Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Kunsten at dingle

Søndag løb jeg Bay to Breakers. Det er et motionsløb i San Francisco med start ved bugten og mål ved Stillehavet. Jeg var klædt ud som Forrest Gump. De fleste er klædt ud, når de løber Bay to Breakers. Jeg fandt filmen Forrest Gump på internettet inden løbet, så jeg kunne se, hvilket tøj, jeg skulle lede efter i genbrugsbutikken, og så jeg kunne forberede mig mentalt. Min yndlingsscene havde intet med løb at gøre. Min yndlingsscene er Forrest Gump, der viser sin veninde, Jenny, hvordan man dingler med hovedet nedad i et træ.

Jeg hentede mit startnummer i en hal nede ved bugten lørdag eftermiddag. Her mødte jeg min ven, Jose. Han var stresset over arbejde. Jeg var stresset over at have et liv funderet i Folsom, San Francisco og Danmark. Jeg satte mig på en café og læste en vens bog. Jeg lagde min taske og sovepose (jeg vader hele tiden rundt med en sovepose) i Joses lejlighed. Så mødtes jeg med Christopher. Han kom lige fra arbejde. Han er sælger for Solar City. Denne lørdag havde været god. Han havde solgt fem solanlæg i Best Buy, hvor han har en stand. Lørdag plejer ellers at være lort. Christopher rullede soltaget ned på sin lyseblå Chrystler og skruede op for musikken. Jeg sprang tværs over gaden i Converse-sko. Tiden var skruet tilbage til 2011. Jeg satte mig ind i bilen. ”What’s up, man?” Vi kørte ind i centrum og fandt en parkeringsplads. Vi kodede ”Super Duper Burger” ind på vores telefoner. Vi stod midt på fortovet. ”Jeg synes, det ligner, at vi står midt inde i den,” sagde Christopher. Den blå prik, som var os, og den røde nål, som var Super Duper Burger, lå oven i hinanden. Vi kiggede op fra skærmen og rundt. Vi gik over gaden. Først da vi var tre meter fra indgangen, lagde vi mærke til Super Duper Burger med vores egne øjne. Vi gik ind. ”Det er typisk San Francisco,” sagde jeg. Vi tog begge to vores telefoner op og bøjede os ned over dem som forvirrede videnskabsmænd med forstørrelsesglas. Så grinede vi præcis som i 2011. Vi spiste burgere og drak øl.

Jeg sov på Joses sofa. Der har jeg nok sovet tre eller fire gange de seneste måneder. Næste morgen tog jeg korte Nike-shorts, kortærmet flannel-skjorte, rød kasket, lange strømper og løbesko på. Uden for bygningen mødte jeg min veninde Karolina, som jeg kender gennem Jose. De bor i samme bygning. Hun havde sit kamera med. Vi fulgtes op til startområdet. Hun fik mig til at løbe på en betonmur og tog et billede, af mig med en cirka 20 meter høj flitsbue, en cirka 30 meter lang pil, en bro og to helikoptere i baggrunden. Så løb jeg. Efter mindre end en kilometer mødte jeg en veninde fra løbeklubben. Stember skulle støtte en anden fra løbeklubben. Jeg løb med dem et par kilometer. Jeg fik de første tilråb. ”Run Forrest. Run.” Jeg løb op ad en lang bakke og ned igen. Jeg snakkede lidt med en svensker. Jeg løb gennem Golden Gate Park. Og så var jeg ved Stillehavet, og så løb jeg i mål. Jeg drak lidt vand og stillede mig hen for at klappe af de andre fra klubben. De var klædt ud som pirater. Jeg så en mand, som løb meget underligt. Han løftede benene helt op til brystkassen og svajede. Så faldt han om på jorden. Jeg løb hen til ham. Han havde fråde om munden, men var ved bevidsthed. Der kom en eller anden med en walkie-talkie, som vedkommende kaldte på nogle samaritter over. Manden kiggede op. ”Jeg er okay. Målet er lige deroppe ikke?” sagde han. Jeg holdt ham på skulderen. Han fik lidt at drikke. Så kom samaritterne. Han skulle nok klare den. Når man ikke er i form, ikke drikker nok vand og ikke spiser nok sukker, natrium og kalium, så går det sådan.

Jeg gik tilbage til målområdet og stillede mig i kø for at komme ind i en indhegning, hvor man kunne købe øl. Her mødtes jeg med piraterne. Jeg snakkede med Bill og Ben, som stod uden for hegnet. Så ringede min ven Christopher. Han var på vej på arbejde, men ville komme forbi i sin lyseblå Chrystler. Jeg mødtes med ham. Vi kiggede lidt på alle løberne. Christopher sagde, at han ville være med i løbet næste år. Så tog til Best Buy for at sælge solpaneler.

Piraterne var taget hjem, fordi de frøs. Jeg gik i modsat retning af alle løberene. Jeg lod mine tanker vandre. Jeg kiggede på mennesker. Der var unge mennesker, som tog spændstige skridt. Nogle dansede. Jeg fik øjenkontakt med nogle af menneskerne. Egentlig var det slut. Jeg skulle tilbage til Joses lejlighed, have et bad, have noget mad og hjem til Folsom. Men nu hvor jeg alligevel gik her, kunne jeg lige så godt tage det hele ind. Det er ikke hver dag, man ser tusindvis af glade mennesker. Jeg gik omkring 12 kilometer tilbage. Så mødtes jeg med Jose og Karolina. Vi spiste sen morgenmad. Derefter gik vi op i Joses lejlighed. Han lavede yogaøvelser på gulvet. Karolina viste også nogle yoga-øvelser. Jeg viste dem, hvordan man står på hovedet.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s