Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Om at ramme en mur

Livet har kanter og vægge af beton, og nogle gange knalder jeg hovedet mod dem. Et godt eksempel var sidste forår. Måske var det mit wake-up call. Jeg løb Lillebælt Halvmarathon. Jeg prustede og stønnede ind gennem Middelfart i alt for varmt vejr og med alt for lidt væske og sukker i kroppen. Men jeg lyttede hverken til kroppen eller de forundrede og forfærdede og fascinerede og samtidig frastødte ansigter, som kiggede på det menneskelige damplokomotiv af selvfornægtelse, der trampede gennem byens gader, lige indtil… Jeg var overrasket. Forvirret. Jorden, mit livs fundament, alting, begyndte at dreje, som om jeg var i det skøre hus i Tivoli, eller hvad det hedder, og asfalten, asfalten styrede mod mit ansigt, og mine arme, tunge, slappe, nåede knap nok frem foran mig for at tage imod. Jeg forsøgte at rejse mig. Jeg vaklede. Jeg ville løbe videre. ”Er du okay,” hørte jeg nogen sige, imens jeg holdt fast i et gelænder. ”Ja,” hørte jeg mig selv sige. Jeg snublede et skridt, forsøgte at løbe. Nogen trak mig over gelænderet og lagde mig på jorden. Jeg var rasende og modvillig. Jeg nægtede at gøre, som de sagde. Hvorfor måtte jeg ikke løbe videre?

Ansigtet mod asfalten. Det ultimative billede på, hvor svage vi egentlig er. Vi skal alle bide i støvet på et tidspunkt. Det tænker vi bare ikke over til hverdag. Specielt ikke, når man, som jeg, har en tendens til at lade ambitionerne vokse ud over det mulige.

Jeg har ramt muren før. Jeg har skramlet gennem betontunneller. En porcelænsfigur i frit fald fra elefantens ryg. Hvordan skal den historie ende?

Da jeg gik i, jeg tror det var 7. klasse, havde vi emneuge, og vi arbejdede i grupper. Vi idé-udviklede i klassen. Vores gruppe blev fremhævet, fordi vi arbejdede godt med idéerne. Jeg husker det som om, at hver gang de andre i gruppen begyndte at snakke om noget andet end sagens kerne, så blev jeg irriteret. Så kunne jeg ikke være med. Jeg spillede jo ikke fodbold ligesom dem. Jeg havde brug for regler, en ramme jeg kendte. Men nok om alt det. Vi mødtes en morgen hjemme ved mig. Jeg havde købt rundstykker, og vi fik morgenmad. Vi arbejdede med projektet. Det gik vist meget fint. Men jeg husker følelsen. Følelsen af, at det i bund og grund var mere besværligt at arbejde sammen med andre end at arbejde alene. Følelsen af, at mine ambitioner var højere end de andres. Måske var de ikke villige til at ofre alt for projektet? Det var jeg. Naturligvis. Jeg havde bygget en mur mellem dem og mig.

Jeg lærte at lave baglæns salto ned fra en plint, da jeg gik på efterskole. Jeg lavede baglæns saltoer hele aftenen. Et spring, et træk med mavemusklerne, en landing, klask, på madrassen. Op igen. Næste dag skulle jeg vise det til min træner. Måske var det alle springene fra aftenen før, som have gjort mig træt. Måske var jeg nervøs, bange. I hvert fald sprang jeg og bum, hovedet mod plinten. Jeg lærte aldrig at lave en baglæns salto ned fra en plint igen.

Jeg husker en dag, jeg var vel 12 år eller 13 år. Jeg havde været en ivrig løber i nogle år, men var nu holdt op, fordi det var ensomt. Men jeg kunne stadig løbe en god 10’er, og derfor var jeg inviteret med til et stafetløb i Aarhus. Dagen inden legede jeg med Peter (det var lige omkring den tid, hvor vi gik fra at sige ”lege” til at sige ”være sammen med”). Peter have en fed BMX-cykel. Jeg havde også en BMX, som jeg tror, jeg havde købt at Brian, der boede nede på Byvejen. Brian var en historie for sig. Jeg husker mine forældre fortælle om ham. Det blev til en historie i familien. Den lød sådan her: Mine forældre havde mødt Brian en dag. Han kørte på sin cykel (måske den BMX, jeg senere købte af ham). Ved siden af vores hus var en betontrappe med sådan noget som fem eller flere trin. For foden af trappen var fortovet, en kantsten, derefter vejen, endnu en kantsten, det modsatte fortov og endelig en tyk træstamme, som var lagt som afmærkning af kommunens bed med buske og træflis. Brian var ikke særligt gammel, da han kørte ud over trappen og væltede. Det så mine forældre. Så rejste Brian sig og kørte ud over trappen igen. Og væltede igen. Sådan blev han ved, og han blev ved at vælte. Til sidste spurgte mine forældre ham, om ikke han skulle lade være med at køre ude over trappen, når han hele tiden væltede. Brian svarede, at det gjorde ikke noget, fordi han var medlem af Børnenes Trafikklub.

Men nu legede Peter og jeg altså. Og jeg er ret sikker på, at jeg havde købt Brians BMX. Jeg havde cykelhjelm på. Ligesom Brian kørte vi ud over betontrappen. Vi tog tilløb helt oppe fra det røde halvtag, som min far havde bygget for længe siden. Vi trampede ned ad stien langs naboens bøgehæk, forbi carporten og ud over trappens øverste trin. Vi svævede hele vejen over fortovet og landede lige omkring kantstenen. Nu gjaldt det om at bremse inden træstammen på modsatte side af vejen, der afgrænsede kommunens bed med buske og træflis. Nogle gange lykkedes det ikke, og jeg styrede direkte ind i træstammen med forhjulet, fløj hen over styret og ned i busken. Men der skete ikke noget. Vi blev ved i lang tid. Vi skiftedes til at holde øje med biler. Jeg skulle lige have en sidste tur. Jeg trampede ned ad stien, fløj ud over trappen, men så skete der noget, jeg væltede og begyndte at kure over asfalten. Tiden gik langsommere, jeg husker det tydeligt. Jeg fornemmede asfalten under min skulder. Jeg mærkede, hvordan mit hoved og min krop bevægede sig over kantstenen på den modsatte side af vejen. Og jeg husker dunket, da min cykelhjelm ramte træstammen og flækkede. Jeg fik en mild hjernerystelse og kom ikke med til stafetløbet næste dag.

For nylig gjorde jeg en artikel færdig. Jo mere jeg arbejdede på artiklen, jo sværere fik jeg ved at holde sammen på den. Ordene og sætningerne holdt op med at give mening, det store billede blegnede. Selv mine fingre syntes at protestere, og jeg måtte tvinge dem til at trykke bogstaverne på tastaturet. Jeg havde helt klart ramt en mur. Artiklen blev vist okay. Jeg afleverede. Næste dag tog jeg vandresko på og gik ned ad vejen. Da jeg kom hjem igen, var det blevet mørkt.

Reklamer

Kategorier:Danmark, USA

Tags: , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s