Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Drive

Jeg har ikke noget drive. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke lige har noget drive for tiden. Jeg har generelt ikke noget drive. Det er ikke sådan, at jeg tænker, jeg skal forandre eller forbedre noget. Ikke i udgangspunktet. Den slags idéer kommer først, når jeg opdager, at der er noget galt et eller andet sted. Min største ambition er bare at få lov at eksistere stille og roligt. Men den slags kræver enormt meget arbejde, har det vist sig. Nogle gange. Andre gange kræver det ingenting. Jeg ender for det meste med at være tilfreds. Bortset lige fra, at jeg gerne ville være noget mere social. Ingenting driver mig for alvor. Men jeg bliver alligevel nødt til at sætte mål for mig selv, for at virkeligheden ikke skal mase mig. For tiden er mine mål, at jeg vil løbe med min løbegruppe onsdag og lørdag, og jeg vil være ovenpå i forhold til mit studie. Det betyder, at jeg skal arbejde cirka tre gange så meget med mit studie, som mit instinkt fortæller mig, at jeg skal gøre. Så der er en del overvindelse og tænkearbejde i det. Jeg har fundet ud af, at når jeg tror, jeg ved noget, så har jeg i virkeligheden kun kradset i overfladen. Jeg har simpelthen ikke forstået tingene så dybt, og jeg forstår stadig ikke tingene så dybt. Jeg tænker, at jeg kan læse et kapitel til studiet hurtigt og så associere til alle mulige ting, jeg har oplevet for at skabe mening ud af det, og så tror jeg, at jeg forstår kapitlet. Og det gør jeg måske også. Men det jeg har gjort er, at jeg har taget noget og fået det passet ind i min forudbestemte kasse i stedet for at se på en tekst og selv bevæge mig ind i den og se, hvad jeg kan lære af den – ikke hvordan den kan komme til at passe med det, jeg i forvejen tror. Det kræver, at jeg tager noter. At jeg læser langsomt. At jeg koncentrerer mig i virkeligt lang tig. At jeg tænker konkret og praktisk. At jeg reflekterer over det, jeg har læst. At jeg skriver om det, jeg har læst. At jeg printer mine noter ud og kigger på dem igen. At jeg taler med medstuderende og undervisere om det, jeg har læst. Jeg har altid været dårlig til at udtrykke mig ved at tale, og det er nok grunden til, jeg er begyndt at skrive. På universitetet har jeg fundet ud af, at jeg har en mulighed for at øve mig i at sige noget. Rammen er så klart defineret, at alle har en mulighed. Det er sådan her: Du har en tekst, du skal læse, eller flere tekster; underviseren hjælper dig med at forstå teksten; du har mulighed for at bidrage til diskussionen om teksten; ved at bidraget til diskussionen om teksten bidrager du til undervisningen og til den fælles forståelse af stoffet på holdet; sådan lærer du at samarbejde. Jeg har altid troet, at jeg var skide god til at samarbejde, selvom jeg i virkeligheden var elendig til det. Jeg ville altid bare lave min egen idé og havde svært ved at se det interessante i andres idéer. De var mine hjælpere. Jeg var simpelthen bange for at smide tøjlerne og indgå i et reelt samarbejde. Jeg havde måske svært ved at stole på, at det ville blive en succes. Jeg ville selv have kontrollen hele vejen. Jeg tror, jeg dækkede over, at jeg ikke havde noget at byde ind med, og som kompensation konstruerede jeg noget helt nyt. Og slap afsted med det. Utroligt nok. Men jeg var altid bange for, at den her gang ville den ikke gå længere. I virkeligheden er det jeg prøver at sige nok bare, at jeg er lidt kreativ, men ikke helt nok til at være 100 procent kreativ, og at på universitetet lærer jeg så lidt om de ting, som man skal have styr på, hvis man vil arbejde sammen med andre, og hvis man vil nå i mål med et projekt. Det er ikke nok at have idéen. Der skal også arbejdes, og der skal samarbejdes. That’s all. Og for mit vedkommende har det så betydet, at jeg skal være cirka tre gange så fokuseret på at forstå stoffet, som jeg troede, at jeg skulle. Og at jeg skal koncentrere mig for at tale om stoffet og ikke i stedet ende med at fortælle om en eller anden personlig oplevelse, som er mere eller mindre relevant for emnet, og som ikke bidrager synderligt til den fælles forståelse, som vi forsøger at nå frem til i gruppen.

Og så var der det med drivet. Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg kom væk fra det i teksten her. Ehm… men det, der er med det, er, at jeg for det meste går helt i stå. Stort set hver dag. Og så skal jeg skubbe mig selv i gang. Og så længe, jeg er i gang, og det kører stille og roligt, så kører det. Og så går jeg i stå igen, og så skal jeg skubbe mig selv i gang igen. Og sådan er det hele tiden. Og dermed er det, der afgør, om det går godt eller skidt for mig, i høj grad, hvor god jeg er til at skubbe mig selv i gang med noget fornuftigt.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s