Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Endnu en historie om at løbe

Jeg løb 32 kilometer mandag. Lige pludselig vidste jeg, at jeg skulle løbe, og så gjorde jeg det. Jeg løb først 16 kilometer, som er en rute, jeg kender godt. Den går til Tuborg havn, hvor jeg kigger ud over Øresund, inden jeg løber hjem igen forbi Hellerup Station. Da jeg var næsten hjemme vidste jeg, at jeg kunne løbe en tur mere, og jeg begyndte at lege med tanken, og pludselig var det klart, at det var jeg nødt til at gøre. Nu var det ikke behageligt længere. Jeg satte mig i min stol, da jeg kom hjem og tog løbeskoene af. Jeg spiste den anden halvdel af en omelet, jeg tidligere på aftenen havde lavet. Jeg drak en del vand. Jeg skiftede min løbe-t-shirt til en langærmet skiundertrøje. Jeg skiftede den grå kasket til en orange, og fandt min pandelampe frem fra skabet. Klokken var over 11 om aftenen. Jeg spiste færdigt, drak vand, tog løbesko på igen, skød ud af døren. Jeg løb langsomt. Det var ekstremt at komme i gang igen, men jeg havde glædet mig til at løbe videre. Jeg tænkte på en gang, jeg løb et stafetløb med 11 andre i Californien, og jeg løb langs en vejstribe nord for San Francisco i mange mil. Jeg fandt mig til rette i ubehaget. Man er helt rolig, når man løber sådan, og det giver plads til at tænke over ting og mennesker, som man normalt ikke tænker så meget over. Sådan er det i hvert fald for mig. Mennesker dukker op. Først er de utydelige, som en svag følelse, og hvis man koncentrerer sig, så træder de frem, og hvis man mærker efter, så kan man prøve at forstå, hvorfor de træder frem, og hvad de vil. Sådan kan jeg for eksempel blive mindet om, at det er for længe siden, jeg har snakket med familiemedlemmer eller med gamle venner, og jeg kan forstå, hvad de har betydet. Nogle gange er der ingen konklusion, og så må man leve med det og forsøge at løbe videre alligevel. I andre perioder af løbet er der helt stille, og jeg bliver opmærksom på pandelampen. Jeg er i en ekstremt lille verden, hvor jeg kun kan se et par kvadratmeter af grusstien, der er oplyst af pandelampen. Jeg koncentrerede mig om ikke at blive bange og ikke at tænke over, at det var en dum idé at løbe så meget. Jeg vidste, at jeg kunne gøre det. Men jeg vidste også, at det ville kræve alt mit mod. Det er mærkeligt, at det kræver mod at løbe, for det burde være det mest simple i verden. Men prøv lige at tænk over det. Du tømmer kroppen for al energi. Det er potentielt set risikabelt, fordi hvordan skal man så overleve, hvis der sker noget uforudset? Min erfaring er, at det kræver, at man generelt set har en masse tro og håb for fremtiden og grundlæggende har det godt og ikke er midt i kæmpestore konflikter, hvis man skal have en chance for at udfordre sig selv fysisk og for alvor rykke ind i nyt territorium. Det handlede om at tage det stille og roligt, og stille og roligt nærmede jeg mig igen havet. Mod Tuborg Havn gik det ned ad bakke. Jeg nåede ud til havet igen. De mærkeligste tidspunkter var når jeg ventede ved lyskryds, fordi min krop var i bevægelse og bare havde lyst til at blive ved at bevæge sig. Jeg følte mig mærkelig i kroppen og hovedet, når jeg stod stille, men når jeg bevægede mig, gik det fint. Jeg havde set en masse youtube-videoer af ultraløbere dagene forinden, og det havde helt sikkert inspireret mig. En kvinde fra min tidligere klub i USA var i gang med et 500 km-løb, og jeg kunne dårligt forestille mig, hvordan det måtte være. Nok egentlig bare det samme, som jeg havde gang i. Bare i en hel uge og ikke kun en enkelt aften. Jeg havde tid den aften, og derfor løb jeg. Jeg havde ingen umiddelbare problemer hængende over hovedet, hvad jeg var klar over i hvert fald. Der var plads til at skubbe til en grænse. Så var det bare, om jeg turde gøre det. Jeg løb tilbage mod Hellerup Station. Det begyndte at blive udfordrende at holde koncentrationen. Det gik op for mig, at grunden til, man løber længe, er den lettere usympatiske luksus at få lov at svælge i sig selv i virkeligt lang tid. En del af det, man kæmper med, når man løber langt, er den lille nisse, der sidder på skulderen og siger, at man er en idiot at løbe så langt og længe og hurtigt, og at man er ved at slå sig selv ihjel. Den metafor har jeg lånt fra Allan Zachariasen. Han kunne løbe hurtigt. I dag går han mere op i fluefiskeri. Jeg tænkte lidt mere over det, imens jeg løb, og så gik det op for mig, at det var entydigt godt at løbe længe, hvis man virkelig koncentrerede sig om at gøre det så godt som muligt, og det indebar, at man svælgede fuldstændig i sig selv og mærkede alle følelser, der kom, og lod dem være, så længe de var der, og ganske enkelt løb med følelsen, stille og roligt, indtil den fortonede sig, og noget andet trådte frem. Sådan kan man bløde noget, der er hårdt, og som man normalt ikke giver plads til at mærke, op. Og i sidste ende har man en chance for at nå frem til nogle erkendelser om ting, man skal gøre eller ikke skal gøre, når på et tidspunkt, man er færdig med at løbe, og en anden virkelighed venter. En dag kan det være, man ikke har brug for at løbe længere, og så stopper man vel bare. Men hvis man har brug for at løbe, så er det bedre at være ærlig omkring det, synes jeg. Jeg synes også, det er at respektere andre, at deale med sine egne issues. Løbende. Nå, men jeg nærmede mig tankstationen ved Emdrup sø, hvor jeg havde lovet mig selv en cola. Jeg købte en helt klassisk Coca Cola. Reklamen har for længst smadret mig, så jeg bare køber sådan en cola, uden overhovedet at være skeptisk over for, hvad jeg gør. Jeg tænkte, sådan svagt, på Peter Z, der var idrætslærer på min friskole og klatrede på siloer med os og tog et halvt år til Thailand, hvor han slog Coca Cola-flasker mod sine skinneben hver aften for at hærde dem, inden han skulle bokse mod en lokal. Han var nok lidt ældre end mig, da han gjorde de ting. Han lærte også at spille bas. Jeg tænkte lidt over, hvorfor han gjorde de ting, men det kan jeg jo kun finde ud af, hvis jeg spørger ham en dag. Han er vidst blevet læge. Den unge kvinde på tankstationen gav mig en tør muffin med gratis, og jeg drak cola og spiste muffin op ad en gummistolpe ved et område ved siden af tankstationen, hvor man kan pleje sin cykel. Så løb jeg hjem, drak noget vand, spiste vist lidt, tog et bad og gik i seng. Klokken var to om natten.

Reklamer

Kategorier:Danmark, Løb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s