Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Den bedste idé

Folk forstår ikke, hvad jeg har gang i. Det ville være mærkeligt, hvis de gjorde. Folk kan ikke forstå, hvad jeg har gang i. Hvordan skulle de kunne det? Nogle få forstår. Det er dem, der har rejst alene langt ud i verden uden at vide, hvordan det ville gå. De andre kan af gode grunde ikke forstå, hvad jeg har gang i, fordi de har ganske enkelt aldrig prøvet det. Der er ikke noget galt i at have levet sit liv på det samme sted uden de vilde ture til udlandet. Slet ikke. Men de forstår bare ikke, hvordan det er at være alene langt væk. For det meste er det jo også lige meget. Livet handler ikke om, hvor mange vilde ting, man har lavet. Det handler om noget helt andet. Men for at nå dertil, så er man nødt til at bevæge sig, og hvis den bedste idé, man kan komme på, er at rejse langt væk, så er man nødt til at gøre det. Der er helt sikkert bedre idéer end at rejse langt væk, men hvis man ikke er faldet over de idéer endnu, så er man jo nødt til at gå med det bedste, man har. Ellers går man ingen vegne, og det er en skam. Man er nødt til at have en idé, før man kan gøre noget. Jeg er begyndt at blive lidt mere bevidst om, at der også findes dårlige idéer. Engang troede jeg, at alle mine idéer var gode. Det er de virkelig ikke. For tiden har jeg lidt svært ved at komme på super gode idéer, men jeg har nogle middelmådige idéer, som nok lige akkurat kan bringe mig videre, og det må så være godt nok for nu. Og de middelmådige idéer kan formentlig føre til nogle lidt vildere idéer, som jeg lige nu er i tvivl om, hvorvidt er gode eller dårlige. Men jeg tror, at de middelmådige idéer kan gøre de tvivlsomme idéer gode, og dermed er de middelmådige idéer jo nok også gode. Det er ikke helt nemt at blive klog på, men der begynder at tegne sig en stille og rolig femårsplan.

Og så er der de vanvittige idéer, og måske er det i virkeligheden dem, der styrer det hele. De kommer for det meste og over ruler alting i sidst øjeblik for mig, og så kræver det en hel masse arbejde at over rule dem igen, hvis de viser sig at være både vanvittige og dårlige. På det seneste har det handlet meget om fluefiskeri. Først tog jeg toget til Nivå og fiskede deroppe i en ok å. Jeg var rasende over alt muligt irrationelt — formentlig over, at jeg ikke kunne få tingene til at køre, sådan som jeg gerne ville, nej, jeg var rasende over, at jeg ikke havde en bedre idé end at tage op til fucking Nivå og fiske med fucking flue på en eller anden lortemark med dødssyge køer og brændenælder. Hvad fanden er det for noget at vandre over en mark i Nivå, fordi man ikke kan finde på noget bedre? Derfor var jeg rasende. Men jeg tænkte, at hvis det virkelig var min bedste idé, så måtte jeg jo gøre det. Alt andet ville jo virkelig være idioti. Så jeg gik med den bedste idé. Jeg cyklede fra Søborg, men så holdt min cykel op med at virke i Virum. Jeg tog S-tog til Hellerup og derefter Øresundstog til Nivå. Og ja, så fiskede jeg altså deroppe. Rasende. Til sidst var jeg for træt til at være rasende, og så lagde jeg mig bare til at sove i solen i noget højt græs, og det var helt rart. Så tog jeg toget hjem. Og så var der Mølleåen. Det var lidt lettere at komme derhen. Bare en halv time på cykel, og så var jeg der. Det var heller ikke verdens bedste idé, men det var den bedste, jeg havde. Og det var da flot deroppe. Der var masser af kanoer og kajakker på åen. Jeg forsøgte at fiske lidt med flue, men der var så fucking mange træer, at der ikke var plads til bagkastet. Jeg fik dog et par ting ud af turen: 1) det ville være helt okay engang at tage på kanotur der på Mølleåen. 2) det er absurd flot ved Furesøen og Bagsværd Sø og det andet halløj på de kanter, og det er virkelig nemt at cykle derhen. 3) hvorfor fanden er man ikke ude i sådan noget flot natur hver dag, det kan jo kun være godt for den måde hjernen og kroppen fungerer på? Og det førte så til, at jeg en anden dag tænkte, at det nok kunne være helt fint at være i noget flot natur og løbe i en times tid eller noget i den dur, og så cyklede jeg op til Furesøen og løb langs den. Det var helt sindssygt flot. Det var lige så flot som skovene ved Ry, og næsten lige så flot som Marselisskoven, men den er der trods alt nok ikke noget i verden, der kan slå, for de skrænter og de bøgetræer er faktisk perfekte. Men Furesøen var langt over forventning, og det var alt for fedt at løbe langs den. Jeg endte med at løbe hele vejen rundt om den, og jeg kom igennem en hel del forskellige kommuner og så både heste og cykelryttere. Der er rigtig mange tykke cykelryttere nord for Furesøen. Og holdt kæft, hvor de snakker. Det er de tykke, som snakker mest. Jeg er lidt misundelig på de tykke cykelryttere. Forhåbentlig bliver jeg også sådan en dag. Og så var der Tryggevælde Å. Den var lidt af et sats. Her var virkelig noget på spil. For det første var det en fed å. Altså, den så virkelig lovende ud. Der var god plads til bagkastet, og så var den ret bred og havde både havørreder og bækørreder. Men så var der og så det, at der var fucking langt hen til den. Der var 50 kilometer. Jeg havde tænkt over den i nogle uger, og jeg havde undersøgt cykelruten. Egentlig var det bare rundt ad ringvejen til Brøndby, hvor jeg havde været en gang for at interviewe Janne Kolling, og så ellers bare videre ned til Køge Bugt og til Køge, og så var jeg der. Det var to en halv til tre timer på cykel. Jeg tænkte lidt over, om jeg kunne klare det. Det blev jeg enig med mig selv om, at det kunne jeg godt. Når jeg begiver mig ud i den slags, så sammenligner jeg for det meste med dengang, jeg kørte 10 timer i streg ned gennem Central Valley i Californien for at interviewe nogle marineinfanterister i Mojaveørkenen, løbetrænede på mørke grusveje, sov nogle få timer om natten, spiste morgenmad på en diner klokken 3, mødtes med marineinfanteristerne og kørte ud i ørkenen og stod på en bakketop hele dagen i 40 graders varme i sorte jeans, imens en Oberst pegede op i luften, hvor missilerne hvinede, og sagde “I love that sound!”, inden en røgsøjle steg op 20 kilometer ude i ørkenen og lyden lidt efter nåede os og rystede vores bakketop, og så tænker jeg, at det kan ikke være hårdere en den tur ned i Mojaveørkenen. Den tur er ligesom blevet min målestok for alt, hvad der er hårdt, men fedt. Når jeg er i det mode, så tænker jeg ikke over, om det er svært. Jeg tænker helt enkelt over, om jeg kan. Og jeg blev enig med mig selv om, at jeg godt kan cykle 50 kilometer på min onkels gamle cykel, hvor kun forbremsen virker, fiske i Tryggevælde Å, og cykle 50 kilometer hjem igen. Så gjorde jeg det, og det kunne jeg godt. Nede ved Tryggevælde Å var der et show over al forventning. Ørrederne var simpelthen helt vildt aktive, og én af den skød ud af vandet og hang i luften, så jeg kunne se hele fisken. Jeg blev lidt grebet af fiskeriet, og det irriterede mig, for det var ikke meningen. Tryggevælde Å var jo bare en undskyldening for at bevæge mig. Det var bare den bedste idé, mere var der ikke i det. Og igen var jeg irriteret over, at Tryggevælde Å var min bedste idé, fordi jeg syntes ikke det var så fantastisk fed en idé. Jeg gjorde det kun fordi jeg mente, at jeg kunne, og fordi jeg ikke havde nogen bedre idé. Hvis jeg havde haft en bedre idé, som jeg troede på, at jeg kunne gennemføre, så ville jeg jo være en idiot, hvis jeg ikke gjorde det i stedet for. Men der var jeg så altså ved fucking Tryggevælde Å med en fluestang i hånden og en samling ørreder, der var fuldstændig vildt aktive og ringede som bare pokker her og der. Jeg kunne jo lige så godt give det et skud, og jeg tænkte lidt på Flint, som jeg fiskede med ved American River for ret præcist et år siden. Han havde en no-bullshit-måde at kaste fluen ud på. Det handlede bare om at få lortet ud til fisken. Ikke så meget pis og kunst. Bare ud med fluen til fisken. Så det forsøgte jeg, og det lykkedes faktisk at få en tørflue hele vejen på tværs af Tryggevælde å, derover hvor alle ørrederne ringede. Dermed havde jeg skabt en situation, hvor der var en reel mulighed for, at jeg kunne fange en fisk. Mere forventede jeg ikke af mig selv. Jeg var ligeglad med, om jeg fangede en fisk. Men jeg forventede trods alt af mig selv, at jeg skabte muligheden. Jeg fik bid to gange, og det var meget sjovt. På et tidspunkt blev jeg lidt besat af, at jeg ville fange en fisk, og det irriterede mig ad helvede til. Så stoppede jeg med at fiske, pakkede mit grej sammen. Mine Vans-sko var gennemblødte. Jeg gik over en mark og hen til cyklen, og så cyklede jeg ind til Køge og nordpå. Jeg besluttede mig for at cykle i en time, og så ville jeg gå ind på et pizzaria og spise en pizza, og så ville jeg køre hjem. Det gjorde jeg så. Der kom en periode, efter det var blevet mørkt, hvor jeg syntes, det var lidt hårdt at blive ved med at cykle. Men så tænkte jeg over, om det var lige så hårdt som nede i Mojaveørkenen, og det var det slet ikke. Jeg havde cyklet 80 kilometer i jeans, men det var ikke så slemt endda. Så jeg koncentrerede mig bare om kun at tænke på at cykle så godt som muligt, og så viste det sig, at jeg havde kræfter nok, og faktisk gik det ret hurtigt. Så var jeg pludselig i Herlev, og så var der ikke langt hjem. Jeg sørgede for at sænke farten det sidste stykke og få en stærk og kontrolleret afslutning på eventyret, der indtil da var gået ret godt. Jeg rullede stille og roligt gennem Gyngemosen og op på Højvangen. Satte cyklen og gik ind og kogte bulgur. Tog et bad. Det var gået rigtig fint. Det var måske ikke verden bedste idé at cykle til Tryggevælde Å, men det var den bedste, jeg havde den dag.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s