Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Rejsens abc (og d)

Jeg har netop haft to ugers besøg af mine tre gode venner Morten, Martin og Laurits fra Danmark. De tog en tur til Las Vegas, imens jeg blev hjemme for at skrive. Der gik ikke lang tid, før jeg spurgte mig selv, hvad fanden jeg egentlig havde gang i. At sidde hjemme og skrive, imens mine venner var i Las Vegas! Hvor vigtig var den historie egentlig lige? Men nu var det sådan. Vi havde aftalt, at jeg skulle møde dem i nationalparken Yosemite tirsdag. Jeg stod op klokken 5.30, kørte med to busser og satte mig på et tog. Et sted i den knastørre Central Valley satte en mand med langt hår og skæg sig ved siden af mig. Han lignede mig om 15 år. Jeg kunne lugte, at han lige havde røget pot. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var, at han havde totalt klare øjne. Og så var han pisse flink. Han boede i Oregon og arbejdede kun til husbehov. Ellers fiskede han og fandt indianer-malerier ude i naturen. Han hed i øvrigt Michael. En gang var han optaget af noget i naturen, og pludselig var han omgivet af 12 hjorte, som blev jagtet af to prærieulve. Den slags sager. Og hans bedstefar havde fløjet med Chuck Yeager. Hvis man interesserer sig for jagerfly og rumfart, så ved man, at det er store sager! Og ellers vil jeg anbefale at læse “The Right Stuff” af Tom Wolfe. Det var nemt at tale med Michael, så det gjorde jeg. Det var som at møde en gammel ven. Ikke så meget at møde Michael, men mere det at snakke med fremmede igen. Åbne sig op for verden. Nå men pludselig standsede toget, og to svedige togkonduktører løb gennem vognen. Vi havde sgu ramt en bil, som havde forsøgt at snige sig forbi togbommene, men i stedet var blevet tumlet omkuld, og nu blev en mand fløjet med helikopter til et hospital, og vi sad og ventede. (Heldigvis slap manden med moderate skader.) Michael mente, at der ikke var andet for end at købe en øl eller en blandet drink. Så det gjorde vi, og Michael gav mig en sjælden dollar-mønt. Michael var den der stille type, som lægger mærke til alt det, man ikke ser, når man er på vej fra a til b til c til d. Efter nogle timer trillede vi til en ny station og blev sat af under en brændende sol. Vi stod i skyggen af et træ. En stor mand med tatoveringer sang med på en rapsang, han hørte i sine høretelefoner. En mindre mand ved siden af kendte også sangen, og så sang han også. Folk lånte cigaretter af hinanden, og Michael gik sine egne veje og kom tilbage og fortalte, at der var et supermarked lige om hjørnet, og jeg gik derned uden at vide, hvad jeg skulle købe, men så købte jeg en halv liter vand, fordi jeg tænkte, at det var nok fornuftigt, og at i krisesituationer var kun det mest fornødne nødvendigt, såsom vand. Et nyt tog kørte os til stationen. Jeg havde misset min bus. Morten, Martin og Laurits befandt sig et sted i Nevada, da vi ramte bilen, og nu var de på vej ind gennem en bjergkæde fra øst. Jeg skrev til dem, om de lige kunne lægge vejen forbi togstationen i byen Merced, fordi vi havde ramt en bil med toget. Jeg var ikke helt opmærksom på, at det betød, de skulle krydse hele bjergkæden og køre ekstra 300 kilometer. Men nogle timer senere rullede de ned af 24th Street i Merced i en hvid Chevrolet, og så kørte vi ellers tilbage mod bjergkæden, som de lige havde krydset, og ind i nationalparken Yosemite. Jeg var virkelig glad for at være i den bil lige der. Det var som om en ubalance faldt på plads. Det var længe siden, jeg havde sagt så meget lort på så kort tid, og det føltes godt. Det var den stille dreng, der pludselig siger FUCK, bare fordi det faktisk er meget sjovt nogle gange at sige FUCK. Eller det der er værre. Vi købte brænde. Det var blevet mørkt. Vi lavede et bål og snakkede om bjørne og damer. En hel del om damer. Alle mulige damer. Dem der var engang, dem der aldrig blev til noget, dem der måske kunne blive til noget. Så grinede vi til vi fik tårer i øjnene. Så sov vi. Så vågnede vi. Så badede vi i en flod, imens solen stod op. Vi snakkede lidt om alligatorer. Så kørte vi mod San Francisco, og jeg gjorde mig lidt tanker om, at vi har brug for både a, b, c og d for at nyde eventyret, og at nogle rejser måske har til formål at vise os, hvor vi kommer fra.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s