Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

New York, New York

Sandheden er, at jeg går på et studie, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg har ingen idé om, hvad det studie skal kunne bidrage med, som jeg har brug for. Jeg går der bare. Måske fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, måske fordi jeg ikke tør at gøre noget andet. Jeg aner det ikke. Jeg løber i en klub, og jeg har en idé om, hvorfor. Men klubben er nok noget andet, end jeg gerne vil have den til at være. Jeg vil have klubben til at være ligesom min klub i San Francisco, og det er den ikke. Klubben er god nok. Men den er nok noget andet, end jeg tror den er, og derfor aner jeg ikke, hvorfor jeg løber i den. Jeg bor i udkanten af København, og jeg aner ikke, hvorfor. Jeg bor her selvfølgelig fordi jeg er flyttet herhen, men jeg flyttede kun herhen, fordi jeg ville væk fra Fyn og Jylland. Jeg elsker ikke Søborg specielt. Men her er natur, jeg kan løbe i, og der er ikke alt for langt til København. Selvom jeg ikke kommer særligt meget i København. Jeg flyttede tilbage til Danmark for snart to år siden. Årene går virkelig hurtigt, og jeg ved ikke, om jeg bruger dem godt nok. Det gør jeg helt sikkert ikke. Jeg skriver simpelthen ikke nok, fordi jeg bliver distraheret, og det er mest af alt mig selv, der distraherer mig, fordi jeg finder på nye idéer, som jeg jagter, i stedet for bare at skrive og skrive og skrive. Jeg har efterhånden skrevet en hel del i mit liv, og jeg er blevet bedre til det. Men der er stadig et godt stykke vej til at blive stabil og blive ved med at spytte gode tekster ud. Der er ikke plads til at sidde og censurere sig selv, hvis man vil skrive noget godt. De fleste medier er dog én stor omgang censur. Teksterne skal være på en bestemt måde, ellers kan de ikke trykkes. Jeg har set det her, der og allevegne i branchen for folk, der skriver. Og altså, det er jo klart nok, indtil man er virkeligt god, så må man skrive det, de andre vil have, og ikke det, man selv synes kunne være sjovt. Men jeg tror bare, jeg er nødt til at bruge mit eget sprog, hvis jeg vil forstå, hvad jeg skriver om. Men nu bliver det kedeligt igen. Jeg startede på studiet, hvor jeg går, fordi jeg droppede en drøm om at rejse til New York. Jeg droppede drømmen om at rejse til New York, fordi det ikke var min drøm længere. Jeg havde haft den drøm engang, men så skete der en masse ting, og jeg havde den ikke længere. Men idéen om den var der stadig. Jeg sad og skrev i Folsom i Californien om sommeren for snart to år siden. Jeg så et Facebook-opslag fra en ung kvinde, som studerede i New York på en skole, som var meget god. Jeg tænkte, at det burde jeg også gøre. Men så tænkte jeg nærmere over det, og jeg kunne ikke komme i tanke om én eneste rationel grund til at gøre det. Jeg sad og skrev, og det jeg skrev var på vej til at blive godt. Hvorfor skulle jeg stresse mig selv helt vildt ved at være i New York? Hvordan ville det påvirke min skrivning? Jeg havde sagt et godt job op og brændt en masse penge af for at få lov til at skrive, og endelig skrev jeg. Hvorfor skulle jeg smide det væk for at jagte en drøm, som ikke længere var en rigtig drøm, men kun en idé om en drøm. Jeg skrev nogle gode ting den sensommer. Noget af det blev til artikler til et magasin for sømænd. Jeg følte, at jeg havde fået en form for gennembrud, fordi jeg lynhurtigt kunne sætte mig ind i sagerne og snakke med kilderne og forstå, hvad de snakkede om og danne mig et overblik over den store sammenhæng og skrive det hele ned på en interessant måde. Jeg gik endda i gang med et personligt projekt, hvor jeg skrev om fluefiskeren Flynt fra El Dorado County. Men så skete der alt muligt. Først og fremmest løb jeg tør for penge og var nødt til at flyve hjem. Det kan virke ret latterligt at løbe tør for penge. Som om man er et lille barn, der slet ikke ved, hvad man har gang i. Og det er måske rigtigt nok. Når man virkelig satser, så skal der ikke ret meget til, før det går galt, og hvis man virkelig vil noget, så skal man virkelig satse. Der er nødt til at være en risiko, og det betyder, at ting rent faktisk ofte går galt. Jeg havde fået øget min kassekredit, og jeg havde lagt et budget. Jeg havde en stram plan for, hvornår jeg skulle lave de forskellige historier, og hvornår jeg skulle have betaling, og så håbede jeg, at nu kunne jeg endelig tjene nok til at klare mig. Men jeg kom bagud med en historie, og så fik jeg besøg og brugte nogle penge på at rejse til San Francisco, og det var selvfølgelig alt sammen åndssvagt, men man har jo også brug for at se andre mennesker for at overleve, og alt i alt må jeg nok bare sige, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg måtte indse, at det jeg havde gang i ikke fungerede. Så jeg rejste hjem og boede i min mors kælder. Jeg flyttede til Søborg efter nogle måneder, fordi jeg gerne ville være tæt på København. Og her er jeg så blevet indtil videre. Imens jeg boede ved min mor, besøgte jeg en ven, der lever af at skrive. Han var på ophold ved en anden ven, som boede ude på en går lidt uden for Langå. Vi svømmede baner i vennens swimmingpool og gik i sauna. Der var to slags saunaer. Vi spiste god mad og drak vin og drinks. På toppen af Væthvej ved Langå. Vi snakkede om vores drømme, og jeg snakkede om New York. Min ven mente, jeg skulle afsted. Måske havde han ret, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke helt mærke det. Jeg tænkte på slutningen af juni og begyndelsen af august, hvor jeg havde siddet og skrevet dagen lang i Folsom. Da havde jeg jo mærket efter, og jeg havde ikke mærket nogen specielt stor trang til at tage til New York. Eller rettere sagt, det havde været en spændende idé, men jeg havde ikke mærket nogen nødvendighed i forhold til det, jeg gerne ville med mit liv, og som var det allervigtigste at fokusere på. Nemlig at skrive. Jeg skrev jo. Så hvorfor skulle jeg til New York. Jeg overvejede sagen. Min ven søgte ind. Så søgte jeg også ind. Det viste sig, at min ven droppede at søge ind igen. Jeg søgte ind i sidste øjeblik. Belemrede tidligere chefer og professorer for at få udtalelser. Belemrede en komité i New York med at læse min ansøgning og tage stilling til, om jeg måtte gå på deres skole. De ringede til mig og sagde, at de meget gerne ville have mig på deres skole. Jeg spurgte ind til økonomien. Jeg havde ikke råd. Jeg kunne ikke. Jeg stod og overvejede, om jeg ville tage chancen, for selvfølgelig kunne jeg. Men var det dét værd? Jeg ville være forgældet indtil jeg var 40. Egentlig ville jeg jo bare gerne sidde her og skrive. Og så ville jeg selvfølgelig gerne have, at mennesker i Danmark var lidt sødere over for hinanden og ikke var så skide tillukkede, så jeg også selv blev så skide tillukket til sidst, når jeg var i det her land. Det er forkert at sige. Det jeg mener er, at danskere har meget svært ved at forstå, når andre ikke passer ind i normerne. Og det er selvfølgelig også en urimelig generalisering.

Jeg tænkte meget over det, og jeg forsøgte at være rationel og belyse omstændighederne ved at tale med studerende fra skolen i New York og ved at undersøge legater og lave budgetter. Det så ikke godt ud. Men så igen. Hvis jeg ville, så kunne jeg gøre det. Det var bare et spørgsmål om, hvor stor en pris jeg ville betale. Jeg skrev til en tidligere redaktør. Han svarede: ”Pas på dig selv.” Jeg var godt klar over det. Måske var det årsagen til, at jeg havde skrevet til ham. For at provokere en reaktion ud af ham. Fordi jeg troede på, at han havde en god dømmekraft, fordi jeg vidste, han havde en god dømmekraft. Jeg var godt klar over det. Hvad ville jeg der i New York. De fleste syntes jo bare, det var spændende, og derfor snakkede jeg ikke med særligt mange om det. For jeg havde en fornemmelse af, at jeg levede deres drøm. De syntes, New York var spændende, så derfor skulle jeg da bare tage af sted. Det er et dårligt råd. Det er sådan et råd man giver, når man ikke gider at gøre sig den umage at stille et kritisk spørgsmål eller to. Jeg tænkte endnu hårdere over det og kom frem til et enkelt spørgsmål: Har jeg lyst til at tage til New York? Mere var der ikke i det. Og det havde jeg ikke. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være helt alene i New York. Jeg havde ikke lyst til at betale 6000 kroner for et værelse. Jeg havde ikke lyst til at låne penge af min mor. Jeg havde ikke lyst til at gå ned i banken og bede om 200.000 kroner. Jeg havde ikke lyst til ikke at kende nogen og skulle starte forfra med alt. Jeg havde ikke lyst til at gå i skole med 22-årige richkids. Jeg havde ikke lyst til at være i New York. Jeg fik helt ond i maven over, at jeg næsten var taget afsted. For fucks sake, jeg havde en flybillet! Efter beslutningen var der ingenting. Jo, der var et par opgaver, som jeg skrev for et magasin. Dem arbejdede jeg på. Det gik middelmådigt. Jeg arbejdede en hel nat, til jeg næsten ikke kunne kende mig selv. Jeg gik i sauna for at slappe af. Der var ikke noget mere spændende end New York. Der var ikke andet end bare arbejde og et forsøg på at overleve og et forsøg på at blive ved med at løbe i en løbeklub, hvor jeg var begyndt. Jeg fik arbejde for et produktionsselskab, som betaler elendigt. Jeg accepterede arbejdet vel vidende, at jeg var nødt til at droppe det igen, fordi der var så få penge i det. Jeg følte jeg var fejedreng hos en brugtvognsforhandler. Jeg sagde fra sidst på efteråret, fordi grænsen var nået, og jeg gider ikke at gå over grænsen længere, for der er ikke noget godt på den anden side. Folk reagerer specielt, når man siger fra over for dem. En hård banan bliver pludselig ualmindeligt undskyldende. Men sådan er det bare. Man er nødt til at stå fast på nogle ganske få ting en gang imellem. Og så var det, at jeg tænkte, hvorfor ikke læse på universitetet her i Danmark? Jeg havde overvejet tanken de to foregående år også. Ansøgningsfristen er nemlig i slutningen af efteråret. Den var faktisk overskredet, men der var så få ansøgere, at jeg kom med i anden ansøgningsrunde. Jeg ringede til et nummer på SDU. En kvinde tog telefonen og forklarede mig, hvordan jeg søgte. Hun sagde, at hvis jeg søgte, så kom jeg ind. Så nemt var det. Jeg kom ind. Jeg fik SU. Jeg fik undervisning gratis i en lille gruppe af nogle dygtige professorer på en mark uden for Odense. Jeg fik endda rabat på et togkort fra København. Der kørte vi over en enorm bro, som blev bygget i 1990’erne. Der er også en tunnel, som toget kører igennem noget af vejen. Der er udsigt over havet. Helt vildt. Odense føles som en forstad til København, når man gør på den måde. Busserne er timet, så man går ud af toget og direkte ned til bussen, som kører direkte ud på Universitetet. En bygning derude hedder Cortex Park. Den minder om Googles hovedkontor eller noget i den stil. Der er smarte møbler overalt og en gymnastiksal på toppen. En trappe, der ligner verdens største musetrappe, hænger frit i luften. Hvis man vil, kan man få adgang til et rum med 3D-printere. Kantinen har billig og god mad. Vi blev undervist helt gratis i Cortex Park. Alt for vildt. Det var alt for vildt. Der var endda andre studerende at tale med. Det er klart, vi studerede ikke amerikansk fortællende journalistik. Men så er der jo valgfag, you know? Det bedste ved den beslutning var nok, at jeg ikke spændte ben for mig selv. Det er sværere, end man skulle tro. Jeg føler allerede, jeg ved lidt mere om, hvorfor jeg går på det studie.

Reklamer

Kategorier:USA

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s