Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Hiphopperen indeni

I går spillede jeg musik med et hiphopband i en fabriksbygning uden for Sacramento. Som med så mange andre ting, så skal man ikke sige ja særlig mange gange, før den slags sker. Jeg bor ved en mand, som hedder Eric. Eric elsker at danse skandinavisk dans, og i hans dansegruppe er en kvinde fra Finland, som hedder Ulla. Ulla var til en festlig komsammen ved Eric for halvanden uge siden, og her snakkede jeg med hende. Ulla har en søn, som hedder Christopher. Christopher spiller musik i et hiphopband, der hedder Blaquelisted, og Ulla spurgte mig, om jeg også spiller. Jeg sagde ja, fordi jeg spiller jo guitar. Så gav hun mig email og telefon på sin søn. Jeg sagde noget med, at jeg jo ikke var sådan helt vildt god, men kunne så godt mærke, at fuck det, nogle gange skal man også bare se, hvad der sker. Ulla sagde, at vi kunne jo altid jamme. Jeg følte mig som et barn uden legekammerater, hvor forældrene forbarmer sig og arrangerer en legeaftale. Men det kan også være okay. Forældre ved nogle gange, hvad de har gang i. Jeg skrev ikke til Christopher. I stedet gik jeg i panik over, at jeg ikke har nok arbejde og tog til San Francisco, hvor jeg var til årsfest med min løbeklub og endte som en guldfisk i en vodkabowle. Heldigvis var min ven Jose med, og alt gik godt. Ugen efter gik det op for mig, at jeg var nødt til at bevæge mig ud i verden for at sætte lidt mere gang i tingene. De færreste fede historier starter med, at man åbner Google. Så tænkte jeg, at nu må jeg hen et sted, hvor der sker en hel masse. Men hvor kan det være? Så åbnede jeg Google. Jeg søgte på “bedste byer for kunstnere” og læste om New Orleans, Portland, New Mexico og alle mulige andre, som jeg ikke lige kan huske nu. Så tænkte jeg, ja ja, men i de byer kan man vel også bare sidde bag en computer er kede sig. Så tænkte jeg, at man kunne jo også i første omgang lige se, hvad der sker her i nærheden, for eksempel i Sacramento, som ikke er andet end en tur med letbanen og 2,5 dollars væk. Så tænkte jeg på, at jeg havde Christophers mail, og nu var jeg klar over, at jeg var nødt til at skrive til ham, så det gjorde jeg, inden jeg mistede modet, og han svarede straks tilbage, at jeg var velkommen til at komme ud og jamme. Shit mand.

Så tog jeg ind til Sacramento for at tjekken en café ud, som jeg havde fået anbefalet af Erics datter, Caroline, hvor der er digtoplæsning og poetryslam og den slags. Men Café Lunas var lukket, så jeg købte amerikanske pandekager med blåbær og sirup til aftensmad et andet sted og skrev i over en time non stop. Jeg kan godt lide musikere. Jeg har boet sammen med forskellige musikere, og de har en god måde at gøre ting på, synes jeg. Der er en lethed over den måde de taler og tænker. Det, andre mennesker kan bruger timer og dage på at konstruere, fornemmer de i en enkelt bevægelse. Jeg tror, man kan lære uendelig meget af musikere. Tanken om, at jeg skulle ud og spille musik gjorde mig lettere. Alene tanken om at få lov at udtrykke sig gennem musik gav mig mod til at tænke større. Der var den der historie om laks, og nu var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg skulle ud i en flod sammen med en fisker og se ham kaste fluelinen ud over det blanke vand og dale ned lige over poolen og glide nedstrøms. Sådan et billede skal man have i hovedet, når man går i gang med en historie. Dette billede driver alt arbejdet. Billedet er historien, og intet er opnået, før man har ført billedet ind i virkeligheden. Den slags billeder kan være farlige, fordi de forpligter. Hvis man svigter sådan en idé og ikke gør den til virkelighed, tør man så få en ny idé senere hen?

Bob Dylan skriver i sine memoir om en koncert i en taglejlighed i New York med Mike Seeger. Mike Seeger er så god, at han er “alt for god”. Og man kan ikke være alt for god, ikke i den her verden i hvert fald, og derfor slår det Bob Dylan, at han er nødt til at åbne sig for en større del af virkeligheden.

“… being there and seeing him up close, something hit me. It’s not as if he just played everything well, he played these songs as good as it was possible to play them. I was so absorbed in listening to him that I wasn’t even aware of myself. What I had to work at, Mike already had in his genes, in his genetic makeup. Before he was even born, this music had to be in his blood. Nobody could just learn this stuff, and it dawned on me that I might have to change my inner thought patterns … that I would have to start believing in possibilities that I wouldn’t have allowed before, that I had been closing my creativity down to a very narrow, controllable scale … that things had become too familiar and I might have to disorientate myself.”

Den slags drømmerier turde jeg nu bedre at give mig i kast med, fordi jeg havde taget mig sammen til at skrive til Christopher, og fordi jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om at tage ud og spille med de hiphoppere, og fordi jeg derefter tænkte, at hvis jeg kunne spille musik med nogle hiphoppere i Sacramento, så kunne jeg fandeme også tage mig sammen til at finde en fluefisker og gå med ham ud i en flod, og DET var jo målet med hele foretagendet!

Torsdag tog jeg først den gule og så den blå letbane til et område lidt nordøst for centrum af Sacramento, som hedder Del Paso Heights. Her vandrede jeg over en parkeringsplads med min guitar. En ung mand med en boks, der lignede at indeholde en trompet, gik og kiggede på sin telefon. Jeg spurgte ham, om han skulle ned til øvelokalerne, og det skulle han. Han skulle spille med et brasband for første gang. Han havde set dem på Facebook og skrevet til dem, og han var spændt. Vi gik midt på vejen mellem fabriksbygninger. Øvelokalerne lå i en gammel fabrikshal. Gangene, lange og hvide og med nummererede døre, mindede mig om en blanding mellem et fængsel og sådan en bygning, hvor man kan leje et rum til at opbevare sine ting, hvis man skal flytte til Kolding i et halv år eller lignende. Jeg tror, der var 60 lokaler, og det buldrede og rungede og skrattede. Her blev blev fremtidens amerikanske rock brygget, tænkte jeg. Indgangen var en stor port, og her stod fyre med langt hår og tatoveringer, og de var über-cool allesammen. Der var også en masse biler på parkeringspladsen og minibusser, som lignede, at de kunne bruges til at tage på tour med. Christopher skrev til mig, at han var i lokalet, og jeg gik derned, inden jeg mistede modet. Christopher er skaldet, muskuløs som en gymnast (og han er vist også gymnast) og lige til. Sådan én, der gør ting. Han havde sorte træningssko på og shorts og så holdt han sin bas, som om det var en motorsav. Han bød mig på en øl og viste mig, hvor jeg kunne sætte min guitar i en forstærker. Jeg stemte og justerede. Vi snakkede lidt. Så kom guitaristen, en lille fyr, der mindede mig om Jordan, som jeg engang boede sammen med i San Francisco, og jeg kunne med det samme godt lide ham. Sådan en kreativ fyr, der er så vild, at han ikke engang selv er klar over, hvor vild han er, og som ryger en del pot. Han fangede de helt store linjer og mønstre i musikken, og det var dem, han spillede, ikke de enkelte toner. Jeg var godt klar over, at det her ville mest af alt blive en oplevelse. Jeg var slet ikke på deres niveau. Men så tænkte jeg, fuck det, musik handler om at byde ind med det, man har. Sangeren/frontmanden/rapperen/poeten, er en sort fyr, som er opvokset i Oakland og skriver vild poetry slam og altså raptekster og alt muligt, og som inviterede mig til at komme til poetry slam i Sacramento. Frontmanden havde attitude på den gode måde. Imens vi ventede på trommeslageren røg guitaristen og frontmanden en “chief”. Frontmanden sad på en stol i baggy bukser. Han sagde:

“Jeg lavede et radioprogram med “my man” XX den anden dag, og jeg sagde til ham, at Chris skriver alle vores sange, og så spurgte han, ‘hvad laver resten af bandet?’, og jeg sagde, ‘ja, du har ret!’, og derfor vil jeg ikke skrive tekster til flere af dine sange, før ét af de andre bandmedlemmer er kommet med en sang, og det er mit mål, at vi får en sang fra én af de andre inden min fødselsdag den 2. maj.”

Christopher virkede ikke til at tage det så tungt. Trommeslageren var sådan en super flink fyr, som bandt hele bandet sammen, og han gav hånden og hilste og sagde, fedt jeg var kommet, og sagde undskyld han var sent på den til Chris og satte tig bag trommerne. Hvad spiller du, spurgte trommeslageren mig, og jeg svarede noget med, at jeg for det meste bare improviserede for mig selv, og det virkede som om trommeslageren syntes, det var lidt spøjst, at jeg ikke bare sagde “rock” eller sådan noget, og jeg var godt klar over, at der vist var en intern musiker-kode, som jeg ikke kendte til, at jeg var en naiv nybegynder, og at det var nyt for dem, og at alle vidste hvad de spillede, undtagen mig, men sådan var det, og han var stadig utroligt flink. Jeg spillede med på flere af de første numre, som var ret simple og varierede over enkelte akkorder. Så sagde trommeslageren, “let’s play one of your jams” og kiggede på mig, og så var jeg godt klar over, at nu var det bare at spille noget, så jeg spillede noget af det jeg altid spiller, hvilket vil sige blues i E. Og jeg fuckede vist lidt op i nogle takter, men alt i alt var det sgu meget sjovt. De andre var så dygtige, at de fik mig til at føle mig dygtig også. Så spillede vi et cover af House of The Rising Sun, og den har jeg spillet med min ven Jakob i Odense, da vi havde øvelokale sammen, og guitaristen spillede først en solo, og så spillede jeg en solo, og det gik hæderligt. Så var der pause. Derefter gik det amok. Guitaristen spillede så hurtigt, at det var umuligt for mig at afkode sangens struktur. Hvis jeg havde været en vildere guitarist, så havde det sikkert været lige til. Men her var min grænse. Mønstrene blev uigennemskuelige for mig. Først forsøgte jeg at anstrenge mig for at afkode noget af det og spille lidt med. Men det blev ynkeligt, så jeg lænede mig tilbage og nød i stedet musikken. I mine tanker kunne jeg godt følge med, det var bare fingrene, som ikke forstod sproget.

Vi pakkede sammen. Christopher undskyldte, at de bare havde givet den gas, men jeg sagde, at det var helt cool, og at det bare var lidt mere avanceret, end hvad jeg kunne følge med til. Han foreslog, at jeg tog med til en koncert og skrev om dem. I næste uge skal de spille til et pot-arrangement et sted i det nordlige Californien, hvor pot-landmænd i et område er blevet ramt af strengere regler, som gør, at deres forretning er truet.

Vi drak øl. Guitaristen hang hen over sin forstærker med rullehjul. Der blev røget lidt. Frontmanden og jeg snakkede om poesi, og det viste sig, at han kender Caroline, og at han er fast mand til poetry slam på Lunas, og jeg sagde, at det sted havde jeg været inde for at tjekke ud, og at jeg helt klart gerne ville med til nogle af de arrangementer. Så fremførte frontmanden et af sine digte, som var en historie om at lære at regne ved hjælp af coke-penge og om at hente whiskey til sin far eller onkel eller noget i den stil ved den lokale købmand og få det på regningen, og det var alt sammen noget, han havde oplevet.

Frontmanden og Chris begyndte at diskutere sangskrivning. Chris kunne ikke forstå, hvorfor han ikke måtte skrive flere sange. Sådan skulle det ikke forståes, sagde frontmanden. Men frontmanden ville bare ikke lave tekster til flere af Chris’ sange, før ét af de andre bandmedlemmer havde lavet en sang. Chris mente, at frontmanden satte en prop i hele den kreative process, men frontmanden mente bare, at han åbnede op for nye input. Diskussionen udviklede sig og fortsatte. Af og til var de nødt til lige at falde lidt ned og sige “jeg elsker dig mand, men…” og så fortsatte diskussionen i en halv times tid, imens vi drak øl. Trommeslageren sagde til Chris “du er færdig mand, jeg gider aldrig at spille nogen af dine sange igen”, og det var for sjov, for at tage lidt luft ud af ballonen.

Chris lænede hovedet bagover og kiggede op i loftet.

“Aaahrrr, det er så frustrerende,” sagde han. “Jeg tror ikke, du er klar over, hvor meget tid jeg bruger på at skrive sange, det er det jeg gør, jeg kommer hjem, og så skriver jeg.”

Og frontmanden sagde, at han respekterede ham, og kaldte ham et geni og en sangmaskine og alt muligt, men holdt fast i, at han ville have nye input, og Chris mente aldrig, at han havde forhindret nogen i at byde ind, men at hvis folk ikke bød ind, så skrev han sangene.

De blev ikke enige.

Guitaristen rullede sin forstærker ned ad gangen og ud til porten. Frontmanden hjalp guitaristen med at bære sine sager over til bilen. Imens de var væk snakkede trommeslageren og Chris sammen. Trommeslageren sagde:

“Der er to alfahanner i det her band. Han er ansigtet udadtil, men du er manden bag.”

Chris røg en cigaret. Var du ikke stoppet, spurgte trommeslageren. Jo, det var jeg, sagde Chris. Ryger du, var den én som spurgte mig. Nej, men det var mit nytårsfortsæt at starte, men jeg har ikke kunnet holde det, sagde jeg. Det syntes de var meget sjovt. Så rakte Chris sin cigaret til mig, og jeg røg to hiv, de første to hiv siden sommeren 2012 til Grøn Koncert i Odense, og det føltes sgu rigtig godt.

De andre gik over mod deres biler.

Chris sagde, at han var ked af, at jeg havde skullet overvære skænderiet, men at det var noget, som havde bygget op i lang tid. Det var tydeligt, at han var påvirket. Så sagde jeg:

“Jeg forstår det godt. Jeg arbejdede en gang på en avis, og jeg plejede altid at være flink og venlig, men én uge havde jeg lavet tre forsideartikler, og det havde været kanon-historier, og jeg havde arbejdet vildt hårdt, og så den næste uge, så skulle jeg lave en anden historie, og jeg syntes selv, at jeg havde en rigtig fed idé til, hvordan jeg kunne skrive den, men så kom nyhedsredaktøren ned til mig og sagde, at jeg skulle skrive den på en anden måde, og så skrev jeg den på den anden måde og gik op til ham og spurgte, om vi lige kunne snakke, og han spurgte, om vi kunne snakke lidt senere, fordi han lige var midt i noget, så sagde jeg til ham, at nej, det kunne vi ikke, for hvis han ville sætte mig ind i en boks og bestemme, hvordan jeg skulle skrive mine historier, så gik jeg fucking hjem klokken 16.”

Chris nikkede og sagde, at han ville holde kontakten. Vi sagde farvel. Chris kørte ud gennem porten.

(Det skal siges, at jeg snakkede med nyhedsredaktøren den næste dag, og han er en person og journalist, jeg har den allerstørste respekt for.)

Ved porten tog jeg min telefon frem for at bestille en Uber, en taxa. Frontmanden kørte ud af porten ved siden af mig og rullede vinduet ned og spurgte, om jeg skulle have et lift. Jeg sagde nej tak, fordi han skulle den forkerte vej. Så sagde jeg, at jeg håbede, de fandt ud af det. Frontmanden sagde, at det skulle de nok.

“Han skal nok forstå det. Jeg ved bare, at de andre gutter har en masse sange, og jeg prøver bare at stå op for dem. Når først vi er i gang med deres sange, så skal Chris nok være med, han er faktisk en helt kanon fyr. Folkene i bandet er mine tætteste venner, jeg har ikke andre venner som dem. Flere af os fik børn på samme tid, og det har skabt et helt særligt bånd.”

Jeg stod der uden for det nedrullede vindue, forundret og glad. Jeg var forundret over, hvordan jeg ofte ender med at stå som mediatoren mellem de stridende, som ham, der kan se det fra den ene side og fra den anden side og på mærkelig vis er enig med begge to. I det store hele var de jo enige, de to, de havde bare brug for at finde ud af, at de var det. Chris ville gerne fortsætte med at være kreativ, og frontmanden ville gerne have de andre til at være endnu mere kreative. Jeg kunne dog godt se Chris’ pointe i, at det er et drastisk middel at begrænse én persons kreativitet for at øge de andres. Sådan fungerer det ikke. Men de finder nok ud af det. Jeg var også glad, fordi jeg pludselig kendte mig selv igen. Men jeg var også lidt skræmt, for det kan være en svær rolle, at være den forstående, betragteren, som ser tingene fra den ene og den anden side. Det er en rolle, man får, når man ikke selv er en del af det, der sker. Vi har allesammen brug for at være en del af noget. Det er nødvendigt at finde hiphopperen indeni og bidrage med et originalt udtryk – uanset hvad det så er. Jeg bliver nok aldrig hiphopper, men hvis jeg kan finde ham fluefiskeren og komme med ham ud i floden og se fluelinen glide ned over poolen, så er det også meget godt.

Reklamer

Kategorier:USA

1 reply

  1. Tak. Får

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s