Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Lars på nye eventyr

Først havde jeg en ide om at skrive noget meget velgennemtænkt, men så slettede jeg det, fordi det er sjovere at skrive om Lars, husets kat. Han har noget med Mac-computere. Han kan godt lide at gnubbe sit tandkød mod skærmens runde aluminiumshjørne. Sådan sidder vi lige nu. Lars gnubber sit tandkød mod skærmen og skubber den dermed baglæns, og jeg trækker den tilbage på plads. Nu er Lars gået ned for at spise tørfodder. Der er stadig lidt kattesavl og hår på højre hjørne af min computerskærm. Der var ikke mere kaffe på kanden, så jeg tog filteret fra kaffemaskinen ud og satte det i en tragt og hældte nyt kogende vand igennem det. Hvordan kan det være, at det så ender med at smage af pap? Er kaffen bare helt udvasket, den virkede jo fint nok første gang. Forskellen på den sidste dråbe, der løb gennem den originale bryg, og den første dråbe, som løb gennem bryg nummer to, burde være tæt på nul. Eller hvad? Jeg kan huske, da vi havde differentialregning i gymnasiet, da var det noget med, at man rent faktisk kan beregne hældningen i et punkt ved at lave et lille trick og tage et punkt tæt på det første punk og lade punkt nummer to nærme sig punkt nummer ét i det uendelige og derefter se, hvilken hældning de to punkter tilsammen bevæger sig imod. Det er lidt nørdet. Men kurven skal være kontinuert, for at det virker. Det vil sige, at den ikke må være brudt. Jeg kan jo ikke komme uden om, at kaffebrygningen nok oplevede en pause på omkring to timer eller sådan noget. Det er svært at argumentere for en kontinuert kurve i den her situation, det er klart, og det er måske her forklaringen på, at kaffen smager af pap, skal findes. Der er simpelthen for langt mellem den sidste dråbe i den første bryg og det første dråbe i den sidste bryg. Hvad der er sket i mellemtiden er ikke godt at vide. Måske har det noget med temperatur og konsistens at gøre.

Nu er Lars kravlet op på stolen ved siden af mig. Han ligger halvt i sol, halvt i skygge med hagen ud over kanten af stolen.

Når der er alt for meget at forklare, så kan det være lettere at skrive om noget simpelt. Såsom katte og kaffe. Begge to gode og gennemtærskede emner. Måske kan folk, der skriver, godt lide katte og kaffe, fordi de er gode at skrive om, eller også skriver de om dem, ganske enkelt fordi de har dem.

I øvrigt sidder jeg ved vores nye køkkenbord, som har en form for batik-mønster i kobber og sort. Det er mindre end egetræsbordet, som vi i går bar ud gennem frontdøren, ned ad trappen og ind i en flytteboks med blå pressenning, hvor der stod Room to Room på.

Jeg drak dagens første kop kaffe ude i haven. Jeg satte mig på betonen (i haverne i San Francisco er det normalt af have beton som underlag, og så have nogle bede i udkanten af haven, og så er haverne i øvrigt ret små, naboen har en trampolin i haven til deres søn, og den trampolin fylder stort set hele haven, sådan har de valgt at prioritere. Vi har et springvand, som er gået i stå, hvor der er begyndt at leve nogle små dyr nede i, som kan bevæge sig bare ved at trække kroppen sammen og strække den ud igen. De ligner lidt astronauter, når de sådan bevæger sig gennem vandet. Ret cool, de har virkelig styr på det. Vi har også en palme, en masse andre planter og nogle kolibrier, som kommer på besøg af og til, og som Lars kan sidde og kigge på i lang tid, imens det gibber i ham.). Betonen var lige tilpas kølig, solen behagelig, kaffen tilpas stærk. Lars kom ud i haven. Jeg tænkte på dagen og vejen. Såsom: Kan jeg stole på mit knæ? Hvordan fuck skal jeg løbe 42,195 kilometer næste søndag? Hvor skal jeg bo fra næste mandag?

Der er kun én vej i Californien, og det er frem. Hurtigere, vildere. Passion og ambition og risiko og succes, og hvis det så alligevel ender i fiasko, så er der kun én vej, og det er frem. Usikkerheden er vores ven herovre. Vi omfavner den og tager endnu en chance. Putter os selv derud, som man siger. Derud. Hvorend det så er.

Altså, det er jo fint nok alt det der. Det er da sikkert også en stor del af grunden til, at jeg synes, det er spændende at være her. Men det kan bare aldrig blive det hele. Alle kommer jo et sted fra. Ingen er født som succesfulde computerprogrammører. Det ville i hvert fald være ret specielt, hvis de var. De fleste har vel på et eller andet tidspunk tortureret en myre eller lignende.

Og selvfølgelig er det ikke det hele. Jeg har boet her nu i halvandet år alt i alt, og jeg begynder at lære nogle folk bedre at kende. De har jo alle deres historier. De kommer steder fra, de søger stabilitet.

Det er alt for ukonkret til at være spændende at læse det her. Sagen er den, at jeg og alle andre i mit hus bliver smidt ud næste mandag, fordi en meget rig mand eller kvinde har købt huset og hævet huslejen til 10.000 kroner per mand per måned. Det er lidt i overkanten.

Det er derfor Tatiana har pakket alle sine ting i en stor boks og har sørget for at tage det gode gamle bord med. Hun tager også Lars med sig.

Jeg har fået tilbudt at bo ved en ven af familien i Sacramento, og det overvejer jeg at tage imod. Jeg kan bo billigt og arbejde med at skrive. Det er vel derfor jeg er her, tænker jeg. Men så på den anden side, Sacramento. Jeg kender jo ikke en skid derude, og hvad med løbeklubben og alt det. Og så kommer vi til det med at tage chancer og omfavne usikkerheden. Puha, det gør mig efterhånden lidt træt. Men det er jo også nødvendigt. Altså, jeg har jo ikke noget sted at bo fra næste mandag vel.

Kort sagt, søndag løber jeg maraton, mandag er jeg hjemløs.

Det er lidt fucked, fordi det er ikke svært at forstå, at man kan ende som hjemløs i det her land. Som dansker, så kan man nok ringe til konsulatet og få hjælp til at komme hjem i trygheden. Men hvis man er amerikaner, så er man jo amerikaner.

Lars er nok mest af alt skandinav. Det er svært at sige, om han kan huske sin opvækst i Las Vegas, hvor han blev fundet på en parkeringsplads. Dengang hed han Andy. Men Tod (en DJ, som jeg har boet sammen med her i huset) tog Andy fra parkeringspladsen i Las Vegas til sig og kaldte ham Lars. Og Tod flyttede ind her i huset. Dengang var Richard i live og styrede slagets gang med ganske få ord, men stor opmærksomhed. Det fungerede rigtig godt. Det var trygt. Et socialistisk fællesskab. I sådan et Mini-Skandinavien flyttede Lars ind, og Richard tog ham til sig.

Nu skal Lars snart flytte igen. Men lige nu har han fundet en plads på det kobber-sorte, batik-mønstrede, midlertidige køkkenbord, midt i solen.

P.s. Det slår mig, at kaffen nok smager af pap, fordi den har stået og trukket smag fra filteret.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s