Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Den umulige burger

Det er nemt nok at skrive spændende beretninger, når man sidder i et kunstnerkollektiv i San Francisco eller under et kroget egetræ ved American River. Det er straks lidt sværere, når man sidder i en kælder i Søborg. Det burde det jo ikke være. Men det er det bare. Der er jo ingen forskel på at være i San Francisco, Folsom eller Søborg. Verden er den samme. Der er ingen forskel overhovedet. Det har jeg lært ved at læse en bog af Haruki Murakami, og det er jo rigtigt nok. Verden er ligeglad med, hvor man er. Men så alligevel ikke helt. Der er noget med afstande. De betyder noget. Nej fuck nu det. Jeg gider ikke skrive alt muligt højtravende pis. Sagen er den, at jeg synes, jeg var tættere på folk, da jeg boede i Folsom, end nu, hvor jeg bor i fucking Søborg. Og det er fucking mærkelig! Måske er jeg bare mere modig, når jeg er i udlandet. Jeg synes nu egentlig stadig, jeg er ok modig. Men nok bare ikke modig nok, og så er det jo bare ikke godt nok. Eller nærmere, så ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal bruge mit mod her. Danmark er sådan en usynlig kappe, der kryber rundt om mig, og lige pludselig, så har jeg den på, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal ryste den af mig igen. Og det er naturligvis dybt uretfærdigt og forkert. Men måske også lidt rigtigt. Problemet med den kappe er, at den er lavet af teflon, og det betyder, at jeg aldrig kommer rigtig tæt på mennesker, og det kan jeg bare ikke særlig godt lide. Jeg kan ret godt lide de fleste i løbeklubben, fordi de for det meste er ret direkte. Det er noget, der kommer af hård løbetræning. Jeg kan fandeme godt lide, at de er så direkte. Og så kan jeg godt lide, at man ikke behøver at sige noget. Man kan bare løbe, hvis det er det, man vil. Jeg kan mærke Danmark, eller min oplevelse af at være i Danmark, som det jo er, i mit sprog. Det bliver sådan mere staccatoagtigt. Dårligere sætninger. Bare sådan noget hakkeri. Og hvorfor det? Thomas Wolfe (ikke Tom) siger det. Hvis man vil skrive, så er den eneste fejl, man kan gøre, ikke at skrive. Og det er den fejl, jeg stille og roligt begår her i Danmark. Jeg bliver ganske enkelt bange for at skrive. Så derfor skriver jeg det her. Alene af den grund faktisk. For ikke at fryse helt. For det der løberi er jo fint nok, men det er jo ikke nok. Løb er helt kanon, fordi hvis man ikke ved, hvad man ellers skal gøre, så kan man altid løbe. Og det er nok derfor de fleste løber. Eller også fordi de er pissestressede på deres arbejde og har alt muligt lort, de er nødt til at få kværnet igennem kroppen hver eneste dag. På den måde er løb helt kanon. En virkelig populær sport for tiden. Flere og flere løber. Nogle laver endda iron man og alt muligt. Jeg har fundet en løberute på 15 kilometer, og den går ned til Tuborg Havn, hvor jeg lige løber 50 meter langs Øresund og så tilbage mod Hellerup Station. Jeg tror, jeg vil løbe den tur i nat. Når jeg har skrevet den artikel, som det her blogindlæg er en overspringshandling fra. Det er en artikel om lirekasser, hvis nogen skulle være interesseret. Men det er en helt fin tur der ned til Tuborg Havn, men det er jo ikke nok. Sagen er vel den, at man skal føle, det man laver er værdsat på en eller anden måde, eller at det fører nogen vegne. Eller rettere. Sagen er den, at man skal kunne se vejen frem, og det skal ikke bare være en fucking kedelig vej, det skal være en vej, som fører til noget kærlighed og noget sjov og noget liv. Altså sådan er det jo. Ellers gider man bare ikke. For det er jo hårdt nok at gøre alle de der almindelige ting, som man er nødt til at gøre for overhovedet at eksistere. Det her er virkelig et lorteindlæg. Men sådan må det bare være. Grunden til, det er et lorteindlæg, er, at jeg ikke har noget at skrive om. Jeg har ikke oplevet noget. Og derfor bliver den her tekst bare en undskyldning for ikke at gøre noget. Hvis jeg så alligevel skal skrive, hvad der er sket på det seneste, så var jeg i San Francisco for nogle uger siden, og det gik ret godt i halvanden uges tid. Jeg boede på et hostel, hvor jeg knaldede med en pige i et fællesrum engang i 2011, da jeg lige var kommet til byen og gik rundt i lang tid og var bange for, jeg havde gjort hende gravid. Jeg havde stadig min guitarlærers historie om de seks måneder, han tilbragte i USA som ung, og de to børn med to forskellige kvinder, der kom ud af det, i baghovedet. Men det gik jo så fint nok med det. Den her gang knaldede jeg ikke med nogen, for jeg var fucking seriøs og arbejdede med at skrive fire artikler. Og jeg var nede i en kælder, hvor en gut, der hedder Ryan arbejder med at modificere gener på alle mulige måder og tjener millioner af kroner på det. Og han hjælper alle mulige unge mænd og kvinder, som er sindssygt kloge, med at lave firmaer, der skovler penge ind fra risikovillige investorer. Blandt andet var der nogen, som havde fundet ud af, hvordan man laver et gen fra en uddød elefant-art, som hedder mastodonter, og der var også en gut, som havde lavet en computer med rigtige hjerneceller i, og han viste mig det skab med en masse ledninger i, hvor hans computer med hjerneceller i skulle placeres lige i midten. Han havde blandt andet fået den til at flyve en drone, og han sagde, at den havde en lugtesans ligesom en bi. Og han havde altså fået mange millioner dollars af investorer til det her. Flink fyr. Og ellers så snakkede jeg med nogle danskere, som havde lavet et helt vildt computerprogram og fik en gratis burger af en dame, der hedder Marion og bor i Folsom, for det ikke skal være løgn. Og derudover er hun leder i en organisation, der arbejder med at plante træer i Sacramento, og hun inviterede mig på frokost, og det sagde jeg bare ja tak til og drak en stor IPA sammen med burgeren. Uden dårlig samvittighed. Og hun betalte. Jeg tror, hun nød at komme lidt væk fra kontoret, så jeg undlod at stille hende alt for mange spørgsmål. Jeg skrev dog lige et par noter på et stykke papir for at være høflig. Og så løb jeg et halvmaraton med min løbeklub derovre, og det var fedt! Vi løb gennem Golden Gate Park, og der strøg Chris med det lange hår lige forbi mig i sin fjedrende stil og bomuldsskjorte, og lidt efter lå jeg lige på siden af Patrick, som fortalte mig, at vi løb i et tempo, der svarer til 6 minutter og 30 sekunder per amerikanske mil, og det er hurtigt. Men Patrick stak af, og jeg løb alene, indtil jeg mødte Paul, der kæmpede lidt med en bakke. Vi nåede ned til Stillehavet og løb langs Great Highway ved klitterne. Det var solskin. Jeg tænkte på min familie, imens jeg løb der, og jeg tænkte på, at det kunne være rart, hvis de var der, men at det nu alligevel var en flot oplevelse, og at nogle gange, så skal man også løbe igennem nogle ting alene, for at man kan opnå nogle helt simple ting, og når man opnår de ting, så forstår man slet ikke, at det var så svært, men indtil da, så er man bare nødt til at løbe videre. Og så stod der en hel flok venner fra løbeklubben og delte drikkelse ud. Jeg løb ekstra hurtigt på den sidste mil op ad bakke. Tiden var fin, men ligegyldig, for det var slet ikke det, det handlede om. Jeg havde glædet mig til at løbe der lige præcis den dag sammen med de mennesker i to måneder, og nu gjorde jeg det, og det var lige præcis så godt, som jeg havde håbet, det ville være. Men jeg havde naturligvis for travlt. Ugen efter var jeg nødt til at lave fire historier på fem dage, og så blev jeg sgu lidt stresset, og så blev jeg sgu lidt syg, og så missede jeg sgu mit fly, fordi jeg tog fejl af nogle tidszoner, og så måtte jeg sgu købe en ny billet, og det var sgu lidt nederen, og så ville redaktøren pludselig have en masse historier meget hurtigt, og så fik jeg fucking travlt og skrev tre historier på to dage, og så var de ikke gode nok, og så fik jeg hug for det, og så skulle jeg skrive dem om, og så følte jeg, at arbejdet bare ingen ende ville tage, og at alting var lidt noget lort, og at jeg ikke havde fået trænet til Copenhagen Marathon, sådan som jeg gerne ville, og nu var jeg på vej ind i den afgørende del af træningen, og det var bare lidt fucked det hele, når man tænker over det. Og det er så cirka der vi er lige nu, og når jeg lige kigger tilbage på alle de vanvittige ord, jeg har skrevet her, så giver det måske meget god mening, at der ikke er helt balance i systemet lige pt. Måske er det lidt meget både at ville være det ene sted og det andet sted og skrive om mastodonter og spise burgere i Sacramento og løbe halvmaraton ved Stillehavet og finde nye venner i København og samtidig bare have en stille og rolig hverdag. Måske kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre. Og så sad jeg der for et par dage siden og huggede i en tekst om de der bytræer i Sacramento og alt det, eller også var det en artikel om folk, der flyver med sådan nogle droner, hvor de har briller på, som kan kigge ud gennem et kamera oppe på dronen, imens den fyrer med 110 kilometer i timen gennem en port eller rundt om et flag eller noget i den dur. Men jeg sad i hvert fald lige her og arbejdede med et eller andet og forsøgte at vriste tiden ud af hænderne på redaktørerne, så jeg igen selv havde kontrol med mit liv, da et ukendt nummer ringede. Jeg tog den, og det var så professor Locke fra Columbia University, som sagde, at han havde gode nyheder. Han ville gerne have mig som elev. Jeg udtrykte selvfølgelig noget begejstring. Men samtidig tænkte jeg også, at det jo var for skørt. Jeg har jo ikke alle de penge, det kræver at tage sådan en uddannelse i New York. Hvorfor havde jeg egentlig søgt ind? Hvad skal man med alt det uddannelse? På et eller andet tidspunkt skal det jo også gerne føre til noget. Altså et arbejde, mener jeg. Men på den anden side, så arbejder jeg jo ret meget, og hvis nu jeg kunne finde et sted, hvor de synes, den måde, jeg arbejder på, er fed, så var det måske et skud værd. Hvad ved jeg. Jeg må i gang med at undersøge sagen. Heldigvis ved jeg, at Øresund ligger derude midt på min 16-kilometertur. Jeg tror, jeg bliver nødt til at komme derud og se, hvad der rør sig. Men først skal jeg skrive om lirekassen.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s