Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Pinkie Pies bekendelser

Jeg er med i en løbeklub, Golden Gate Running Club. I foråret var jeg med til et stafet-løb fra Reno i Nevada rundt om en sø (Lake Tahoe) og tilbage igen, 178 miles. Nu kom jeg med på et afbud til et andet stafetløb fra San Francisco til Napa med en masse indlagte omveje, 205 miles i alt. Vi var 12 løbere. Jeg havde 23 miles, hvilket er noget i retning af 41 kilometer, som jeg skulle løbe ad tre omgange. Løbet startede fredag kl 12. Jeg var løber nummer 11 og løb fra et mejeri ved en landevej i nærheden af byen Nicasio, imens solen gik ned. Min løbeklub består af mange højtuddannede mennesker med velbetalte jobs. San Francisco er dyr at bo i, så de fleste mennesker er ganske enkelt halvrige. Der er mange software-ingeniører i klubben, der er også marketing-folk, projekt-koordinatorer og forskere og den slags. Jeg var på hold med Charles (software-gut), Mauricio (projektleder, tror jeg), Rok (meget klog udvikler af matematiske formler for lys’ brydning i computer-chips, så vidt jeg forstår), Stember (noget biotek/medicinalindustri, mener jeg) og Malik (Silicon Valley, jeg tror måske noget marketing).

I min løbeklub er tingene altid godt planlagt. Der blev købt kostumer i god tid, og vi skulle klædes ud som Bronies. Det er åbenbart mænd, der er fans af My Little Pony. Jeg kom med på et afbud og endte med at blive Pinkie Pie.

Et par dage inden løbet fik jeg udleveret to lyserøde wife-beaters og to par lyserøde strømper, og på løbsdagen fik jeg desuden en lyserød hale og et lyserødt pandebånd med man.

Sådan løb jeg fra mejeriet mod nord ad landevejen, imens solen gik ned, i en lyserød wife-beater og med lyserøde strømper og pandebånd og lyserød hestehale og man. Mit hold standsede flere gange og heppede, og jeg lavede et hestehop for dem. Det var faktisk sjovt. Jeg gennemførte mine første 16 kilometer. Charles løb sin tur, og den anden halvdel af holdet fortsatte gennem natten, imens vores mini-bus kørte til en nærliggende by og fandt en italiensk restaurant. Her oplevede jeg et interessant, kulturelt fænomen, som jeg tror er forbundet med den californiske mentalitet og omstillingsparathed (som jeg selv har været meget fascineret af, og som jeg sagtens kan se det værdifulde i).

Hvordan skal man beskrive det? Det er noget med, at verden genfødes hvert eneste øjeblik, og dermed rummer ethvert nyt øjeblik en ny mulighed. Det er også noget med venlighed og åbenhed.

Nå men vi sad der med hver vores menukort. Det blev hurtigt klart, at vi skulle dele den mad, vi bestilte, og nu gik snakken på, hvorvidt vi skulle have seks retter at dele, eller om vi skulle have nogle appetizers inden, og så kun bestille fem retter og dele. Vi måtte ikke bestille det samme. Jeg ville egentlig bare gerne have den ret med grovpasta, broccoli og kylling, men Charles var allerede på den, så jeg bestilte åbenbart noget ravioli. Vi fik retterne, og nu begyndte den vildeste tallerken-rotation. Lidt ravioli, lidt grovpasta, lidt af noget mørk pasta, og det hele gik så hurtigt, og så blev dommen fældet, én kunne bedst lide raviolien, jeg kunne egentlig godt lide det hele, men jeg ville nu stadig hellere bare have haft grovpastaen. For mig selv. Og så ville jeg også gerne have spist lidt langsommere.

Vi sov to en halv time. Stod op klokken tre om natten eller sådan noget. Og så kørte vi afsted mod næste skifte. Nå, men vi havde en god minibus, og vi fandt en intern humor. Rok tog hele tiden lur, så han blev til soveprinsen. Og Stember tog en meget lang lur på et tidspunkt, og hun blev til soveprinsessen. På et tidspunkt lykkedes det Rok at falde i søvn, imens han havde hovedet ud af bilens vindue.

Vi sluttede klokken 16 cirka. Det var varmt i bye Calestoga. Den anden minibus stillede op til et hurtigt billede og smuttede hjem. Jeg tænkte, at det egentlig var lidt mærkeligt at løbe i 30 timer og så bare smutte hjem med det samme. Vores minibus blev og drak en øl. Vi sad på klapstole i en rundkreds. Vi lavede en spontan bølge. Det var faktisk sjovt.

Min oplevelse af Californien er, at folk er mere aktive her end i Danmark. Det er nærmest et krav, at man skal have det sjovt. Det fede er, når det så rent faktisk ender med at blive sjovt.

Reklamer

Kategorier:Løb, USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s