Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Hvor Will styrer Starbucks

Will og jeg spiste sushi klokken halv ti. Hans kæreste havde slået op, og han var helt nede. Han forstod det ikke. Kærlighed krævede, at begge arbejdede for sagen. Men nogle folk var bare ikke villige til at gøre arbejdet. Er det ikke sådan, det er? Hvad mere er der? Jo, måske var det bare sådan, sagde jeg. Det var nok ikke bare sådan. Men ingen af os kunne finde ud af, hvordan det så var. Will havde opgivet mange drømme allerede. Han ville være rockmusiker, men det var bare en drøm. Han ville være journalist, men det gik ikke. Nu arbejdede han i Starbucks. Will var den flinkeste fyr, jeg kendte i San Francisco. Will printede sin opgave ud i sidste øjeblik på printeren bagerst i lokalet, når vi havde fortællende journalistik med Yvonne. Hun kunne godt lide ham. Men han var fra en anden verden. Han var fra Kina. Der var han vokset op med sine bedsteforældre, imens hans forældre forsøgte at etablere sig i Los Angeles, og først da han var 10 år eller sådan noget, flyttede han hen til sine forældre i en forstad til Los Angeles. Han fik gode venner. Men alt blev forsinket, fordi han skulle lære sproget og kulturen. Han blev færdig med universitetet, da han var 30. Han købte en blå cykel og begyndte at træne. Han var ikke så høj, så han ville til gengæld gerne være stærk. Han blev forelsket i en svensker. Han blev kæreste med en kineser. Det var hende, der slog op, og det var det, vi snakkede om, da vi spiste sushi klokken halv ti. Han havde boet i Sunset, da vi studerede. Nu boede han i Richmond. Han kendte alle. Af en eller anden grund, så kendte han alle. Han snakkede med alle. Det var et særligt talent. Det var fordi han var i stand til at se forbi alle drømmene og ind i virkeligheden, som er hård, men ægte. Det betød ikke, at han havde forstået det hele. Men han havde forstået meget. Will var i stand til at arbejde hele dagen i Starbucks, være høflig og flink ved alle kunderne og ved sine medarbejdere. Bestemt, når det krævedes, men altid fair. Han var i stand til at gå hjem og tage et hurtigt bad og veksle nogle hurtige ord med sin ven Justin eller med mig og træffe en hurtig beslutning og tage en taxa et sted hen og drikke en øl med en veninde eller en ven, og alt sammen foregik uden det mindste bullshit, og så tage hjem igen og sove, og så stå op klokken fem og tage på arbejde i Starbucks igen, og selvfølgelig var han træt, og selvfølgelig var han usikker, og ja, han brugte virkelig lang tid på at udvælge billedet til sin Linkedin-profil. Men han blev ved, og han blev ikke er røvhul. Da jeg ikke havde noget sted at sove, så sov jeg på Wills yoga-måtte. No problem, sagde han klokken 11 om aftenen. Det var lidt af en lettelse. Jeg ved, han vil sige det samme næste gang. Han snakker altid om at komme til Europa. Jeg ved ikke, om han gør det. Men så må jeg jo besøge ham, hvor tågen ruller ind mellem Eucalyptustræerne i Presidio og rosenhaven i Golden Gate Park. Hvor Will styrer Starbucks.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s