Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

De satans tidslommer

Vi var på beat-museet, men den amerikanske fodbold var væk. Jeg fik aldrig spurgt, hvor den er nu. Så gik vi på Vesuvio og drak fire lagunitas i alt. Vi så en masse damer, og de var flotte mange af dem. Vi gik for langt, og Peter mente, at det gjorde vi altid. Så spiste vi burger, og Peter mente, at den var mere fedtet, end hvad normalt er. Jeg mødte én fra løbeklubben i køen. Måske havde han set mig, men ignorerede mig. Måske havde han ikke set mig. Måske var han på vej hjem fra arbejde klokken ni om aftenen, det tror jeg. Så gik vi mod Mikkeller-bar…

Men inden alt det stod vi op om aftenen dansk tid, og vi lavede æg på en helt ny måde, som vi aldrig havde prøvet før, og vi drak måske en øl, i hvert fald kaffe, og vi gik afsted, og vi tog bussen, indtil vi kom til der, hvor beat-museet lå. Men inden vi gjorde alt det, var der en af os, der tog ud og fór vild og fandt vejen igen og købte ind i et supermarked, hvor han også fór lidt vild og glemte, hvad han skulle have eller blev i tvivl om de ting, der stod på indkøbssedlen, i virkeligheden var nødvendige.

Og så drejede vi om hjørnet til Mason Street. Peter mente, at det lignede et bordel, altså Mikkeller bar. I baren mødte vi en kvinde, som var sammen med en mand med store brystmuskler og en lys stemme. Han drak postevand på Mikkeller-bar. Hun virkede … jeg ved ikke hvordan hun virkede. Måske som en kvinde, der gerne ville have en lidt mere øl-glad mand. Nå, men så kom én af hendes kunder fra banken, hvor hun arbejder sammen med vandmanden…

Men inden det sad vi i parken tæt på beat-museet og drak en øl, to i alt, én hver, og vi så en mand eller en kvinde, der var gået i hundene, og som råbte og skreg og bandede og svovlede af alt og alle i nærheden, indtil to politibetjente kom forbi, og den ene tog sorte handsker på, og vi frygtede lidt, at han nu ville blive voldelig, men kvinden eller manden blev tavs, uden at betjentene tilsyneladende behøvede at bruge fysisk magt, og kvinden eller manden satte sig på græsset med alle sine ting, som vi ikke kunne se, hvad var, fordi vi var på lang afstand, og til sidst gik betjentene, og de sagde aldrig noget til, at vi hele tiden havde siddet og drukket øl, selvom vi ikke måtte.

Kunden fra banken var en stor, stor mand med en stor, stor brystkasse og en dyb, dyb stemme. Han havde ringe på de fleste af sine fingre og et gråt jakkesæt. Han var en alfahan, og hvert eneste bænkpress, som vandmanden havde slidt sig igennem siden han fyldt 19 år for 16 år siden (fiktive tal) blegnede. Det var et interessant studie i magtforhold og indflydelse. Kvinden var sej. Hun vendte sig mod Peter og mig (vi havde allerede snakket lidt, og vi havde fortalt, vi var fra Danmark), og hun sagde, at han var helt vanvittig, altså kunden, men at han var god nok. Og kunden grinede stort og lænede sig over mod vandmanden, og vandmanden flød fuldstændig ud og dryppede ned på gulvet og var lige ved at fordampe og blive til ingenting. Han flyttede på sine skuldre og grinede af kundens jokes. Først var jeg lidt modstander af kunden. Kan man være magtfuld og flink på samme tid… Men kvinden var sej, og kvinden havde ret. Kunden var god nok…

Men længe før alt det var vi gået fra parken og tilbage til beat-museet, som vi tidligere havde købt indgang til, men havde forladt, da en af os ikke følte sig helt parat til alt det nye på museet og derfor følte, at han lige havde brug for en lille smule forberedelsestid, inden det for alvor gik løs. Og på museet så vi film om beatnik-tiden og spiste slik, og pludselig var der en kvinde, der spurgte os, hvor vi var fra, og hun spurgte på dansk, så vi svarede på dansk, at vi var fra København, selvom det måske ikke helt passede på os begge, og hun sagde, at hun havde boet i San Francisco i 5 måneder, men så gik hun væk, og den ene af os mente, at hun bare ville blære sig over for sine venner eller vise sig frem eller noget i den stil, men ham der mente det, havde det måske også med at overfortolke de signaler, han så hos andre mennesker, eller det blev i hvert fald klart lidt senere på aftenen, hvor han fortalte livshistorier om mennesker, han så, men overhovedet ikke kendte, men senere afslørede, at det var gamle venner og veninders historier, han i virkeligheden tillagde dem.

Kunden var god nok. Han købte øl til kvinden. Vandmanden drak stadig vand. Men fordi kvinden lige havde lænet sig over mod os, så troede alfahannen også, at vi var en del af selskabet, og derfor tilbød han også øl på Mikkeller-bar, hvor øl er dyre. Så vi valgte to øl og drak dem ikke op, fordi pludselig skulle vi ud i en fart. Vi sagde farvel, men kun for en kort stund, for alfahannen og kvinden og vandmanden var nu på vej ind på en bar lige ved siden af, og vi gik med og fik Big Daddy-IPA af Big Daddy. Den ene af os indlod sig på en jam med en congas-mand. Han spillede på et keyboard købt i chinatown, rødt og med fire batterier og Nintendo-lyd. Big Daddy elskede det. Kvinden elskede det. Vandmanden ville egentlig nok hellere bare hjem og sidde lidt for sig selv og overveje, hvorfor han ikke bare blev brandmand i stedet, men han grinede høfligt og følte sig måske lille i sin store, pæne skjorte.

Men tidligere på dagen da vi vandrede frem og tilbage mellem beat-museet og parken, passerede vi flere gange en stripklub, og uden for den stod en letpåklædt kvinde, måske fuldt påklædt, og der stod en stor mand og inviterede indenfor og sagde, at det var tirsdag, og tirsdag var den perfekte dag til at se på nøgne damer, og første gang vi gik forbi, smilede vi til damen, og hun sagde, at det var rart, at der var nogen, der smilede, men de næste par gange kiggede vi længere og længere væk, og til sidst kiggede vi slet ikke på stedet. Men vi kiggede til gengæld på andre ting, og der var rigeligt at kigge på, ikke mindst inde på Vesuvio, hvor der hang mange ting på væggene. Og servitricen spurgte os, om vi ville have en ny øl, da vi havde drukket den første, og vi sagde nej, men fortrød, og da hun kom med regningen, bestilte vi endnu en omgang, og en af os fortrød, at vi ikke havde købt en hel kande med øl, for det gjorde alle de andre, der sad ved bordene omkring os.

Langt fortalt, så skete der det, at vi kom til at snakke om huset. Altså huset, hvor den ene af os bor, og hvor den anden også bor for tiden i en vindueskarm. En ganske hyggelig vindueskarm bag et massivt bord, hvor gulvet nu er blevet ganske blankt poleret. Og netop her, hvor bordet nu står på et tæppe over det blanke gulv, der stod for ganske kort tid siden et Yamaha-flygel, og det var der en mand, som spillede på for måske fem måneder siden, og ved siden af manden på flyglet, stod en mand med en guitar, ved siden af guitarmanden, sad en mand på en stol og sang (og bag dem var der selvfølgelig en trommeslager og en bassist), og manden på stolen sang for en masse mennesker, som var samlet i stuen, og det var en koncert, og ét af de mennesker var kvinden. Bank-kvinden. Bank-kvinden lige ved siden af os på en bar nede i Tenderloin i San Francisco. Kort fortalt, så skete der det, at vi snakkede om huset, om at det skal sælges og så videre, og om hvorvidt det kan blive reddet og så videre.

Men før eller efter at vi havde været på beat-museet og i parken og på Vesuvio, gik vi gennem China Town og ledte efter et instrument, som den ene af os kunne spille på, når vi efter planen skulle indspille et triple-album i kælderstudiet i det føromtalte hus. Og vi gik og gik og ledte og ledte, men ingen steder syntes de at have nogen instrumenter, og vi spurgte en dame i en af butikkerne, om de havde et lille piano, men hun sagde nej, og da vi spurgte, om hun vidste, hvor vi så kunne købe det, sagde hun, at vi bare skulle gå videre. Så det gjorde vi, og til sidst, da vi var lige ved at opgive det hele og var triste og deprimerede, så vi pludselig en lille kasse med et elektronisk piano i vinduet i en af butikkerne, og vi gik ind, og vi købte det, og bagefter købte vi også batterier, for ellers kunne det ikke spille, men selv da det kunne spille, kunne det desværre ikke spille akkorder, og en af os blev skuffet, men den anden trøstede ham og sagde, at det nok skulle gå, og at det bare var godt, at pianoet var så primitivt, for så ville der sandsynligvis komme meget større kunst ud af det, når vi kom hjem.

Bankkvinden var en stor fan af huset og af manden, som nogen gange holder koncerter i huset og af Richard, den tidligere ejer af huset, som døde i år. Og hun mente, at huset var San Franciscos sjæl, og det kunne vi jo kun give hende ret i. Og lige pludselig var det jo en alvorlig samtale. Den ene af os var ikke helt klar over, at hun arbejdede i en bank. Men den ene af os syntes alligevel, der var noget interessant ved situationen. Vi er nødt til at lave et lille spring i tid. Kun 90 minutter. Tilbage. Altså, så er vi inde på Mikkeller-bar igen. Og da sagde den ene af os til den anden, at de der (kvinden og vandmanden) var “high society”-San Francisco. Nu – i nutiden (altså inde på den nye bar) – ændrede den forestilling sig. Bankdamen var bankdame. Hun var corporate-San Francisco. Hun var business og kunder og klienter og iPhone, eller hvad end hun var, og møder og aftaler og make-up, høje hæle og luksus og dyre pølser med ketchup på fine barer i halvdystre kvarterer lige on the edge of coolness.. Men hun var mere end det. Hun var også det gamle San Francisco. Hun var det nye San Francisco og det gamle San Francisco på samme tid. På en halvfin bar i et halvskummelt kvarter i en by, der er på vej til at blive verdens dyreste og måske allerede er det. Og hun var 41 år og sej og flink.

Og senere, da vi var på vej hjem, diskuterede vi noget, som damen havde sagt, og som vi som udgangspunkt havde forskellige holdninger til. Og damen drak forresten en stærk stout på Mikkeler bar, og den ene af os forsøgte flere gange at komplimentere hende for ølvalget, men blev afbrudt, fordi hun i stedet talte til den anden af os, og måske var hun lidt vild med ham, og måske kunne de have gået hjem sammen, for ham, som hun måske var lidt vild med, var nærmest vild med alle de damer, han så på sin vej. Og damen kaldte os “Danmark”, fordi hun ikke kunne huske vores navne eller måske aldrig havde spurgt os om dem, og det, hun sagde, som vi talte om på hele vejen hjem, var, at det var flot, at Richard ikke havde taget en stor overpris for værelserne i huset, selvom han sagtens kunne have fået det dobbelte eller det tredobbelte for dem, og den ene af os mente, at det burde være en selvfølge, at han ikke tog overpris, mens den anden mente, at det viste en særlig gavmildhed, som man ikke kunne forvente sig af nogen i et kapitalistisk samfund, hvor markedet regerer, og hvor det er udbud og efterspørgsel, der som udgangspunkt dikterer huslejepriserne, som er særligt høje i San Francisco, fordi det er en populær by, og der derfor er mange, der gerne vil bo der.

Jeg satte mig for enden af spisebordet – jeg tror det er lavet i egetræ. I den slidte, hvide stol. Træt. Dér har jeg siddet før mange gange. Dér fik jeg en idé til en lang historie en gang for mange år siden. Den ene af os sad ved siden af. Det må jo så egentlig være den anden af os, når nu jeg sad i den hvide stol. Den anden af os var træt. Jeg var træt. Huset var måske lidt mindre magisk. Eller også var det ikke. Så slukkede den ene af os – hvilket må være mig – lyset i køkkenet, alt bortset fra lyset i emhætten. Klokken var måske tre om natten. Og den anden af os sad stadig tilbage i mærket med lukkede øjne i køkkenets hjørne i en slidt læderstol, én af den slags, som psykologer tilbage i 1970’erne eller var det 1980’erne yndede at have. Til dem selv, altså.

Men før dét, på vejen hjem fra alle de oplevelser, vi her har beskrevet, fandt vi ud af, at vi faktisk var meget enige i forhold til diskussionen om huslejepriser og Richards ønske om, at der skulle være plads til folk i huset, som måske ikke var i stand til at betale den pris, markedet ellers ville have krævet. Og vi blev enige om, at damen måske heller ikke havde ment det, hun sagde, på den måde som den ene af os havde forstået det, og vi gik ind og købte en letøl med meget humle i i en butik, og den ene af os kunne ikke drikke den op, så han gav resten til den anden, og vi gik meget længe, og det var som om, at jo tættere vi kom på hjemmet, desto mere enige blev vi, og ved ankomsten var vi nærmest enige om alt. Og vi var i hvert fald enige om, at vi lige skulle lave lidt mad, inden vi gik i seng, og den ene af os var i hvert fald enig med sig selv om, at vi lige skulle have en godnat-øl, og vi drak den og var stadigvæk enige om det meste, og til sidst var vi også enige om, at det var tid til at sove, selvom vi nok aldrig talte om det, for den ene faldt som sagt i søvn i stolen og vågnede fem timer senere i sofaen og derefter 3 timer senere på en madras efter alt i alt at have sovet cirka 4 timer. De satans tidslommer!

En tekst af Per Sand og Peter R i d d e r s b o r g skrevet ved hjælp af appelsin-skrift, en ping-pong-teknik udviklet af den éne forfatter i samarbejde med Ærø-redaktør Mathias Sommer for snart nogle år siden.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s