Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Folsom blues

Folsom er en forstad til Sacramento, som er hovedstaden i Californien. Sacramento ligger to timers kørsel nordøst for San Francisco. Der går en bus fra San Francisco til Emeryville uden for San Francisco. Der går et tog i to etager fra Emeryville til Sacramento. Der kører et lille sporvognstog på den gyldne linje fra Sacramento ud til Iron Point i Folsom. Der ligger en McDonalds ved siden af stoppet ved Iron Point. Der ligger et kæmpestort outlet bag McDonaldsen, og der ligger et boligområde for relativt velhavende mennesker bag ved outlettet. Her bor jeg. Jeg flyttede herud for en uge siden, fordi vi blev smidt ud af vores hus i San Francisco. Eller, huslejen blev hævet til 10.000 kroner om måneden, og så var vi nødt til at smutte. Alle møblerne og billederne var alligevel solgt, og Richard er død. Men huset føltes alligevel som huset. Selv da køleskabet og komfuret var borte. Så brugte vi bare en køleboks og lagde frostvarerne sammen med de andre ting fra køleskabet. Jeg sørgede for at købe burritos til Tatiana og mig. Jeg var bange for, at hun skulle glemme at spise. Hun åbnede hvidvin. Vi skålede for fremtiden. Så pakkede jeg alle mine ting ind i en lejebil og kørte til Folsom. På vejen tissede jeg i en icetea-flaske. Jeg var lidt stolt af, at det lykkedes så godt. Eric var midt i svenskundervisningen, da jeg ankom klokken halv ni om aftenen. Jeg bar kasser og tasker op ad trappen med gulvtæppe og ind på hans datters gamle værelse. Eric er en af min mors venner, som har tilbudt, at jeg kan bo ved ham. Han er amerikaner med svenske rødder, og han har interesseret sig for nordiske sprog stort set hele livet. Han taler perfekt svensk. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med mig selv herude, langt væk fra løbeklubben og San Francisco. Og hvad er San Francisco egentlig uden huset, og hvorfor tog jeg overhovedet afsted, og hvordan fanden er jeg endt i Folsom. Den slags grublede jeg lidt over og prøvede ellers at bevare forstanden ved at snakke med familie og venner over Skype. Og så var jeg meget fokuseret på at få arbejdet og skrevet ting og sager, og det var vel også meget vigtigt og alt det der. Men så var det, at det gik op for mig, at jeg var nødt til at tage den lidt med ro, og så sank jeg ned i en sofa og så Criminal Minds i to timer. Så havde jeg det straks meget bedre. I morges stod Eric og jeg op cirka samtidig, klokken otte. Han havde ikke kunnet sove, fordi han havde ligget og tænkt over, at han skulle have ordnet sin skatteopgørelse, og så kunne han jo ligeså godt stå op. Og jeg var også sprunget ud af sengen og derefter ud af døren på en helt anderledes måde denne morgen end så mange andre morgener før denne. Eric lavede kaffe fra Hawaii på espressomaskinen, og jeg gjorde det samme. Det duftede lidt at kokos, syntes jeg. Jeg havde ikke noget morgenmad, så jeg gav mig til at skrælle kartofler og skære blomkål og satte det over i en gryde. Måske lidt mærkelig morgenmad, men det var, hvad der var. Eric stegte et stort stykke bacon – det stykke, som er tilbage, når man har skåret bacon i skiver. Han blandede det med kartofler og æg og tilbød mig halvdelen. Så fik han lidt af min blomkål. Vi snakkede om “lagom”. Det er et svensk udtryk, som betyder, at der skal være nok til alle. Det er Erics store drøm at indføre et ord for dette begreb i USA. Jeg svarede på en email og besluttede mig derefter for, at jeg ikke gad “arbejde” i dag. Jeg ventede alligevel bare på svar fra nogle redaktører. Så snakkede jeg med min lillebror, Asbjørn, og så snakkede jeg med min ven Anders, og pludselig gik det op for mig, at jeg måtte ringe til min barndomsven, Peter, og så snakkede jeg også med ham, og de havde det allesammen godt. Så gik jeg op og skrev lidt om, hvad jeg gik og lavede. Jeg beslutteede mig for ikke længere at følge Politiken på Facebook, fordi de har indført en betalingsmur, og det kunne jeg ikke overskue. Jeg læste en artikel om musik og hjernen, hvilket jeg selv engang har skrevet en masse om, og så gik det op for mig, at jeg skulle spille guitar. Så spillede jeg guitar og indspillede to lydbider, som jeg sendte til min ven Jakob. Flere af mine venner har sagt, at jeg jo også kunne tage ud og udforske området lidt, i stedet for at være deprimeret over at bo i en by, som er mest kendt for sit fængsel, og at jeg jo ikke er bundet af noget. Ved at høre flere venner og familie sige, at der jo også er nogle spændende muligheder ved at bo herude, så var det som om, at noget gammelt blev vagt til live inde i mig. Jeg fik mod på at være nysgerrig og eventyrlysten igen. Og så kunne det ikke gå stærkt nok. Jeg gik i brusebad i vild begejstring, tog noget rent tøj på, hovedtelefoner, spiste resterne af kartoflerne fra i morges og gik udenfor. Det havde regnet natten inden, så jord og planter duftede. Det her var the shit, sådan bare at gå på et fortov i en forstad et eller andet random sted. Jeg så en kat, som sad på et fuglebad. Den fulgte mig med øjnene i lang tid. Nede ved outlettet var der en ung kvinde, som forsøgte at sælge cruisetogter til forbipasserende, men jeg kom hende i forkøbet, og nåede at spørge hende, om der var en bladkiosk her i nærheden, inden hun solgte mig en tur til Caribien, og hun virkede en smule overrasket på den gode måde over, at det pludselig var hende, der blev stillet spørgsmål, men nej, det troede hun ikke, og hun smilede, og det gjorde jeg også, og så gik jeg videre, imens jeg lyttede til Timber Timbre på Spotify, hvor der var et rigtig godt nummer med en saxofon. På den anden side af vejen i forhold til outlettet fandt jeg et taqueria og købte en super-burrito med oksekød, sådan som jeg altid gør, og spurgte kvinden bag disken, om der var en bladkiosk i nærheden, og hun smilede bare og rystede roligt på hovedet, og jeg smilede også. I Folsom ligger rekrutteringskontoret for marinesoldater ved siden af en kremeringsbutik med forskellige slags urner. Der gik jeg forbi og ned til den lokale biograf. Jeg besluttede mig for at se Chappie, som handler om en robot, der får en menneskelig personlighed. Jeg bestilte popcorn og en lille cola og spurgte manden bag popcornmaskinen kasseapparatet, om der var en bladkiosk her i nærheden. Han nævnte både en lokal tankstation og Safeway og råbte til en ung kvinde ovre bag popcornene, som gav mig instrukser i at finde Safeway, og han sagde, at jeg var ny i byen og bare havde brug for at vide lidt om, hvor tingene lå, og hun smilede, og det gjorde jeg også. Så gik jeg ned i sal nummer tre og så Chappie, som var en rigtig god film. Derefter gik jeg over parkeringspladsen og ind på en tankstation og spurgte den unge kvinde, som vist var ved at ordne noget ved kaffeautomaterne, om hun havde aviser og magasiner, og hun sagde, at det havde hun måske. Det undrede mig lidt, at hun ikke vidste, om hun havde blade og magasiner. Så stor var butikken heller ikke. Hun virkede helt lettet, da hun så, at hun rent faktisk både havde en avis og et par magasiner. Der var Sacramento Bee (avis), og så var der et eller andet helseblad, et bilmagasin, et jagt og fiskemagasin og Esquire, som vist er noget med mode. Jeg tog avisen, den skulle jeg i hvert fald have, selvom den allerede var for gammel, men jeg havde læst en artikel tidligere på dagen, via Facebook, om hvorfor man ikke kunne leve uden aviser, og den artikel var skrevet af en nordmand, og der er noget ved nordmænd, som gør, at jeg synes, det de siger, er ekstra værdifuldt, og derfor måtte jeg have Sacramento Bee. Jeg følte nærmest, at det var lidt af et kup, at jeg havde fået fingre i et eksemplar af den. En rigtig papiravis. Derefter gik jeg i gang med at overveje magasinerne. Det der Esquire var mest reklamer for herretøj og nogle åndssvage artikler og et interview med Will Smith, som ikke interesserede mig. Men så var der også en artikel om en mand med rødt, krøllet hår, som havde et eller andet at gøre i Las Vegas, og den havde en ret fed indledning, så jeg tog Esquire af den grund. Og så tog jeg også fiskemagasinet, bare fordi jeg havde lyst. Jeg købte også en dvd-boks med to Rocky-film til $3.99. Jeg ved ikke hvorfor. Men det meste jeg foretog mig denne aften var jo ret random, så det var helt fint. Kvinden var væk. Men så poppede hun frem bag disken. Hun var ikke så høj, så hun havde været gemt bag et eller andet aggregat. Det blev noget med 15 dollars i alt, og jeg ville ikke have en kvittering. Så gik jeg hjemad gennem outlettet. Butikkerne var lukkede nu, men der spillede stadig musik i det udendørs højttalersystem. En vagtbil holdt med blink på. Jorden duftede dybt og stærkt, som den Samson-tobak, Emil og jeg brugte til at lave hjemmelavede cigarer inden halbal i Haarby. Jeg drejede rundt om et hjørne, og gik helt alene gennem outlettet, imens der strømmede musik ud af hvide, runde højttalere, og det var Ace og Base, og de sang “I saw the sign and it opened up my eyes. I saw the sign”, og det tog jeg som et godt tegn.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s