Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Nye veje

Jeg gik en lang tur i dag. Allerede tre blokke fra mit hjem gjorde jeg min første opdagelse. Det var en lodret have. Nogen havde simpelthen plantet planter på væggen.

“Det er, hvad der sker, når man ikke sørger for at luge ukrudt,” sagde en mand, som jeg senere fandt ud af hedder Jeff (ja, det tror jeg da nok, nu bliver jeg i tvivl). Men Jeff luftede i hvert fald en 15 år gammel hund med grå hår i pelsen, men ellers frisk.

En ung fyr kom forbi.

“De har også det der shit på taget,” sagde han og pegede på planterne, som jeg stod dybt fordybet i og tog billeder af.

“På taget?” sagde jeg, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige.

Den unge fyr nikkede som om, man skulle tro det var løgn, men det altså var rigtigt nok. På taget.

Så kom Jeff tilbage med den 15 år gamle hund, og vi faldt i snak, og jeg fandt ud af, at han hedder Jeff, og at hunden er 15 år gammel. Så kom en sort mand med en lille, hvid hund med krøller. Jeff sagde, at hunden (som var en af hans venners, og som han lufter flere gange om ugen) var 15 år gammel. Vi var allesammen enige om, at 15 år var meget for en hund. Et år var jo trods alt syv år for en hund. Manden med den lille, krøllede hund sagde, at det var bare en teori, som én eller anden havde lavet en gang på baggrund af nogle forsøg, og så var der en anden, som havde skrevet om det i et eller andet blad, og så var det blevet til virkelighed. Men måske var det slet ikke sådan. Måske var hunden kun 15 år. Altså 15 hundeår og 15 menneskeår på samme tid. Hvem ved.

Jeff er omkring 40 år. Han bor på en husbåd uden for San Francisco i et område, der hedder Marin, nord for Golden Gate Bridge og har engang været i Amsterdam. Han er vokset op i San Francisco. Han spurgte mig, hvor jeg var på vej hen, og jeg sagde, at jeg var på vej ud at gå en tur, og at jeg var freelance-journalist og nogle gange arbejdede meget og andre gange ikke arbejdede så meget.

– Jeg skal lige aflevere hunden, så er jeg på vej til Ocean Beach, så hvis du vil med derud…

Jeg sagde pænt nej tak. Jeg var trods alt på vej ud at gå en tur. Det var vigtigt for mig, at turen kom til at hænge sammen. Filmen ville afgjort knække, hvis jeg fik et lift til Ocean Beach. Det ville ikke fungere. Så jeg gik videre, nu fire blokke fra mit hjem.

Der skete så mange ting, at det er svært at få det hele med. Kort kan jeg sige, at jeg gik med den éne fod efter den anden op ad en bakke langs en sammenføjning mellem betonblokkene på fortovet, og en mand kom imod mig og spurgte mig, om jeg trænede til den dag, hvor jeg skulle balancere hen over hele San Francisco på en line. Desuden var der en kvinde, som vinkede ivrigt til mig fra en bil, og jeg vinkede igen. Så trykkede hun hornet i bund, og jeg vendte mig om, imens hun rullede vinduerne ned. Hun var sikker på, at hun kendte mig, men så fandt vi ud af, at det gjorde hun ikke. Nu var jeg langt væk hjemmefra. Faktisk mere end 40 blokke, vil jeg gætte på, og vejen gik ikke længere. For enden af vejen var der en bakke. Jeg måtte tage fat i en klippe med hænderne for at kravle op ad bakken. En høj bakke med solskin på, og pludselig kunne jeg se hele byen. Downtown, Bernal Heights, Twin Peaks og endnu en bakke, som der er en anden bakke bagved, og endnu en bakke og endnu en bakke og måske endnu en bakke, før man er ved den bakke, som jeg bor næsten på toppen af. Men det var langt væk nu. Jeg gik videre over bakken, gennem noget skov, forbi en legeplads, ned gennem gader med huse i pink og blå og måske grøn. Ét af husene mindede mig om noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Det var noget med syltetøjskrukkerne i køkkenet. Og så fandt jeg en café. Jeg købte en lille kop kaffe og et stykke banankage i cellofan. Solen varmede, og mine ben var trætte. Det føltes lidt ligesom at være på skiferie. Eller vandretur (hvilket ikke var så underligt). Jeg blev opslugt af min bog om Detroit. Den er skrevet af en mand med et fransk efternavn, Charlie LeDuff, og han er en fandens karl. Han har rejst verden rundt og mødt alverdens mennesker og arbejdet for New York Times. New York Times. En fandens karl, det lægger han heller ikke skjul på selv. Men med hjerte. I et af de første kapitler er han udsat for røveri, men skræmmer røverne væk med en pistol, som han opbevarer i sin bils handskerum for en ven. Bogen handler om, hvordan Detroit er gået fra at være USA’s rigeste by til at være den fattigste. Jeg kan godt lide ham Charlie LeDuff. På forsiden af bogen står han som en cowboy i en western-by med opsmøgede skjorteærmer og vest og kigger ned i jorden med en cigaret i venstre hånd, som han holder mellem pegefingeren og langefingeren på den der seje måde, som jeg kan huske, jeg øvede mig i sammen med min ven Peter og Jens bag ved et hus, som Peters forældre og vist nok også hans storesøster ejede, og Peter sagde, at jeg faktisk var bedre til at ryge med venstre hånd. Måske er Charlie LeDuff også mest cool, når han ryger med venstre hånd. Det ser i hvert fald helt rigtigt ud den måde, han holder cigaretten på.

Fordybet i min bog, lige der omkring, hvor Charlie beskriver alle de mange oprør og brande, som har været i Detroit gennem århundrederne, er der en mand, som taler til mig. Han spørger, om det er okay, at han sætter sig over for mig, og jeg siger ja og trækker benene lidt til mig. Vi siger ikke noget. Så siger jeg noget med, at solen skinner meget i dag. Det bliver vi enige om. Men vi er ikke enige om, hvordan vi skal forholde os til, at solen skinner meget. Jeg siger, at jeg synes, det er godt. Han synes, at det er for meget. Manden spiser et stykke tærte (ligner det) og drikker en kop kaffe. Han har blå skjorte på, accent (måske mellemøstlig) og vanvittigt hvide tænder. Så siger vi igen ikke noget. Så siger han:

– Hvad læser du?

– En bog om Detroit, siger jeg og viser ham Charlie med cigaretten på forsiden.

Jeg fortæller manden om alle brandene, jeg har det i så frisk erindring, at jeg kan nævne årstal. Så siger jeg, at byen er gået fra at være den rigeste til den fattigste.

– Her er det omvendt, siger jeg. – Alle de rige tech-folk kommer hertil med en god løn og presser huslejen op, og folk, som ikke har råd til at betale huslejen længere, må forlade byen, siger jeg.

– Jeg er ved at flytte, siger manden.

Han har lige været i Oakland på den anden side af bugten for at kigge på et værelse.

– Et stort hus med swimmingpool. Som et hotel med værelser. Nogle koster 400, 500, 600 dollars om måneden, og nogle er dyrere. Men det er 15 miles fra broen, fortæller han.

Han spørger, hvor jeg bor. Jeg siger, at jeg bor i byen, men undgår at nævne, at jeg bor i Pacific Heights. Pacific Heights er et af de rigeste områder i San Francisco. Vores nabo har en Porsche i garagen, som han ikke har kørt i i et år.

Manden spiser sin kage, drikker sin kaffe. Vi siger farvel og held og lykke til hinanden, og han forlader caféen.

Jeg går videre. Jeg er blevet lidt kold og kan mærke, at jeg har svedt. Jeg har taget cowboyjakken på. I tasken har jeg en banan og noget vand. Jeg drikker halvdelen af en halv liter. Det har stadig en bismag af Diet Pepsi. Jeg spiser bananen. Jeg er nede ved en form for motorvej nu. Solen er ved at gå ned. Jeg går langs motorvejen og finder tilbage til en stor vej, som hedder Dolores. Jeg ved, at den vil føre mig tilbage til de områder, jeg kender i forvejen. Jeg går rask i et stykke tid. På en cementvæg, der holder en have på plads, sidder en mand og ryger en cigaret. Ved siden af står en cykel med flaskepant i poser. Jeg går forbi. Så står jeg og tænker lidt. Så vender jeg mig om og sætter mig ved siden af manden.

– Har du haft en god dag, siger jeg. – Jeg har gået hele vejen ud gennem Noe Valley og ud på den anden side og tilbage hertil, fortsætter jeg.

Manden kigger på mig. Han har en cykelhjelm på, som ikke er spændt. Så er det som om, han beslutter sig for, at det er okay.

– Den har været okay. Jeg har samlet pant, siger han.

Han kom til San Francisco fra Mexico en gang for mange år siden. Han arbejdede en gang for et pizzeria. Eller i hvert fald noget med pizzaer. Han arbejdede også for et andet firma, men mistede jobbet, da en ny chef med kinesisk baggrund insisterede på at tjekke alles sygesikring. Han havde ikke noget amerikansk sygesikringsbevis. 120 mennesker blev fyret i den omgang.
Nu samler han flasker. Det er okay.

– Så længe, du ikke dræber din hjerne, siger han og lader hænderne sitre foran sig med med håndryggen opad.

Boom! Der nailede han den. Jeg er nærmest slået ud.

– Det er okay. Det er livet, siger han.

Han rejser sig for at gå videre. Poserne over styret på cyklen.

– Det her er et godt område. Stille og roligt. Her er der ingen, som generer én. Her kan man være i fred, siger han.

Jeg går forbi de samme restauranter på vejen hjem, som jeg gik forbi på vejen ud. Nye mennesker ved de samme borde. Jeg møder en kvinde med stribet tøj i forskellige farver. Hende gik jeg også forbi tidligere et eller andet sted.

Reklamer

Kategorier:USA

2 replies

  1. Dejlig gåtur. Levende beskrivelse.
    Det er åbenbart ikke en myte at man snakker med alle i U.S.
    KH Bolette.

  2. Tak Bolette. Der er i hvert fald mange spændende mennesker at snakke med. Kh. Per

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s