Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Umulige intervaller

Det eneste, jeg kan fortælle om, er arbejde og løb. Det minder mig om en radiosketch med nogle, der hed Gramsespektrum, og som nogle syntes var sjove engang. Der var en gut, hvis perfekte uge bestod af arbejde og søvn og arbejde og søvn og arbejde og søvn og arbejde og søvn og så en lille smule ringridning. Skift ringridning ud med løb, og så har du mit liv.

Det er virkelig kedeligt, bortset fra når det ikke er. Jeg vil ikke sige, det er  hårdt, for livet er altid hårdt, borset fra når det ikke er.

Jeg kan dårligt sige noget sammenhængende, så jeg spoler bare lidt tilbage: Min far vækkede mig, fordi han ringede og fortalte om sit nye job; jeg sov i fem timer; jeg afleverede fire artikler klokken fem om morgenen; jeg skrev 8000 anslag om det iranske statskup; jeg … ej, det er jo røv sygt at høre om.

Sagen er den, at jeg har arbejdet som en sindssyg de seneste par dage, og alligevel har jeg ikke præsteret det store. Jeg fik til opgave at skrive om det iranske statskup og sagde bare ja, fordi jeg gerne ville have nogle penge, og fordi det var sådan en opgave, som jeg kunne lære en hel del af. Men jeg vidste ingenting om Iran og det iranske statskup. Jeg anede ikke, hvem Mossadegh og shahen var. Jeg vidst slet ikke, hvad en shah var for noget. Og så fik jeg nogle bøger, som jeg forsøgte at læse i og tage en helvedes masse noter til, imens jeg prøvede at lure, hvad  fanden det blev forventet af mig. Det var meget spændende, lidt ligesom at gå i skole og lære en masse nyt. Så tog jeg 40 siders noter, som strittede i alle retninger og troede, at jeg var godt på vej, men det var jeg jo ikke. Så arbejdede jeg 26 timer i streg, inden jeg ringede til en ven, der sagde, at jeg måske skulle sove lidt. Jeg var lidt skeptisk over for idéen, men så kom jeg frem til, at det nok kunne være ok med en lille lur. Det er også lige meget. Jeg fik lavet lortet til sidst, men først, da jeg stoppede med at arbejde, fik en ordentlig nats søvn, løb 10 kilometer om morgenen, arbejdede i seks timer, løb 10 kilometer om eftermiddagen, hjalp en veninde med at flytte (hun spurgte, hvordan jeg havde det, og jeg sagde, at jeg havde en del arbejde, hvilket jo var rigtigt nok), viste to tyske gæster Amalienborg, cyklede i regnvejr og arbejdede endnu en nat. Jeg ved sgu ikke, om det er godt, men måske er det godt nok til, at jeg får mine 5000 kroner, og hvis jeg er heldig er det godt nok til, at jeg får en ny opgave… Og hvis det ikke er, så er det okay. Så må jeg finde et firma, jeg kan skrive nogle pressemeddelelser for i stedet.

Jeg har mistet lidt af mit swung, og det er sådan set derfor jeg skriver på den her blog. Fordi, selvom man har et kedeligt liv, som kun består af arbejde og søvn og en smule løb, så har man jo stadig brug for at fortælle om, hvad man går og laver, og når jeg skriver, så er det sådan set bare for at øve mig lidt i at fortælle om, hvad jeg går og laver. Andet er der ikke i det.

Men man mister sit swung, når man ikke fortæller om, hvad man går og laver, for så ved man jo til sidst ikke, hvad man går og laver, og så har ordene ikke noget afsæt, og man bliver sådan en svamp, der suger alt til sig uden filter. Og så kan man ikke noget længere, så har man ikke noget swung og ikke noget power, og så er man nødt til at flytte ud i skoven i længere tid — eller bare skrive lidt på sin blog, det kan man jo også gøre.

Jeg er begyndt at løbe den samme tur hver gang. Den er på seks amerikanske mil, hvilket jeg har meget lettere ved at forholde mig til end 10 kilometer. Jeg deler turen ind i tre bidder på to mil hver. Hvis jeg har overskud, presser jeg lidt på de to mellemste mil, men ellers kigger jeg bare lige ned i gruset og løber. Det bedste er, hvis man kun tænker på at løbe. Så er det ikke meget anderledes, end at sidde hjemme i sofaen. Det er bare noget man gør, og efter en time, så er man hjemme igen. Når man kun tænker på at løbe, så bliver det ret nemt, for når man tænker over det, så er det jo ikke så svært at tage et skridt, hvis det er det eneste, man skal, og så er det jo heller ikke så svært at tage et skridt mere og så videre, men hvis man tænker på, at man skal løbe en ironman og et svensk ultramaraton og lægge sine resultater fra Endomondo på Facebook, løbe på forfoden og slå sin egen rekord, så kan det da godt være, man bliver mere stresset end afslappet af sådan en tur.

Det fedeste er at løbe, når man næsten ikke kan. For eksempel i onsdags. Da havde jeg virkelig skullet kæmpe for at arbejde hele dagen, og det havde været pisse hårdt og svært, og jeg var rimeligt træt, men havde dog besluttet at stoppe med at arbejde klokken 16, hvorefter jeg havde planlagt at kigge ud i luften i en time. Det gjorde jeg så og fandt ud af, at jeg gerne ville til intervaltræning med min løbeklub på Østerbro Stadion. Det gode ved at arbejde rigtig hårdt er, at man har lidt mindre tid til bullshit, så jeg cyklede bare til Østerbro Stadion med det ene formål at løbe hårdt til. Den eneste årsag til, at jeg kunne, var, at jeg gjorde det med andre mennesker. Jeg havde ikke overskud til at være nervøs eller genert, da folk meldte ud, hvad de gerne ville løbe, så jeg sagde bare seks gang ottehundrede meter i 3.30 per kilometer, og så løb jeg og en anden gut fra klubben to gange rundt om Østerbro Stadion på 2 minutter og 48 sekunder, hvorefter vi pustede ud ved sandgraven, hvor længdespringerne landede af og til. Så gjorde vi det igen. På opløbsstrækningen begyndte det at regne helt vildt, men vi fortsatte bare. Den regn var sådan set helt lige gyldig. Den kunne sagtens være der. Men så forsvandt den igen, og det blev rigtig flot solskin, og lyset bliver ret specielt, når det er solskin og lige har regnet, og så stod vi der på græsset og pustede ud igen. Og så løb vi igen. Det gjorde vi seks gang, og så var vi færdige med at træne. Vi snakkede en smule om, at vi løb lidt for stærkt på den første omgang, om ham den anden guts nye Nike-sko, om træning til ultraløb og om et 10-kilometer løb den efterfølgende mandag i Amager Strandpark. Jeg sad lidt på græsset, og så cyklede jeg hjem igen.

En dag, der havde føltes umulig, var blevet langt mere mulig. Men jeg vidst også, hvad jeg kunne have gjort bedre. Jeg skulle have holdt koncentrationen på de sidste 300 meter af den sidste interval og ventet med at glæde mig, til jeg var helt over målstregen.

Reklamer

Kategorier:Danmark, Løb

1 reply

  1. Du skriver, så det mærkes …
    Den med “arbejde og søvn …” er fra “Svedbanken”, den åbne kanal med Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann – to af drengene fra Angora

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s