Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Håb, død og genopbygning i Amerika

Jeg har skrevet en masse noter til den her artikel. Fordi, jeg vil gerne skrive en artikel og ikke bare et blogindlæg. Jeg vil gerne forsøge at argumentere og redegøre og skabe mening. Det her valg i USA har ramt hårdt. Der findes mening, og der findes håb. For to uger siden hang alting sammen, fordi jeg havde spændende arbejde og besøg af en kvinde fra Paris. Fordi vi sad på Christiania og spiste chokoladekage. Fordi, vi snakkede om stilheden og om alt det, der findes i den stilhed, som kan opstå mellem to personer, når de er bange for at tale om deres følelser. Vi brød igennem den stilhed og ind til noget, der ikke var svært og ikke var hårdt og ikke gjorde ondt, men kun var godt. Nu er hun i Paris, og jeg famler for at finde arbejdsopgaver. Egentlig ville jeg ikke skrive noget, der er så privat, men det er bare for at sige, at verden kan hænge sammen, men at det er svært at få den til at gøre det. Man skal hele tiden arbejde for, at den hænger sammen, og man er nødt til hele tiden at være i bevægelse og hele tiden angribe den stilhed, som kan opstå mellem to mennesker, der er bange for at tale om deres følelser. Vi er nødt til hele tiden at være større end os selv, hele tiden række ud over det, vi troede, vi kunne. Hele tiden arbejde så meget vi kan og så godt vi kan, og når vi er helt udmattede alligevel lukke tomrummet, så det ikke vokser og bliver til en mur, vi ikke længere kan bryde igennem. Og vi er afhængige af, at andre lukker tomrummet omkring os, når vi ikke selv kan.

Verden hænger sammen, og verden falder fra hinanden. På det personlige plan er det måske nok, at nogle enkelte forhold til andre mennesker hænger sammen, men man slipper ikke for at forholde sig til resten af samfundet, fordi man er også nødt til at udvikle sig individuelt, og det kan man kun, når man får lov, og man får kun lov, hvis samfundet giver lov. Det er nemt at ødelægge et andet menneskes liv. Man kan betale for lidt i løn, så det menneske ikke har nogen muligheder. Man kan begrænse det andet menneskes rettigheder eller arbejdsopgaver. Det er let at ødelægge et andet menneskes liv, men man må ikke gøre det.

Verden hang sammen, og så faldt den fra hinanden. Hvor langt skal man gå tilbage, når man vil forstå noget? Hvordan kan vi forstå den ondskab, som Danmark og andre kolonimagter udførte mod sorte? Som et sug i maven, kan vi forstå den. Som et dybt, dybt sug i maven. Som en sabel, der bryder gennem huden og indvoldene, kan vi forstå den ondskab. Det er til at forstå, at mennesker kastede sten i hovedet på hinanden, hvis de sloges om en jagtmark eller sådan noget, men at sætte andre mennesker på skibe og sejle dem over et hav og sætte dem til at arbejde i plantager og retfærdiggøre det hele med, at de er undermennesker, det er ondt. Det har føltes som et sug i maven. Slaveejeren har ikke haft glæde i sine øjne, for han var ond. Slaveejeren har været ulykkelig, for han har ikke vidst, hvordan man udfylder den stilhed, som opstår mellem to mennesker, der ikke tør at tale ærligt om deres følelser med hinanden.

Mennesker blev opdelt i kategorier og racer af den vestlige videnskab i 1800-tallet. De samlede kranier fra indianere, de havde myrdet. De studerede dem og konkluderede, at hvide var overlegne. Sandheden er, at der ikke findes racer. Det kan lyde underligt, men det er rigtigt. Lyt til Ta-Nehisi Coates og bliv klogere (engelsk og halvdårlig kvalitet, men meget aktuelt). Mennesker troede på forskelle. Der var verdenskrige. Men så begyndte verden at hænge sammen. Jack Kerouac rejste på en togvogn tværs over USA. Det var den slags bevægelser, fysiske, i ord, i musik, det var den slags bevægelser, den slags kompromisløse bevægelser, hvor alt havde værdi, hvor intet var finere end andet, det var de bevægelser, der begyndte at få verden til at hænge sammen. Der var skæve toner. Der var jazz. Der var grimme ord og grimme mennesker, og der var kønne ord og kønne mennesker. Richard rejste tværs over USA og vendte aldrig hjem igen. Han flyttede ind med sin kæreste Charles i et hus i Pacific Heights i San Francisco. De lejede værelser ud til homoseksuelle musikere. Det var dengang homoseksuelle blev arresteret på Polk Street. Charles var foran, han var progressiv. Han fik tingene til at hænge sammen. De hang mere og mere sammen. De hang så meget sammen, at der på et tilfældigt sort-hvid-billede fra engang, jeg tror det var i ’60’erne, sidder en ung kvinde med bare bryster ved siden af en sort mand i næsten ikke noget tøj inde i stuen. Og det var bare en almindelig fest. Richard havde oplevet så meget, da jeg mødte ham, at han ikke længere blev chokeret over noget. Han havde prøvet det hele. Han havde set det hele. Han fordømte ingen. Kun dem, der ødelagde ting. Dem, der rev ting fra hinanden. Han var ved at blive gammel. Jeg så det, fordi han var krumrygget og gråhåret. Men livet var stadig i ham, da jeg mødte ham første gang. Forfaldet var jævnt. Det var endnu ikke begyndt at accelerere.

Jeg fangede slipstrømmen. Den absolut sidste slipstrøm efter Jack Kerouac. Jeg havde drømt om San Francisco, siden jeg læste Jack Kerouacs bog. Der er ikke noget originalt i det. Sådan har mange drømt før mig. Måske havde jeg mere brug for den drøm end så mange andre, der har haft den. Måske var det grunden til, at jeg udlevede den, og at jeg fandt den. Alle mine drømme gik i opfyldelse. Det gav mig tårer i øjnene. Jeg bevægede mig hurtigt, men også varsomt, fordi hvordan kunne det hele være sandt? Hvordan kunne jeg gå ned ad trappen, hvor lyset skinnede fra glasmosaikker i loftet og ud gennem en hvid dør i et viktoriansk hus på Broderick Street klokken 11 om formiddagen og mærke solskinnet, tænde en cigaret og gå ned til bussen i en grå læderjakke på vej til undervisning i fortællende journalistik? Hvordan kunne jeg have venner fra hele verden? Hvordan kunne Nora være så fantastisk? Letheden var den samme, som jeg havde følt med mine tætteste venner og veninder på efterskolen og i gymnasiet. Jeg havde følt den i flygtige øjeblikke, i cigaretter på altaner og samtaler ud på natten. I en slåskamp i klipklapper på en nyslået græsplæne. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg vidst, at det var stort. I San Francisco voksede det og fyldte alting. Jeg kom hjem om aftenen, og jeg havde det godt med mig selv, ikke dårligt. Jeg havde lyst til at sidde sammen med de andre i huset og se fjernsyn og spise min mad. Jeg sad der bare sammen med dem. Det var fantastisk. Sådan var det hver aften. Jeg havde aldrig slappet af på den måde før. Hænderne mod gulvtæppet i stuen ved flygelet. Christopher spillede et nummer. Jeg spillede et nummer på guitar, og jeg sang også. Måske var det godt, måske var det okay. En ung kvinde med krøller spillede et nummer. Hun sad i sofaen ved siden af Christian. Jeg husker roen og intimiteten. Vi var vel 15 mennesker. Vi havde alverdens forskellige hudfarver og kom fra forskellige lande og kontinenter. Vi ville bliver journalister og sælgere og musikere og alt muligt andet. Rummet mellem 15 mennesker forsvandt. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der følte, det var en stor aften. Den opstod lige så let som kattens poter, da den gik ind midt mellem alle menneskerne.

Alt det her bare for at sige, at der opstod noget godt. Verden kom til at hænge sammen. For mig kom verden til at hænge sammen. Jeg fik i hvert fald en tro på, at verden kunne hænge sammen, selvom jeg endnu ikke helt vidste, hvordan man fjerner afstanden mellem to mennesker. Jeg vidste ikke, hvad det krævede, når man ikke havde et flygel og en guitar og 14 venner. Men jeg vidste, at vi hjalp hinanden med at prøve at finde ud af de ting, som vi ikke vidste noget om.

Men vi levede i en boble. Vi levede i den sidste slipstrøm efter Jack Kerouac. Uden for vores boble arbejdede verden i helt nye gear. Muren var faldet for længst, kapitalismen havde vundet og var løbet løbsk. Tårnene var styrtet, krigene begyndt, og markedet var kollapset. Nu var nye unge mænd i jakkesæt på Wall Street i gang med at installere fiberkabler, så de kunne handle endnu hurtigere end konkurrenterne og tjene penge på noget, som ikke gavnede nogen som helst. Ingen kunne gennemskue den verden. Det var svært at blive klog på den nye verden. Forretningsmændene på Fyn havde mange af de samme liberale værdier, som jeg havde mødt i San Francisco, og som jeg havde elsket. De brugte den bare i deres forretninger i stedet. Medarbejderne lavede cykelklubber og de fik mere frihed, og en gang imellem blev de endda på arbejdet til langt ud på aftenen og spiste pizza på firmaets regning. Det virkede som en drøm. En Google-drøm, en Facebook-drøm. Smuk kapitalisme. Chefen elsker dig! Chefen cykler med dig! Chefen betaler endda din pizza. Chefen vasker dine underbukser. Alt, du skal, er at arbejde. Den ultimative frihed. Chefen springer i faldskærm med dig! Sikke et sug i maven.

Jeg fik lov at skrive, hvad jeg ville. Efter to år havde jeg ikke mere at skrive.

Det er nu, alting falder fra hinanden. Det er nu, jeg ikke ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Det er nu jeg ikke ved, hvem jeg skal søge råd ved. Det er nu min redaktør, der er et godt menneske, bliver brutalt degraderet. Det er nu, jeg flyver til San Francisco uden en anelse om, hvad jeg vil. Jeg skriver, men mit hoved koger over. Jeg kan ikke. Jeg går. Det er det eneste, jeg kan. Jeg kan gå til alle mulige forskellige dele af byen. Ud, hvor jeg ikke har være før. Der går jeg hen. Jeg finder nye bakketoppe. Jeg finder en smuk café i Menlo Park. Seriøst, det er den hyggeligste café. Der er en bænk udenfor, hvor man kan sidde og drikke kaffe og spise en småkage. Det er nu jeg finder ud af, at Richard ikke har vandet planterne i haven hele vinteren. Det er mærkeligt, for Richard elsker planterne i haven. Hvordan kan han lade dem dø? Det er nu Richard selv dør. Det er nu mormor dør. Det er nu, jeg begynder at løbe. Jeg har ikke løbet sådan siden jeg var 12. Som projektiler i slowmotion rundt på Kezar Stadium med Charles og Ben. Jeg er knogler og kød. Jeg kan presse mig selv til det uendelige. For det gør mindre ondt, når jeg presser mig selv så meget. Jeg ved kun én ting: Det gør mindre ondt, når jeg løber.

Det er nu skolelærerne bliver syge af stress. Det er nu #blacklivesmatter bliver et hashtag. Det er nu de går gennem Oakland og San Francisco. Det er nu de skyder sorte mænd, sådan som de altid har skudt sorte mænd. Det er nu de smider folk på gaden, sådan som de aldrig før har smidt folk på gaden. Det er nu huspriserne stiger drastisk i San Francisco. Det er nu, du får at vide, at du skal hjælpe dig selv. Det er nu, robusthed bliver et modeord. Der er opstået en afstand. De sorte dør i den afstand, lærerne dør i den afstand, kreativiteten dør i den afstand, kærligheden dør i den afstand. Den afstand må ikke være der. Men den er der. Nogle af cheferne og politikerne har opgivet at fjerne afstanden, fordi de tror, den er nødvendig og god. Det er derfor de opfinder et nyt sprog. Ordet “fremadrettet” vinder frem. Der er mere luft rundt om hver enkelt sætning i det nye sprog. Det gælder om at fjerne tvetydigheden.

Jeg er selv i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvordan skal jeg overleve i verden, tænker jeg. Langsomt begynder tingene at hænge bedre og bedre sammen for mig, men det tager over to år, før jeg begynder at tro på, at jeg vil blive okay igen. Og alt er forandret. Mit forhold til andre mennesker er forandret. Alt, hvad jeg gør og ejer, har jeg samlet op fra tomrummet, kigget på det, og besluttet mig for at tage til mig igen. Nogle ting er blevet bedre, men mange ting er blevet dårligere. Nogle ting er måske ødelagt. Andre ting er væk. Jeg bevæger mig. Jeg bevæger mig ganske langsomt. En weekend hænger alting sammen igen. På Amager Fælled hænger tingene nogle gange sammen. Når jeg skriver en artikel igennem for 7. gang, hænger tingene nogle gange sammen. Når jeg taler med min mor, med min far, med min bror, med min ven, så hænger tingene nogle gange sammen.

Og så vælger de Donald Trump til præsident.

Den stilhed, der kan opstå mellem to mennesker, der ikke tør at tale ærligt om deres følelser, var blevet for larmende i USA. Mellemrummet stivnede og blev til en mur. Nu brister det. Tingene falder sammen. Ingen ved, hvad der er rigtigt og forkert. Så de må løbe, for når man løber, er smerten mindre. Og så må de forsøge at finde sammen igen. Ind til noget, der ikke er svært og ikke er hårdt og ikke gør ondt, men kun er godt.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s