Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Musik, modeller og et halvhjertet forsøg på at blive en fed fyr

Jeg ser mig omkring, og jeg ser gult. Mine post-it sedler på væggen og skrivebordet med ting, jeg skal huske og ting, jeg aldrig må glemme, er gule. Påskeliljerne er gule og dufter endda gult. Vinen med appelsinjuice er gul. Det er søndag den 30. marts, og solen rammer den yderste spids i en filtguirlande, jeg fik af min veninde Marie for længe siden.

Og den yderste spids af filt-guirlanden er også gul.

Så meget om gul.

Nu lidt om musik.

Huset her var fyldt med musik i går. Jeg gik ned ad trappen fra mit værelse. Trappens træ vibrerede. En mand, som er kendt for dem, der kender ham, straffede en rød og sort el-violin, imens et helt band akkompagnerede. Det var lydprøven. Og så kom gæsterne.

Lola, min roomie, stregede gæsternes navne ud ét for ét. Og Tom, som en gang boede i huset og spiller koncerter her i ny og næ, og hans band, de havde allerede spist grillet laks og kylling og pølser og oksekød og var smuttet ned i kælderen for at lade op.

Jeg skulle byde velkommen og præsentere en kendt mand, som skulle præsentere resten af halløjet. Jo federe en fyr, man er, jo flere folk har man til at varme op for sig. Det er vel lidt ligesom høns i frostvej. Det gælder om at sidde midt på pinden og lade de andre varme sig. Jeg var den yderste høne. Jeg skulle varme op for ham, der skulle varme op for ham, der skulle varme op for Tom og bandet. Men alligevel en plads på pinden, helt yderst ude, men stadig, jeg kunne se det for mig. Vejen ind i varmen. Så jeg tænkte, at jeg måtte sige noget sjovt og godt. Som en rigtig god tweet. 140 bogstaver, der nailer det. Bom. Jeg satte mig ned og skrev noget.  Det var ikke super godt, men alligevel, jeg tænkte, det kunne gå an.

Manden, som jeg skulle præsentere, så farlig ud. Han havde et blåt øje og plaster i panden. Han var skide kendt. Fandt jeg ud af, da han kom hen til mig i køkkenet med en lille seddel.

–       Jeg har skrevet noget til dig, som du kan læse op, sagde han.

På sedlen stod med lidt andre ord, at han var en fed fyr, som de alle sammen nok kendte i forvejen, og at han var kendt fra et tv-show og som sportskommentator. Det gjorde det hele lidt lettere for mig. Jeg gik ind i stuen. Den var fyldt med mere end 50 mennesker, som havde betalt for at opleve showet. Og så sagde jeg, at jeg gerne ville præsentere ham her den fede fyr, som de alle sammen nok kendte i forvejen, og som var kendt fra et tv-show og som sportskommentator. Og så gik jeg ud igen, og han tog over.

Jeg var lidt i tvivl om, om jeg lige var rykket et par centimeter længere ind på hønsepinden, eller jeg var frosset ihjel og tiltet ned i bunden af hønsehuset en usædvanligt kold december-nat. Så jeg drak en øl og snakkede med Lola.

Det var en pokkers spændende aften. To af de sidste gæster tiltrak sig en del opmærksomhed. Det var to kvinder. Den éne var vel et sted i 30’erne, begyndelsen af 30’erne, det er svært at sige. Men hvad jeg ved er, at hun havde en sort kjole på, som på en underlig måde virkede fem centimeter for kort. Den viste en hel del hud, og hun så ikke ud til at have nogen bh på. Det var også rimelig tydeligt. Efter hende kom endnu en kvinde. Lidt yngre, måske midt i 20’erne eller i begyndelsen af 20’erne, eller hvad ved jeg. Det lignede, at hun havde glemt at tage bukser på. Hun havde verdens korteste sorte ting på, som lignede et par sorte, skinnende boxershorts. Det var det. De var så korte, at ballen begyndte, inden buksen endte. Og så havde hun en tatovering på låret, hvor der stod ”Believe”. Hende med kjolen var skuespiller, fandt jeg senere ud af. Miss Believe var model. Skuespilleren og modellen. De tiltrak sig en del opmærksomhed den aften, måske særligt fra mændene. Og det var lige præcis, sådan de gerne ville have det.

Så alt var godt.

Det havde været en grå dag, og jeg havde været ude at danse med Sandra til noget elektronisk musik dagen inden. Jeg havde tømmermænd, men havde kun drukket fem øl. Men det var de gode, milde tømmermænd, som retfærdiggør stille sysler. Kombineret med en god aften inden, er det perfekt. De sociale behov er tilfredstillet. Og så havde Tom og hans band fyldt stuen med instrumenter, og vejret var gråt og trykkende på den gode tømmermandmåde, og Tom er en meget rolig og god mand, som giver én lyst til at gøre noget ægte. En særlig ro, som jeg ikke havde oplevet længe, sænkede sig over huset.

Det var på sådan en dag, sådan en aften, at huset blev fyldt med mennesker. Og det var på sådan en aften, at Claes, en dansk musiker. Ja, dansk. At Claes varmede op for Tom. Det var på sådan en aften, han sang, så hele huset vibrerede, og en kvinde nede bagved sagde:

–       Ham tager jeg med hjem.

Og så spillede Tom og hans band. Fantastisk. Fantastisk er et træls ord. Ærligt. Ægte. Følsomt. Når musik er ægte, når det er komponeret og bliver spillet for andre menneskers skyld, for at bringe mennesker tættere sammen, så kan det mærkes. Og sådan var det. En lille pige hoppede op og ned. Ældre kvinder dansede. En ung mand i skjorte sad på rækken foran mig og Sandra og Sandras lillesøster, som var på besøg fra Tyskland. Manden på rækken foran vendte sig om mod mig og sagde:

–       Det her er altså dansegulvet.

Jeg rejste mig op og dansede. Og pludselig, som fisk i en stime, var vi alle sammen enige om, at det her VAR altså dansegulvet. Så vi klappede stolene sammen, og nu var vi pludselig syv mennesker eller sådan noget, som dansede i stedet for at sidde på vores klapstole.

Og ude i køkkenet foregik også et show. Det har jeg fået genfortalt, og det er sikkert ikke helt sandt eller præcist eller korrekt. Men så alligevel. Måske er det netop dét, der gør det sandt. Det her skete, har jeg fået fortalt: Skuespilleren (hende med kjolen) gik ind i køkkenet, hun roterede én gang, to gange om sig selv (og jeg forestiller mig at kjolen hævede sig) og satte sig på en stol og sagde til modellen, Miss Believe:

–       Det er vigtigt at tiltrække sig opmærksomhed.

Miss Believe betragtede sig selv i spejlet i køkkenet og svarede:

–       Man skal altid forsøge at være centrum for folks opmærksomhed.

Og alt var, som det skulle være.

Musik forsvinder ikke sådan lige. Selvom vi har båret alle klapstolene ud i Toms kassevogn, og selvom al den grillede kylling er spist, så er musikken her stadig. Salsaen smager lidt bedre. Samtalerne er lidt dybere. Og jeg føler ikke skyggen af dårlig samvittighed over at drikke hvidvin med appelsinjuice på en søndag eftermiddag.

Reklamer

Kategorier:USA

Tags: , , , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s