Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

En lang omvej til noget, der minder om en historie

Jeg synes, jeg har rimelig meget at fortælle. Der er sket så meget. Men det er som om, jeg hele tiden når at fucke det hele op, inden historien kommer til at hænge sammen, og så bliver den bare mere og mere kompliceret. Men man kan jo fortælle en lille ting, og så lade det være godt for i dag. Det kunne være så meget. Det kunne virkelig være så meget. Men det skal jo gerne være en god historie. Det vil sige, at der skal ske noget, og der skal være noget på spil. Jeg ved, der ligger en masse kampe forude. Det er ikke kampe, hvor man skal være hård. Det er kampe, hvor man skal være blød. De sværeste kampe, fordi der er noget på spil. Donald Trump har ikke noget på spil. Hvis nogen prikker ham i maven, kortslutter hans nerver. Donald Trump er ikke en god historie. Livet siver ligesom ud af knoglerne, når man lytter til ham. Hillary Clinton derimod taler i sammenhænge. Det giver en lille smule håb. Det betaler sig at lave lektier. Det betaler sig at forsøge at gøre det godt. Problemet er bare, at mange folk kommer til et punkt, hvor de begynder at tvivle på, at det betaler sig at gøre det godt. Måske fordi, der ikke er den store opbakning. Noget hænger ikke helt sammen længere, og organisationen er midt i en omstrukturering, der indfører mål for lige præcis, hvor meget man skal lave og hvordan. “Tæt på”, well, jeg troede, man altid skulle tæt på. Så man må beundre Hillary Clinton, at hun bliver ved at lave lektier. Men hun er sådan set bare et eksempel på en person, som jeg tror kæmper for noget og har noget rigtigt på spil. Det har vi jo allesammen. Men spørgsmålet er, om vi tør blive ved at tro på det. Med alle de omstruktureringer. Der mangler ro. Det er derfor folk hele tiden flyver på yogaferie. Men yogaferie er ikke den fede form for ro. Så sidder man der på Bali eller, hvor fuck man nu er, sammen med alle mulige andre rige mennesker, formentlig primært folk fra Californien og Europa, og så er man helt stille inde i sit eget sind i en uge, eller hvor lang tid det varer. Og man er helt afslappet og lige præcis lige så ensom, som man var, da man ankom. Yoga er noget pis. Det er okay, hvis man ikke kan finde på noget andet, men lige så snart, man har en bedre idé, så er det med at komme videre. Nej, det er ikke den form for ro, der er brug for. Der er brug for arbejdsro. Helt enkelt. Respekt for, at nogle mennesker rent faktisk forsøger at lave deres lektier og rent faktisk gerne vil gøre arbejdet godt, fordi det er godt at gøre arbejdet godt, og fordi alting bliver bedre på den måde og kun på den måde. Derfor. De bedste chefer i dagens Danmark er formentlig de mindst dynamiske. De stille chefer, som bare sørger for at holde en høj standard. Lige så snart, man går i gang med alt det yoga og alle de omstruktureringer, så bliver man bidt af det og afhængig af det, og så er der bare ikke arbejdsro længere, og standarden bliver ad helvede til og folk får ros for at lave noget, der i virkeligheden er håbløst lort, og Donald Trump kan ikke tale i sætninger med mere end fem ord, som alle indeholder ordene “proud” og “very, very rich”. Men jeg er jo ikke selv for god. Jeg sagde jo bare mit gode job op og skred til Californien på yogaferie, og det eneste jeg havde var en eller anden tåget idé om at skrive nogle lange historier og noget med, at der burde være mere fortællende journalistik i danske medier, og noget med, at det kunne jeg på en eller anden måde lave ved at være i det kollektiv, hvor jeg havde boet nogle år før, da jeg studerede, og det hele bimlede og bamlede. Det kunne jeg så ikke. Eller jo, en lille smule, men ikke rigtigt. Så lærte man det. Og imens fortsætter omstruktureringerne, og folk bliver ved at overleve, og de bliver ved med at slå op i ordbøger for at lave korrekte sætninger, og de bliver ved med at snakke med andre folk for at finde ud af, hvad der sker. Jeg synes, det er imponerende. Der er brug for arbejdsro til at gøre noget godt sammen. Det er naturligvis meget naivt at sige, men det er også rigtigt, tror jeg. Man kan selvfølgelig altid sige, at ensomme tosser altid gerne vil have, at der er mere fællesskab, sådan så de har nogen, der gider at lytte til dem. Men er det rigtigt? Er det kun derfor, folk længes efter fællesskaber? Er det ikke i bund og grund nødvendigt at have fællesskaber, hvis noget overhovedet skal give rigtig mening? Man kan selvfølgelig altid glæde sig over, at man overlevede, og at man muligvis har fundet en anden person at elske. Det er sådan cirka de to succeskriterier i det nuværende samfund, hvilket fuldstændig overser alle de mennesker, som har gjort, at du fik en uddannelse, der gør, at du har overlevet, og hvor du endda muligvis fandt din kæreste. Jeg klarer mig selv! Nej, du gør ej. Jeg er selv en yogaturist, der gerne vil klare mig selv, men jeg er også en skabskollektivist. Jeg har boet i adskillige kollektiver, og jeg vil gerne have, at kollektivet skal fungere. Jeg mener, det er indlysende, at fællesskaber kun fungerer, hvis man har nogle gode værdier, som alle arbejder for. I San Francisco boede jeg i et kollektiv, hvor værdierne var, at man gjorde sit allerbedste for at udvikle sig kreativt og i øvrigt behandlede hinanden godt. Var oprigtigt flink. Det var fedt, det virkede. Indtil det ikke længere gjorde. Men det virkede i mange, mange år. Man kan selvfølgelig sagtens være en idiot og sige, at det kun virkede, fordi Charles havde tjent gode penge på ejendomshandler og valgte at investere dem i, at kunstnere kunne få et sted at bo. Det var lige præcis det argument, arvingerne til huset brugte, da de kom og for at hente alle billederne. Det var to brødre. Den ene var brutal, den anden var fesen. Jeg er sikker på, de begge stemmer på Trump. Den brutale vadede gennem stuen og sagde et eller andet brutalt, som jeg følte, jeg var nødt til at spørge, hvorfor han sagde. “Fordi i er kakkerlakker,” sagde han. “Hvorfor siger du det,” spurgte jeg. “Fordi i bor her til langt under markedsprisen uden at lave noget,” sagde han. Hmm. For mit vedkommende var det sådan set rigtigt nok. Men Jordan lavede noget og tjente en masse penge, og det samme gjorde Tom, og der var altså blevet skabt en hel masse kunst i huset i løbet af årene, plus at huset var et hjem for rigtig mange mennesker og fungerede som en stor familie, hvor der var plads til alle. Havde det slet ingen værdi? Det havde det jo selvfølgelig. Den brutale bror sagde, at vi ikke havde nogen ret til at bo i huset, at det var familiens ret. Jeg spurgte den brutale bror, hvornår han sidst havde besøgt sin onkel, Richard, som var vores udlejer, og som var død. Jeg vidste, at han ikke havde besøgt ham i over 14 år, og jeg spurgte ham, hvorfor. Det kunne den brutale bror ikke svare på. En skat på tre millioner dollars var landet midt i en familie, der aldrig havde foretaget sig andet end at såre hinanden. Richard havde for længst meldt sig ud. Måske havde familien meldt ham ud. I hvert fald levede han bare med sin kop kaffe og sine cigaretter og sin gamle læderjakke de sidste mange år. Men han var en del af et fællesskab, og han gjorde noget godt for det fællesskab. Det er mere, end hvad man kan sige om den brutale nevø. Den fesne nevø sagde selvfølgelig ikke noget. Måske forstod han vanviddet, men havde givet op og ville nu bare gerne indkassere sin del af kagen og i øvrigt undgå at blive såret alt for meget af sin dårlige familie. Der var rigtig meget på spil, og vi tabte. Ikke at jeg nogensinde havde troet på, at vi kunne vinde. Det var mere bare en udvikling. Jeg var alligevel en meget lille brik i husets historie, men derfor betød det en hel masse for mig alligevel, og jeg havde i løbet af kort tid oplevet enormt meget, mødt mange mennesker og haft nogle af de bedste oplevelser i mit liv der. Så der var meget at miste, og det gjorde vi. De andre mistede mere end mig. De mistede halvdelen af deres liv. Men det er svært sådan at gøre op, hvem der mister mest. Vi mistede allesammen, og det var stort, det vi mistede. Vi mistede jo Richard, som bandt fællesskabet sammen. Det vi mistede var fællesskabet, og vi var overladt til at gå videre i nye retninger og håbe på, at værdierne kunne leve videre et andet sted eller komme til udtryk på en ny måde. Jordan flyttede ind i en lejlighed i Los Angeles med flygelet. Tatiana flyttede til Santa Rosa med katten Lars. Lola flyttede hjem til Frankrig, hvor hun boede ved sin mor. Så rejste hun til Sydamerika og arbejdede som lærer, inden hun igen rejste hjem til sin mor. Hun begyndte også at løbetræne. Peter boede ved Jordan en overgang i Los Angeles, inden han fandt sit eget sted at bo. De kom godt ud af det med hinanden. Jeg flyttede til Sacramento, hvor jeg boede ved en gammel skolelærer, som også var skabshippie og kollektivist og kaldte sit hus for en skandinavisk folkehøjskole, og det var det helt rigtige sted at være for en tid. Der var ro og en mahogniskænk med klapbord, hvor jeg kunne sidde og skrive. Jeg gad ikke løbe mere. Jeg havde løbet så meget, og i øvrigt var der ikke andre mennesker, og så havde jeg generelt bare ikke den samme energi. Jeg var nødt til at passe godt på den smule energi, der var, og så var der bare ikke plads til tempoture. Jeg gik simpelthen i stå efter et par mil. Der var arbejdsro, men selvom det var en folkehøjskole, så var der ikke rigtig andre end Eric og mig for det meste. Men jeg ville så gerne klare mig selv ude i den store verden, så jeg blev der og forsøgte at udtænke alle mulige veje ud af en håbløs situation. Først da jeg havde overtalt en meget sød, fynsk bankkvinde på min egen alder til at forhøje min kassekredit og havde trukket den i bund, fløj jeg hjem. Hvorhen? I don’t have a fucking clue.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s