Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Om at sprinte gennem et villakvarter

Jeg gik fra toget langs perronen ved Langå station, over banen, forbi det lokale værtshus og op mod min mors hus. Der var stille i byen. Langå er en lille by med helt almindelige huse, en rigtig flink boghandler, Rema 1000, Fakta, bibliotek og tatovør. Mit tyggegummi smaskede stilheden i stykker. Jeg holdt op med at tygge. Revnerne i stilheden forsvandt. Et lys blev slukket inde i et meget spændende hus, som hedder Fauerholdt. Det mindede mig om et hus i San Francisco, hvor jeg bankede på for et par måneder siden, fordi jeg gerne ville snakke med nogle folk om, hvordan byen har udviklet sig, efter at alle de rige teknologi-drenge og -piger er kommet til, og jeg kunne se gennem glasset i døren i San Francisco, at en kvinde, som jeg formodede havde oplevet hippie-tiden i byen, lagde nogle papirruller fra sig, som hun vist arbejdede med, og lukkede op. Jeg sagde noget, hun sagde noget, og vi blev enige om, at jeg skulle komme tilbage på et senere tidspunkt og snakke. Næste gang var hun ikke hjemme, og huset i San Francisco er stadig et mysterium, ligesom huset i Langå. Her i Langå var der et tyndt lag sne på tegltagene og på et højt grantræ. Der var vidunderligt stille. Klokken var seks minutter i tolv om aftenen. Det var fornemmelsen af at lægge en god bog fra sig og forstå verden igen. Eller høre en god radio-fortælling. Det skyldtes formentlig, at jeg netop faktisk havde lyttet til adskillige gode historier fra ThirdEar i toget. Blandt andet én om en kvinde, der kører fast i en snedrive på (i?) Island juleaften og møder en mand, der har dækket op til to og har specialiseret sig i triste juleviser, og som er væk næste morgen og aldrig fundet igen (historien starter ved 28 minutter). Det er en fin følelse, den der fornemmelse af, at en fortælling strækker sig ind i virkeligheden og bringer virkeligheden til live på en ny måde. Måske også en følelse, man lettere får, når man går hjem mod sin mors hus og ikke umiddelbart har andet at bekymre sig om, end at få en acceptabel nats søvn og være klar til 15 kilometers tempotur i morgen. Måske også en følelse, man lettere får, når man har skålet i flot øl til en flot solnedgang med en flot ven på Kastellet i København kort forinden. For ikke at nævne rockmusik i en kælder i Nyborg, frokoster med leverpostej og en halv meter borgmesterstang og skråvægge og julefrokoster, nytårsaftener (eller i hvert fald én), hummerhaler, brændeovne, ostemadder og espresso, lakerede gulvbrædder, opredte sofaer, raketter, Vesterhavet, buffet, vegetarlasagne med grønkål, godnathistorier, strudseløb, røgfyldte baglokaler og Snøvsen. Med den slags i frisk erindring er der en god mulighed for, at gode historier kan strække sig ud over sig selv og ind i virkeligheden.

Okay, det jeg prøver at sige er bare, at det er rart at være hjemme i Danmark og se familie og venner igen.

Den anden dag, da jeg var i bad efter en løbetur, fik jeg en idé. Måske var det mere et billede. Et billede af en dreng, der sprinter gennem et villakvarter og om bag en ligusterhæk. Han løber lynhurtigt, og lige idet han kommer om bag hækken, vender han sig rundt, og han har løbet så hurtigt, at han i et splitsekund kan se sig selv helt tydeligt udefra. Så løber han igen.

Fra jeg var 0 til 19 år flyttede jeg én gang. Det var, da jeg var tre år, og mine forældre flyttede fra seminariet i Jelling til Køng på Vestfyn. Fra jeg var 19 år til nu, hvor jeg er næsten 30, har jeg flyttet 16 gange, når man regner det hele med. Rekorden er to år i én bolig. Det er jo også fuldstændig sindssygt. Men der er også noget ved det med at løbe lidt væk, og så komme tilbage igen, som jeg godt kan lide. Jeg tænker, at det ville være federe, hvis det ikke var nødvendigt at spæne gennem villakvarteret. Hvis jeg kunne se mig selv uden at lave den slags krumspring. For det jeg opdager, er jo det samme hver gang. Det er ganske enkelt et mysterium, hvordan det kan være nødvendigt at blive ved med at opdage det samme. Men det er det altså åbenbart bare for mig. Jeg tror samtidig sagtens – altså hvis man forestiller sig, at man finder en kæreste eller sådan noget og et villakvarter, som er vildt fedt, og en kælder, hvor man kan spille rockmusik, og man har en ven i nærheden, som gider at spille rockmusik med én, og man ikke er alt for stresset i hverdagen og i øvrigt får skrevet nok – altså i sådan en fuldstændig vanvittig situation tror jeg da godt det kan være, at man ikke behøver at løbe så hurtigt – bortset fra maratontræningen selvfølgelig, men det er en helt anden form for løb, som jeg ikke tror har noget med det her at gøre, og som muligvis minder meget mere om stilhed.

Det her er en meget crazy tekst, det kan jeg godt se. Jeg har tænkt på længe, at jeg gerne ville skrive noget om, hvordan det er at være hjemme i Danmark. På mine løbeture har jeg skrevet lange blogindlæg og klummer i mit hoved, men så har jeg ikke fået dem skrevet ned på en computer, og så er det jo ikke meget ved for andre. Men det har alt sammen handlet om noget meget enkelt, og så er det jo egentlig lige meget, hvilket crazy billede man bruger. Det har handlet om, at det er fucking godt at se familie, venner, bekendte her i Danmark igen. Det har handlet om den der følelse, når man lægger en god bog fra sig, og historien vokser ind i virkeligheden, og alt føles trygt og godt. Det har handlet om Langå klokken seks minutter i midnat. Det har vel egentlig handlet om alt det, der er muligt, når man hører til, og ikke længere behøver at være bange.

Og det er ikke bare noget, jeg siger. Én af mine venner spurgte mig, om jeg havde været i tvivl om, at han fulgte med i mit liv, og interesserede sig for mig. Det var ét af den slags øjeblikke, hvor man forstår noget simpelt og vigtigt. Sådan et øjeblik, der annullerer 1000 forskruede tankerækker og erstatter dem med en følelse af mening. Det var sådan et øjeblik, hvor man føler sig godt dum for derefter at sænke skuldrene og sige skål.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s