Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Om at gå til psykolog

Jeg gik til psykolog igennem længere tid. Jeg har ikke den store tiltro til psykologer. Problemet med psykologer er, at de tror, de ved, hvad der rører sig inde i et andet menneske, men de aner i virkeligheden ingenting. Hver torsdag gik jeg til psykolog. Jeg havde bare fundet den psykolog, som var allertættest på, hvor jeg boede. Jeg troede, at han var en gade borte, men det gik op for mig, at hans kontor lå i en bygning skråt over for mit hus, og så syntes jeg, at han var lidt for tæt på. Jeg var tit lidt sent på den. Jeg løb ned i en hæveautomat og hævede 300 dollars, hvoraf de 225 var til psykologen. Så løb jeg op til psykologen. Jeg trykkede koden på døren (3412) og gik op af trappen. Jeg tog noget vand i en vandautomat, som boblede, og satte mig mellem en masse udgaver af Time Magazine og The Newyorker, som var spredt ud over kaffeborde, som om de var på udstilling. Jeg læste ikke i dem. I stedet kiggede jeg ud gennem vinduet i det rum, som var mellem de to træhuse. Psykologen havde altid en blå skjorte på, neutrale bukser og fornuftige sko. “Hi Per, common in,” og så gik jeg ind. Jeg ville gerne have overstået det med betalingen, men det virkede som om, at han ikke gik så meget op i det. Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad han ville. Han viste, at jeg skulle sætte mig i en lænestol, og der satte jeg mig så. Der skete et eller andet, når jeg gik ind i det der rum. Her var det hans tanker, der bestemte. Mine tanker var noget, vi skulle have rettet ind og have styr på. Det var en dejlig følelse i starten, for da var mine tanker noget lort. De var noget i retning af: Jeg har mistet al evne til at være kreativ og kommer aldrig til at skrive noget af værdi igen, og det er min egen skyld, fordi jeg ikke var stærk nok.

Så fulgte torsdage med drømmetydning. Jeg begyndte at finde momentum igen og fik lyst til at skrive om nogle af de mennesker, som jeg så på Haight Street. Ja, de var nogle bumser, men bumser har også en historie. Psykologen var ikke begejstret. “Der er lavet undersøgelser af det, og de fleste af dem har en psykisk sygdom,” sagde han. Jeg sagde noget med, at nu var det en gang de her mennesker, jeg var interesseret i at skrive om. “Men hvis du ved, hvordan det hænger sammen, så er det måske ikke så interessant at skrive om,” sagde psykologen. Han vidste tydeligvis, hvordan det hang sammen. Det tog toppen af min begejstring. For det er ingen hemmelighed, at jeg manglede nogen at dele de små gnister af begejstring, jeg oplevede midt i alt det, der var det modsatte af begejstring. Det var altså ikke hos manden i den blå skjorte, at jeg fandt et spirituelt fællesskab. Nogle gange forsøgte han at vise begejstring. “Oh, det er dejligt,” kunne han finde på at sige. Men hans ord osede af, at han i virkelig mente “åh, det er en fase af naivitet, man må igennem, inden man finder frem til sandheden om livet, og jeg må hellere vise lidt begejstring, for du skal jo igennem denne fase, inden du kan nærme dig en stor vision af verdens sande tilstand – sådan en vision, som jeg og enkelte andre mennesker her i verden har.” Det tog også toppen af begejstringen. Men man må jo tage, hvad man kan få, og i det mindste lyttede han.

Han kunne godt lide mig, og jeg tror også engang, han havde været begejstret. Han fortalte, at han engang troede, at verden kunne blive et godt sted. Men det troede han ikke længere. Han var i bund og grund vældig deprimeret og uden håb og var blevet en pragmatiker og kyniker. Men han havde jo en gang været nysgerrig og fuld af håb, så han følte, det var en god gerning at udslette oprigtig nysgerrighed med kynisme. Og han så sig selv som en god man og gjorde alting af et godt hjerte, fordi han ville rent faktisk det bedste for mig og for alle andre, men han havde bare mistet håbet, og så er det svært at inspirere. I den situation burde man jo nok holde op med at være psykolog, men han var som sagt også pragmatiker, og der skulle jo tjenes penge. Og det skal der jo. Det kan jeg ikke benægte.

Jeg kiggede på bøgerne på hans hylder. Der var én, som hed “Beyond the Hero”. Den fæstnede jeg tit mit blik ved. Jeg tænkte, at det var i den bog, at han havde læst om heroiske fantasier og var blevet overbevist om, at man ikke behøver at kæmpe for det, man tror på. Han havde også en divan. Jeg tænke på, hvem der mon lå der på divanen. Jeg havde bestemt ikke lyst til at ligge på divanen. Psykologen klagede over skateboarderene nede på vejen, som larmede. Psykologen havde et ur, som vendte i hans retning, så han kunne holde øje med tiden.

En dag var psykologen begejstret, fordi der var en stor tænker i byen, og han viste mig et billede, han havde taget med sin telefon af en seddel med arrangementet, som fandt sted i en kirke i Berkeley. Han sagde, at det skulle jeg komme til. Jeg sagde, at jeg egentlig havde tænkt mig at tage ud at danse den aften. “Danse, du kan altid danse. Det her er meget vigtigere,” sagde han. Han havde sådan en insisterende måde at kigge på. Som om han leverede mig information ude fra universet, som kun var tilgængelig for ham og enkelte andre, og som han nu allernådigst gav videre, fordi han havde stor tiltro til mig. Det er vældig charmerende og ret skræmmende. Han sagde: “Nogle mennesker er exceptionelle, og du er ét af dem.” Hvad tænkte han egentlig på? Skulle vi så leve i vores egen, lille exceptionelle verden? Jeg tror, det er et koldt sted. Jeg har altid ment, at alle mennesker er exceptionelle. Den slags bliver man kaldt hippie og naiv for at mene. Og psykologen gav ikke meget for det.

Da Richard døde, sagde psykologen: “En mand, der drikker og står op om morgenen for at spise peanutbutter, han lever ikke rigtigt.” Jeg begyndte at blive bange for at fortælle psykologen, hvad jeg egentlig mente om ting, fordi det formentlig ikke ville passe ham. Og jeg begyndte at tvivle på, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg mener, hele grunden til, at jeg kom hen til psykologen i første omgang var jo, at jeg ikke fattede en skid af, hvad der foregik i mit liv, og at jeg tvivlede på, at jeg nogensinde kunne komme til at skrive det, jeg gerne ville. Der hvor jeg havde fundet den største inspiration var i huset, som Richard ejede. Men psykologen vidste, hvordan det hang sammen: “Jeg tror, du gør ham til noget, han ikke er, og nu ser du ham dø. Jeg tror, det er, hvad der foregår.” Således havde psykologen klaret den. Og så kunne vi komme videre.

Det handlede om at komme videre, det var klart. Nogle gange kunne jeg se, at psykologen kiggede ned til højre og åbnede munden lidt, som om han næsten ikke kunne klare at høre på alt mit nonsens og var nødt til at finde et fast holdepunkt i gulvtæppet. Et gulvtæppe er et gulvtæppe. Det var som om, at psykologen fandt sin forankring til verden i gulvtæpper og praktiske skjorter. For det med at tro på det, man har vidst, siden man var et barn, det der er sandt, og som man ved er sandt, det virkede ikke, det var en illusion, og her var der ikke plads til illusioner. Her bekæmpede vi ubevidsthed. Hvis man var ordentlig bevidst, så var man klar over, at hele menneskeheden var ved at uddø, og at vi måtte gøre noget radikalt. Det var det vigtigste i verden. Alt andet var mindre vigtigt. Jeg fortalte, at jeg læste Karl Ove Knausgaard. “Hvad handler den om?” “Om en mand og hans barndom i Norge.” “Ja, det er essentielt.” Jeg havde en fornemmelse af, at Karl Ove Knausgaard ikke faldt ind under kategorien “vigtig” i psykologens verdenssystem. Han mente, at vi skulle tegne et system på et stykke hvidt papir. Pers store vision af verden. Så skrev han nogle ting ned, og én af dem var “komfortabelt.” Han sagde, at jeg ville have, at mit liv var komfortabelt. Jeg sagde, at jeg ikke ville have, at mit liv skulle være komfortabelt. Det forstod han ikke. Han fattede det ganske enkelt ikke. Selvom han havde læst så mange bøger.

Jeg begyndte at dyrke hård løbetræning. Det var noget, han kunne lide. Han havde nemlig også selv dyrket hård løbetræning og langrend, da han var ung. Han havde studeret som en gal hele dagen, løbet 10 mil og studeret videre om aftenen. Det skal siges, at det hjalp at løbe. Jeg fik det ganske enkelt bare bedre.

Så var jeg hjemme i Danmark, og det gik op for mig, at jeg var blevet skør og stille og roligt var på vej til at blive et røvhul. Det var lidt hårdt at finde ud af, men det er jo også godt at finde ud af den slags. Jeg løb 80 kilometer om ugen i en kombination af rolige ture på cirka 15 kilometer, lange ture på over en halvmarathon, intervaltræning over syregrænsen og tempoløb lige omkring syregrænsen (hvilket skubber syregrænsen stille og roligt opad og forbedrer løbeøkonomien). En dag havde jeg spist sild, og den brækkede jeg op cirka fire kilometer uden for Langå. En anden gang skulle jeg skide så meget, at jeg blev nødt til at skide i sneen ved togskinnerne og tørre mig med de blå handsker. Jeg sagde til min mor, at handskerne var blevet væk, og hun havde heldigvis et par lyserøde, jeg kunne låne.

Jeg var tilbage i San Francisco. Psykologen skrev, at han tænkte på mig, og hvordan det gik med mine planer. Jeg skrev, at jeg ville flytte til Sacramento, og at jeg godt kunne kigge forbi ham, men at jeg lige ville sikre mig, at det bare var et besøg og ikke en session. Bare rolig, kun et besøg, skrev han.

Jeg var stålsat. Denne gang ville jeg ikke lade hans tanker styre rummet. Denne gang ville jeg holde fast i mine egne tanker. Psykologen anvendte alle sine tricks: Han gled af på det, jeg sagde, og spurgte i stedet om noget andet. Han forsøgte at glide ind fra siden lige dér, hvor min tanke strømmede og lede den i en ny retning. Men jeg kendte hans tricks, og jeg lod ham ikke gøre det. Det gjorde ham irriteret. Det var ikke sjovt, men jeg var nødt til det. Jeg sagde: “Kan jeg spørge om noget?” “Ja” “Du sagde en gang, at du mener, at mennesker, som er opslugt af kulturen er ubrugelige.” “Det har jeg aldrig sagt. Det ville jeg aldrig sige,” sagde psykologen. Men det sagde han altså en gang. Så brugte han en form for medlidenhedstrick. “Du skal passe på. Du kender mig jo. Ville jeg sige sådan noget?” Ja, åbenbart, for det sagde du jo.

Så forsøgte han at generalisere og analysere den situation, vi var midt i. “Det er altid svært, når et forhold ender.” Så sagde han: “Jeg gik også til psykolog i lang tid, men han døde, og jeg tænker stadig over nogle af de ting, han sagde. Jeg er her. Måske ses vi igen.”

Det var cirka lige så dramatisk som dengang han forsøgte at skræmme mig fra at lave undersøgende journalistik og fortalte om én eller anden, der havde undersøgt noget farligt, og lænede sig frem i stolen og kiggede på mig med ansigtet, der havde et udtryk, som om det leverede sandheder ude fra universet, og sagde: “Han døøøøde!”

Jeg ved, det var godt ment, men jeg blev bare irriteret. Så fandt han et citat: “Hvis du bliver irriteret over hvert et gnub, hvordan vil du så nogensinde få et blankt spejl.” Jeg vil sgu da for helvede ikke have et blankt spejl!

Det var svært ikke af falde for hans tricks, men jeg havde besluttet mig. Det irriterede mig grænseløst, at han blev ved og forsøge at få en forklaring på, hvorfor jeg stoppede. Jeg stoppede jo, fordi jeg ikke havde lyst til at snakke med ham længere. Jeg havde allerede hævet en 30-40.000 kroner i 20-dollarsedler og leveret til ham. Det måtte være nok.

Så var der ikke mere at sige. Rummet blev akavet. Men ærligt. Vi gav et akavet håndtryk, og jeg mumlede et eller andet om tak for hjælpen, fordi nu syntes jeg, at jeg også burde være lidt flink.

Jeg gik ud af døren i mine egne tanker.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s