Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Hjerner, “space-time events”, cykeltyve og fødselsdage

Jeg er begyndt at læse filosofi på Berkeley Universitet. Min lærer hedder noget så fedt som Piero Scaruffi og kommer oprindeligt fra Italien. Faget hedder “Thinking about thought”. Det et stof til eftertanke.

Vi sidder i en kælder i en bygning 100 meter fra det kendte klokketårn på Berkeley Campus. En kælder med orange plastikstole. Vi tænker over mange forskellige ting. Piero har allerede tænkt over dem, og nu får han så os til også at tænke over dem, hvis vi kan følge med.

Her er nogle af de ting, vi har tænkt over: Kan en computer blive lige så klog som et menneske? Findes der ting som sådan eller udelukkende “space-time events” (det har noget med Einsteins relativitetsteori at gøre)? Er vores tanker overhovedet interessante, før de bliver til handling? Producerer tankerne handling, eller (skræmmende tanke) er det blot en illusion – er vores handlinger ganske simpelt resultatet af de input, vi får fra miljøet omkring os? Er kontrol en illusion?

Den slags ting, tænker vi over i en kælder i Berkeley på orange plastikstole hver mandag og torsdag fra klokken 18.30 til 21.30 med en lille pause. I mandags havde vi om hjernens opbygning. Én af de nyere teorier handler om neuronspejlet. Jeg har selv studeret neuronspejlet lidt, da jeg skrev en artikelserie om Kalle Carlsson, der er musiker i musikgruppen Bali i Odense og har Aspergers Syndrom.

Teorien er stadig ny og kan derfor risikere at være forkert. Men alle psykologerne og hjerneforskerne og så videre er vist rimelig oppe at køre over neuronspejlet. I bund og grund handler det om, hvordan vi er i stand til at føle empati og vurdere andre menneskers motiver. Det er vi på grund af neuronspejlet. Der sker det, at hvis vi for eksempel ser en person, der er ked af det, så aktiveres de samme neuroner i vores egen hjerne, som hvis vi selv var kede af det. Vi spejler det andet menneskes følelser. Piero sagde det sådan her:

“Jeg har en kopi af din hjerne i min hjerne.”

Her rakte jeg hånden op.

“Men det er vel en kopi, som jeg selv har konstrueret?”

“Ja. Den kan godt være forkert.”

Okay. Men alligevel. Noget af din hjerne i min hjerne. Noget af min hjerne i din hjerne. Alle mulige hjerner, der smelter sammen. Og så hele idéen om “space-time events”.

(Det her i parentes kan du springe let og behændigt hen over. Det er kun, hvis du er nysgerrig efter at finde ud af mere om “space-time events”. “Space-time events” går ud på, at man ikke kan skille tiden og rummet ad og at alt det, som verden er lavet af, i bund og grund er energi, og at hvis det forholder sig sådan, så giver det ingen mening at snakke om bevidsthed og om fysiske ting, fordi det vil være at oversimplificere den virkelige verden helt vildt. Altså kort sagt, ting er ikke ting, men energi, og vores bevidsthed er knap så bevidst, som vi går og tror. I virkeligheden er der tale om forskellige måder at organisere rum og tid. Det, der i virkeligheden findes, er “begivenheder”. Mennesket er således en samling af “space-time events”, som holder sammen i et lille stykke tid. Altså, hvis man lytter til filosoffen Bertrand Russell. Mange har ignoreret ham, men han er faktisk den eneste, som har lavet en teori om bevidsthed, der udelukkende er funderet i fysik.)

Fra min orange plastikstol hørte jeg Piero fortælle om hjernen. Vores hjerne ændrer sig hele tiden på baggrund af de indtryk, vi får fra omgivelserne.

Efter timen gik jeg mod togstationen. Piero skulle også med toget, så vi fulgtes. Man er lidt på prøve, når man er på tomandshånd med sådan en klog mand. Og nu al den snak om neuronspejlet. Tænk sig, hvis Piero havde noget af min hjerne inde i sin hjerne, og jeg havde noget af hans. Jeg prøvede at have gode og smarte tanker, så jeg ikke kom til at skuffe Piero. Piero mener, at universiteterne er blevet dårligere, de studerende arbejder for meget og derfor ikke har et normalt liv, at magtstrukturerne på universiteterne forhindrer kloge mennesker i at komme frem og gode idéer i at blive anerkendt.

“Hvis Einstein havde gået på universitetet i dag, så var der kun én eller to, som havde læst hans ting,” sagde Piero.

Vi susede under San Francisco-bugten i toget. Jeg havde min cykelhjelm spændt fast til tasken.

“Hvor holder din cykel,” spurgte Piero.

“Ved togstationen,” sagde jeg.

“Ohh. Det tør du godt?”

San Francisco og specielt området omkring Market Street er kendt for mange stofmisbrugere og mange cykeltyverier.

“Ja. Jeg ved det, der er altid en risiko,” sagde jeg.

Da jeg kom hen til stedet, hvor min cykel havde stået, fandt jeg en smadret Kryptonite-lås.

Jeg prøvede ikke at blive alt for bitter. Det var Lola, min sambos, 26-års fødselsdag, og vi skulle fejre det, når jeg kom hjem. Jeg tog to busser. Vi spiste linse-suppe, hjemmebagte boller og drak Lagunitas. Vi sang fødselsdagssange, blandt andet to danske, og Peter havde købt en chokoladekage.

Det var opløftende, og så må “space-time events” være “space-time events” og cykeltyverier være cykeltyverier.

Reklamer

Kategorier:USA

Tags: , , , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s