Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

To historier om stiger

Jeg gik ud paa min terrasse i dag. Jeg har en terrasse. Solen skinnede, og taget er lavet af tagpap. Jeg lagde mig med kinden mod tagpappet. Terrassen var varm. Jeg lukkede oejnene. Efter lidt tid aabnede jeg dem igen og loeftede hovedet. Ved siden af mig laa stigen. Jeg kom til at taenke paa de to gange, hvor jeg er brudt ind i mit hjem ved hjaelp af en stige. Jeg mener, at de to indbrud er noget af det vigtigeste, jeg nogensinde har gjort.

Foerste gang var i Odense. Min ven Martin plejede at have ekstranoeglen, men havde lige leveret den tilbage. Jeg skulle hen til Martin og drikke oel, inden vi skulle til en fest. Jeg var sent paa den. Jeg er altid sent paa den. Jeg smaekkede doeren, og det rungede i gangen. Jeg klappede mine lommer. Telefon, noegler. Telefon, noegler. Telefon, …. Noeglerne laa paa spisebordet. Jeg kunne hoere regnen fra opgangens ovenlysvindue. Jeg overvejde at ringe til en laasesmed, men det var for dyrt. Jeg gik hjem til Martin. Vi gik ned i hans kaelder og fandt en snor og en teltploek. Vi hamrede paa teltploekken, saa den blev krum i begge ender. Saa bandt vi den fast i snoren og gik tilbage mod min lejlighed. Ved en lokal mekaniker laante vi en stige. Vi gik gennem kaelderen til min baggaard og placerede stigen lige under mit badevaerelsesvindue. Det oeverste, lille, kvadratiske vindue stod aabent. Jeg kravlede op, saenkede snoren med krogen ned, ramte haspen, trak til. Jeg kravlede ned, og vi justerede stigen. Jeg kravlede op igen og ind gennem vinduet.

Den anden gang, jeg broed ind i mit eget hjem ved hjaelp af en stige, var i San Francisco. Faktisk brugte jeg lige praecis den stige, som laa ved siden af mig paa altanen. Og faktisk broed jeg ind via lige praecis den her altan. Dengang, for to et halvt aar siden, laa stigen ikke paa taget, men nede i haven. Det var min sidste aften i San Francisco sidst i juni, inden jeg skulle rejse hjem til Danmark tidligt om morgenen. Jeg var kommet ind i en vane med at drikke mig fuld, inden jeg skulle flyve, saa jeg havde toemmermaend under rejsen. Eller jeg havde i hvert fald gjort det to gang. Til New York og tilbage. Saa hvorfor ikke en tredje. Jeg holdt afskedsfest. Egentlig var jeg i et maerkeligt humoer. Tatiana, som jeg bor sammen med, snakkede om, at nogle gange rejste sjaelen foer kroppen, eller ogsaa var det omvendt. Naa, men klokken blev to om natten, og jeg skulle pakke de sidste ting. Da det var gjort, havde fire af mine venner lagt sig til at sove paa min ven Christophers vaerelse – det vaerelse med altan, som jeg staar i og skriver lige nu. Vaerelset har laas. Jeg ved ikke hvorfor. Men det har laas, og da jeg tog i doeren var den laast. Jeg proevede at banke. Ingen reaktion. Jeg bankede mere og raabte. Men mine fire venner sov. Om en time eller saadan noget ville taxaen komme, og jeg ville rejse hjem til Danmark.

Jeg gik ud i haven og fandt stigen. Jeg skoed den ud, saa den naaede op til altanen. Jeg var stadig fuld, da jeg baevrede op, trin for trin. Jeg fik fat i altanen og kroeb op paa tagpappet. Jeg aabnede vinduet og kravlede ind til mine fire venner. Jeg sagde farvel.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s