Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

La Vida Loca her nord for København

Jeg har taget den grå skjorte ud af skabet, fordi jeg skal til middag på Søllerød Kro. Udenfor er der et eller andet, som suser. Det er iskoldt. Jeg kommer ikke så meget på Søllerød Kro til hverdag, men i dag skal jeg til min onkels fødselsdag. Han har været i vildrede og overvejet at aflyse den, fordi hans mor og min farmor døde i onsdags, og han har haft dårlig samvittighed over at holde fest. Men alle hans søskende har sagt, at det skal han da gøre. Jeg er ikke dybt inde i planlægningen, men jeg tror kun han har inviteret de mennesker, som bor i Københavns-området, og dermed er jeg vidst den eneste fra min familie, som skal med. Det er et helt særligt land der nord for Lyngby. Når man når nord for DTU bliver boligområderne mere rolige på den velhavende måde. Der holder en gammel Porche, eller var det en anden bil, i hvert fald dyr. Der er en kælkebakke. Helt normal, børnene her føler sig sikkert helt normale, og det er de jo også. Når man kommer derop, så er der medicinalvirksomheder gemt nede ad industrivejene, og i skovbrynet gemmer Haldor Topsøe sig, hvor Kenneth arbejder med oliefiltre. Eller det gjorde han i hvert fald for en del år siden, da jeg sidst snakkede med ham. Han har altid været ret teknisk anlagt. Grunden til jeg kender en detalje eller to er, at jeg for det første har studeret på DTU i et år engang i det første årti af dette årtusinde, og at jeg cyklede en tur til Nivå for nylig i frostvejr for at fiske ulovligt på mit personlige sted i et tilløb til Nivå, hvor jeg engang fangede en 15 centimeter ørred, som jeg selvfølgelig satte ud igen. Det er min største og eneste fangst i 20 år som fluefisker. Nogle ville nok mene, man burde finde en anden hobby, og jeg har da også en ting eller to andre at give mig til. Men turen derop var spændende, og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det mest turen i sig selv, jeg var ude efter der for et par uger siden. Jeg vil nok kunne skrive 8-10 sider om de ting jeg oplevede, så det lader jeg være med. Men jeg så altså blandt andet Haldor Topsøe dernede i skovbrynet lidt nord for DTU. Og så var jeg i omegnen af Søllerød Kro. Jeg kørte måske forbi den. Jeg tør ikke sige det, for jeg kom meget på afveje på et tidspunkt og helt ud i nærheden af Frilandsmuseet, hvorefter jeg måtte op ad Geels-bakken, hvor min farbror presser sig selv på sine løbeture, som han også gjorde for snart et par år siden, da han var studerende på DTU. Måske har han, uden at jeg helt er klar over det, større indflydelse på, at jeg valgte at læse på DTU, end jeg lige går og er bevidst om i min hverdag. Men nu tænker jeg i det hele taget ikke så meget over studietiden på DTU i min hverdag, men lige nu gør jeg altså. Mest af alt husker jeg det som kedeligt, så det var fint jeg droppede det. Men jeg nåede altså ud i omegnen af Søllerød Kro. Jeg kender også området fra en reportagetur. Jeg skulle skrive en artikel om en have med mange forskellige rum og hyggelige hjørner til Jyllands-Posten. Det er sandt nok. Så gik jeg rundt i en have med udsigt over Søllerød Sø og interviewede en virkeligt sød dame om hendes have, imens hendes mand kom med indspark, ind imellem han foretog sig ting, som ikke var strengt nødvendige. Han var pensioneret akademiker på højt niveau, og han havde mere tanke og tid på hånden, end han kunne nå at omsætte. Fotografen og jeg fik et glas hvidvin. Jeg må sige, at deres drivhus var toppen. Men sådan kender jeg altså også området. Og nu skal jeg så derhen til fødselsdag på en Michelin-restaurant. Det indskærpede min onkel i går, da jeg ringede til ham og fortalte, at jeg altså var meget træt efter en hård uge. “Du er meget ked af det,” sagde han. Det var rigtigt nok, men det var mange ting, som gjorde det, forklarede jeg. Både at jeg havde været i Pjedsted ved farmor og farfar i mandags, hvor farmor stadig var i live, og så at hun var død og at forholde sig til det og så også en opgave på universitetet, som havde været hård at lave. “Du skal komme, Per,” sagde min farbror på en måde, så jeg fik lyst til at sige: “Det bestemmer jeg sgu da selv!” Men det sagde jeg heldigvis ikke, og jeg bilder mig ind, at jeg godt kan forstå, hvorfor man kan have en stærk holdning til, at andre skal komme til éns arrangement. Her er jeg også nødt til at sige, at da jeg havde ret meget nedtur for er par år siden, så inviterede min farbror mig på middag hjemme ved sig i Virum, og han tog mig med til en social sammenkomst efter Eremitageløbet forrige år, og når jeg tænker tilbage på de ting, så hjalp de altså virkelig meget og var med til at løfte humør og mod. Samtidig skal man huske på, at min farmor er død, men hans mor er død, og det kan nok være svært at komme overens med. Det tror jeg i hvert fald det er for min farbror. Ressourcerne hele vejen rundt er kørt i bund. Et eller andet sted er det vel nu, man skal vise karakter. Det bliver ikke så meget et spørgsmål om, hvad man har lyst til, men mere et spørgsmål om, hvad man kan. Jeg ringede faktisk til min farbror, fordi jeg var i tvivl om, om jeg kunne. Jeg fortalte ham, at jeg bare gerne ville snakke med ham om det her og forberede ham på, at jeg altså var meget træt, og han sagde, at der ikke var nogen forventninger til mig. Så lavede jeg surdej og gik i seng. Her til morgen er det meste bedre. Faktisk, for at det ikke skal være løgn, ligger der en sprød surdejsbolle lige til højre for mig, og til venstre står en kop med “Strong” kaffe. Det hedder mærket vist. 23 kroner i Lidl for en pose, hvis nogen skulle have lyst til lidt gourmet. Og det er sandt, det smager stærkt. Det er så også det bedste, man kan sige om den kaffe. Strong-kaffe og Michelin-restauranter. Det er sådan jeg ruller. Jeg har endda fundet nål og tråd frem og klippet to lapper af et par gamle jeans, så jeg kan lappe hullerne i de nye. Jeg er godt klar over, at vi er på grænsen til, at den her tekst bliver patetisk lige nu. Men det er sgu rigtigt nok. Det er ikke for at idealisere usselhed, og jeg skal nok lappe dem rigtig pænt, så det ikke kan ses, og den grå skjorte er altså meget fin, og jeg skal nok lige trimme skægget og fjerne de der skægstubbe fra kinderne, og jeg har været i Meny i går, hvor jeg ellers aldrig handler, og hvor der er meget roligt og pænt og købe en Californisk rødvin til 139 kroner. Jeg valgte en Cabernet Sauvignon fra Sonoma, fordi jeg synes, den passer bedst til min onkel, selvom jeg personligt ville foretrække en Zinfandel, men nu er det jo en gave til min onkel og ikke en gave til mig selv, og derfor valgte jeg en Cabernet Sauvignon. (Hold kæft den surdejsbolle er god. Det bliver simpelthen bare bedre med surdej. Det må jeg konstatere.) Nå men jeg lapper de bukser og tager på Michelin-restaurant i Søllerød. Og så planlægger jeg at købe et par nye jeans og måske en mørk trøje af en art inden farmors begravelse på onsdag. Jeg skal også have styr på nogle hasselgrene eller en blomst til graven. La Vida Loca.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s