun spørger, hvad jeg skriver om, jeg siger lidt af hvert. Hun spørger, hvem jeg sælger til, jeg siger øøøøøh, fordi jeg egentlig ikke har solgt det store endnu. Så siger jeg, at det også er lidt et journalistisk eksperiment. Hun begynder at snakke med en anden.

Jeg snakker med Conrad, som er fra Sydafrika og har sort hår med krøller. Conrad er revisor og giver en kop kaffe. Så kan jeg give næste gang. Jeg cykler hjemad. Jeg ser en masse møbler i en forhave. Jeg holder op med at cykle og kigger på møblerne i stedet. Der er også en guitar. Jeg får lov til at spille på den af en kvinde med rød læbestift. Den lyder fint. Den koster 65 dollar. Jeg cykler hjem og henter 65 dollar. Jeg går ned til kvinden med rød læbestift, hvis børn alle bor i troperne og går i tåsandaler og har efterladt hende alle de her ting, som hun nu må af med – ting både fra huset i Napa og det her hus, og hun bor oppe i bakkerne nu og har ikke plads. Jeg giver de 65 dollar til kvinden med rød læbestift. Jeg går hjem med en guitar. Det er solskin. Jeg går lige igennem en gruppe unge mennesker klædt i røde trøjer. 49’ers spiller senere. Resultatet behøver vi ikke at snakke om.

Reklamer

Kategorier:Løb, USA

2 replies

  1. Her har vi en omvendt Catcher in the Rye.

  2. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst Catcher in the Rye, men jeg har netop fundet den på nettet og er færdig med side ét. Jeg er allerede vild med den. Tak for inspirationen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s