Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Easy comes …

Nogle gange får man noget uden egentlig at have gjort noget for det. Sådan var det med det job, jeg har for tiden ved siden af studiet. Én jeg læste med for syv år siden, og som jeg aldrig snakkede med i løbet af studietiden, skrev til mig på LinkedIn og gav mig et job. Så nemt var det. Først da jeg var godt i gang med jobbet spurgte jeg ham, hvorfor. Well. Han havde ledt på LinkedIn, og han kendte min bror, og han tænkte, at jeg nok ikke var helt skæv så. Så nu er jeg blevet skrivetolk. Jeg sidder simpelthen og skriver, hvad en lærer siger i løbet af en time, så en ung kvinde, der er døv, kan følge med i undervisningen. Jobbet kom utrolig nemt. Jeg har haft jobs før, der kom utrolig nemt. Men det  mærkelige ved det her job, som kom utrolig nemt, er, at det er et godt job. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde én eneste ting, jeg ikke kan lide ved jobbet. Der er intet dårligt ved det. Det er så mærkeligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det. Kommunikationen med tolkekoordinatoren er eminent. Hun er altid top-professionel, altid sød og venlig, altid til sagen. Informationen om, hvornår jeg skal arbejde, er til UG. Ofte varer opgaverne kortere tid end den tidsramme, som er fastsat, men jeg får alligevel penge for den fulde tid. Kvinden jeg tolker for er virkeligt rar. Dagslønnen er næsten lige så god, som da jeg arbejdede som menig journalist. Jeg kan sige til og fra. Easy comes, easy goes. Måske. Sådan har det da i hvert fald været historisk set. Eller har det? Lad os se. Mit allerførste rigtige job sagde jeg lynhurtigt op igen. Det var i Fakta i Glamsbjerg, og butikschefen hed Allan. Alle hadede Allan, men ingen sagde noget til ham. Peter arbejdede også i Fakta, og det samme gjorde Kenneth vist en overgang. Jeg tror, Kenneth og jeg startede samtidig. Peter syntes, at Allan var en nar, men han kunne sagtens håndtere det. Han var vandt til at arbejde, så han arbejdede bare og lod Allan være en nar. Jeg kunne slet ikke håndtere det. Jeg gik simpelthen i panik med palleløfteren på rejsen gennem butikken fra flaskerummet til lageret. Jeg kan faktisk ikke huske, hvorfor jeg ikke kunne lide Allan, men det kunne jeg virkelig bare ikke. Han var bare rigtig træls. Så jeg ringede til Allan og sagde, at jeg sagde op. Han ville vide, hvorfor, men jeg sagde ikke mere. Jeg sagde bare, at jeg sagde op. Jeg havde vel arbejdet en måned eller noget i den stil i Fakta. Så var det overstået. Med Post Danmark gik det bedre. Der var jeg sgu alligevel i et par år både i Glamsbjerg og Bellahøj. Har du nogensinde set højhusene på Bellahøj? Der gik jeg op og ned med breve. Men mit arbejdsliv er egentlig ikke så pokkers interessant. Det interessante er bare at have et job, som sidder lige i skabet. Når jeg tænker over det nu, så har alle de jobs, jeg har haft og beholdt, siddet lige i skabet. I hvert fald så længe, jeg har beholdt dem. Det har været fede jobs. Prøv lige at forestille dig at sidde på et kontor i Faaborg og kigge ud over vandet og have en orange cykel, som du kan bruge til at cykle hvorhen du vil og snakke med hvem som helst om hvad som helst og skrive det i avisen til næste dag. Eller at sidde på et kontor på Banegårdspladsen i Odense, hvor der er et ormehul ned i en kælder, hvor der holder biler, som man bare kan tage og køre lige derhen, hvor man har lyst, og snakke med lige præcis dem man har lyst til at snakke med og skrive om det i avisen dagen efter. Tryk på en knap, så kommer der en fotograf. Middag til 25 kroner i kantinen. Intet kunne være mere perfekt. Måske er det eneste lortejob jeg har haft det job med Allan i Fakta i Glamsbjerg. Nå jo, der var også noget freelance-skriveri, som ikke sad helt lige i skabet. Resten har sgu været perfekt. Den der postrute jeg havde i Glamsbjerg. Det var en tur på 80 kilometer, hvor jeg bare kunne lytte til radio og køre markræs ned til alle gårdene og vende på gårdspladsen og køre markræs tilbage igen. Eller rally, eller hvad man skal kalde det. Jeg fik engang en klage, da jeg var kommet til at køre hele vejen over en nylagt terrasse ved et gammelt husmandssted (tror jeg det var, men det er jo længe siden, right), så de måte lægge den om igen. Det var nærmest en hædersgerning på posthuset i Glamsbjerg. Men, selvfølgelig, jeg skulle lige være lidt på vagt. Man ser mange mærkelige, triste, interessante ting i Søllested. Min pointe er nok egentlig bare, at hvad der er det perfekte job forandrer sig. Og at de kommer og går. Men alle de ovennævnte jobs kom ikke let. De kom svært. De kom ved at jeg overvandt oceaner af nervøsitet og usikkerhed og gik ind på kontorer eller i store institutioner og spurgte fremmede mennesker, om de ville give mig et job eller hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg tog en uddannelse. Alle de ovenstående job har jeg fået ved at gennemgå maksimalt ubehag, og hver gang er jeg blevet forundret over, at jeg lykkedes med at komme igennem alt ubehaget til et godt job. Det meget mærkelige ved mit nuværende job er, at der intet ubehag var forbundet med at få det og intet ubehag er forbundet med at bestride det. Jeg har blot sagt “ja tak”. Jeg skal blot stå op klokken 04.20, lave havregrød og kaffe, gå til bussen, tage bussen, tage toget, skifte tog, gå til arbejdet. Der er intet ubehageligt ved det. Måske er det netop, når noget kommer let, at det er værd at lægge kræfterne i. Sådan så det forbliver let. For er det ikke sjovere, egentlig, at noget kommer let, end at det kommer på den hårde måde?

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s