Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

At springe over en død rotte lidt uden for Hellerup og andre små oplevelser

Det er morgen. Jeg er vågnet tidligt. Jeg lå og skrev i mit hoved. Så kunne jeg lige så godt stå op og skrive på min blog i stedet. Jeg er i København. Nede i stuen, hvor jeg sidder, er der varmt. Jeg har åbnet et vindue. På gulvet står en tallerken med feta og olivenolie. Jeg har samlet noget køkkenrulle op. Tyskeren rullede sig ind i det, imens han dansede i går aftes. Vi endte med at se dyreprogrammer. Altså rigtige dyreprogrammer om hvaler og aber og den slags. De er meget beroligende, og det er en mand, som hedder Ib van Deurs, som har indtalt dem. Han har indtalt utroligt mange ting. Vi kender ham allesammen uden at vide det. Når man skriver, så skal man gøre det ordentligt. Ligesom løb handler det om oprør. Jeg løb fra Østerbro til Nordhavn til Hellerup og retur i går. Det var et vældigt oprør. Hellerup var meget mindre, end jeg havde regnet med. Det var nogle flotte villaer nogle af dem, og der var et hus, hvor der stod “2900 Happiness”. Der er ét ord, jeg ikke tør sige for tiden, og det er arbejdsløs. Jeg er sådan set arbejdsløs. Man kalder det freelancer her i branchen, men det er meget tæt på arbejdsløs. Det er faktisk arbejdsløs. Det er det jo, hvis man får penge fra sin fagforening. Det er bare så fucking irriterende at være arbejdsløs, fordi jeg føler mig jo ikke arbejdsløs, jeg arbejder jo hele fucking tiden. Når jeg løber, så tænker jeg på, hvordan jeg kan komme til at skrive noget, der rykker lidt ved et eller andet. Hvordan jeg kan lave et lille oprør et eller andet sted. Alt, hvad jeg laver, handler om at komme til at leve på en måde, så jeg kan skrive. Så jeg synes jo ikke, at jeg er arbejdsløs. Jeg synes, jeg arbejder hele tiden. Omvendt, så skal det jo også resultere i noget. Hvis det ikke resulterer i noget, hvad er det så? Så er det endnu en omgang gode intentioner, der blev ved de gode intentioner, og det er set så mange gange før. Men jeg har også gjort ting, som har resulteret i noget. Måske ikke det helt store, men mindre kan også gøre det. For et par dage siden fik jeg en mail fra en redaktør for Frelsens Hær, som havde læst en artikel, jeg havde skrevet til Politiken om fattige mexicanere i Californien, der får mad af Frelsens Hær. Han ville gerne bringe artiklen i sit blad, og det sagde jeg, at han gerne måtte. Man kan blive så forsigtig, at man ikke får skrevet et ord. Jeg læste Thomas Wolfe tidligere i år, og han råder til, at man ikke skal lytte til de kvikke unge mænd. Nogle gange har de kvikke unge mænd ret, og så gør deres kritik nas, og så skal man lytte til kritikken og lære af den. Men man kan ikke lytte for meget til de kvikke unge mænd, for så fryser man, og så får man ikke skrevet noget som helst. Men det er alt sammen kedeligt at høre om. Måske bliver man mere kedelig, når man bliver ældre. Men det tror jeg faktisk ikke. Man bliver bare lidt mindre modig. Der er naturligvis meget vigtigere ting i verden end unge mænd med 30-årskriser, men jeg mener nu alligevel, det er fint at forsøge sig med lidt ærlighed. Jeg synes, det bliver lidt mere spændende, hvis jeg skriver, at jeg sov med en pige, der havde armen i gips, den anden dag. Eller hvis jeg siger, at jeg brækkede mig ud over et toilet, men formåede at tænde bruseren, som lige akkurat kunne sprøjte over på toilettet, når jeg holdt den højt i strakt arm, og at jeg på den måde var i stand til at gøre hele toilettet rent og derefter kunne feste videre. Og jeg ved godt, der ikke er noget specielt vildt i det. Men det er i det mindste rigtigt. Måske synes jeg, det er et problem, når ting bliver ligegyldige. Derfor vil jeg nu prøve at gøre noget gyldigt. Jeg vil prøve at gøre i går gyldig. Jeg vågnede … ej, det er kedeligt. Men helt hurtigt: Vågnede, gik ned i bager, købte franskbrød for 30 kroner, spiste morgenmad med tjekke, tysker og dansker, drak kaffe, svarede på email fra amerikansk redaktør, svarede på mail fra Frelsens Hær, købte smørstang, rugbrød, økologisk kaffe fra Mexico, leverpostej, spegepølse og mælk, spiste to leverpostejsmader og én med spegepølse, oprettede et dokument, som jeg kaldte “Fagblade strategi + historier”, hvor jeg prøvede at finde på nogle historier, som jeg kunne sælge til nogle fagblade, fordi jeg har hørt, at de har mange penge. Jeg fandt faktisk et par historier i nogle dokumenter fra regeringen. De er naturligvis fortalt som nyheder. Men hvem vil ikke gerne hænge ud med en familie, der bliver flyttet fra København til Randbøl i Jylland? Der er smukt i Randbøl, og hvis man interesserer sig for istidslandskaber er der intet bedre sted i Danmark. Der er en sø i Randbøldal, og det ligner Svejts dernede. Vi cyklede derud med efterskolen for mange år siden. Men alligevel, jeg kan mærke, der er en historie her i den familie, som må flytte fra København til Randbøl. Ikke i dag måske, men om et halvt år. Om et halvt år er der en historie i Randbøl. Og i Ribe og Hjørring og mange andre steder. Fantastiske historier allesammen. Men nu var det Randbøl, jeg faldt for. Derudover skimmede jeg finansloven igennem. Der må være nogle uopdyrkede vinkler, eller noget som kan bredes ud eller uddybes. Klokken 15.19 stoppede jeg med at arbejde, men tjekkede så jobnet og min a-kasse, fordi det har jeg hørt, man skal. Spiste smørstang, vaskede gryder op fra festen, imens Peter arbejdede med flasker på badeværelset, løb 15 kilometer, hvor jeg så en mand i jakkesæt, der kiggede på nogle skatere, imens han røg en cigaret, løb langs en meget lang række af træer ved en vej, som var parallel med togskinnerne, sprang over en halv rotte, opdagede, at jeg var i Hellerup, løb gennem den viadukt, som fjernsynet altid filmer, når der er store regnskyl, fordi den er oversvømmet, kom hjem til et hus fyldt med finner, som spiste tjekkisk suppe, sagde farvel til finnerne og spiste selv tjekkisk suppe med tjekken og tyskeren og danskeren, røg pot med tyskeren på badeværelset og blev inviteret til Tysklands ældste by, drak Peters stærke øl, stadig i løbetøj, og nu var tyskeren blevet godt fuld og smed alt tøjet, bortset fra underbukser, og dansede med en køkkenrulle, som han viklede omkring sig, og tjekken, Peter og jeg, vi observerede, og tjekken, hun var lidt bekymret, for hun skulle følge tyskeren til Hamborg-bussen lidt senere, og ingen kunne sige, hvor denne brandert ville føre hen, men på den anden side, så må man også tage i betragtning, at tyskeren har en meget høj tolerance over for giftstoffer i det hele taget. Engang skulle han opereres i benet, og da lægerne havde givet ham den bedøvende sprøjte, var han stadig vågen, og så måtte de give ham en sprøjte mere, inden de til sidst tvang en maske ned over hans ansigt og sagde “gutenacht!”. Diskuterede samfundsstrukturer, kapitalisme mv., opdagede, at jeg måske er lidt liberalistisk, hørte mig selv sige noget i retning af, at man altid skal kæmpe for at være så venstreorienteret som muligt, men at der er kræfter, som trækker én i den anden retning, og hørte derefter Peter sige, at sådan havde han det overhovedet ikke. Så et program med helt nye optagelser af sjældne dyr. Nogle af de dyr var for vilde. Der var blandt andet en californisk odder, som knuste muslinger ved at lægge dem på sin mave og slå på dem med en sten. Så spiste vi noget feta med olivenolie på, og så gik jeg i seng. Tjekken havde allerede trukket sig ud af diskussionen. Jeg var ikke helt nuanceret nok i min måde at se tingene på, sagde hun, og det havde hun jo ret i. Man kan aldrig blive nuanceret nok, og det er ikke engang en undskyldning, men bare en konstatering. Man skulle have været skuespiller eller musiker. Det er de bedste.

Reklamer

Kategorier:Danmark, Løb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s