Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Ro på

Jeg er nødt til at  skabe min egen ro. Jeg bliver nemt urolig, og så gør jeg urolige ting og bliver endnu mere urolig. Men det går heller ikke, ikke at gøre noget. To dage efter, jeg kom hjem fra USA, tog jeg på festival i Tisvildeleje. Det smarte havde nok været at sige nej, men jeg sagde ja. Efter det skrev jeg og skrev jeg og skrev jeg på en artikel, indtil jeg vidste alt og var helt udkørt. Så gik jeg i fire timer. Jeg fandt en bænk i en køkkenhave ved Bispebjerg Hospital, og der satte jeg mig, og der var det varmt, og jeg var træt. Så fortsatte jeg. Jeg skrev artiklen helt om, og først da havde jeg en ordentlig følelse med den. Bare fordi man har arbejdet længe på noget, behøver det ikke at være godt. Så fik jeg nok af min Mac. Jeg har haft den siden 2010, og den har været igennem alverdens ting. For halvandet år siden løb jeg til Kastrup i regnvejr og hentede et nyt harddiskkabel til den. Så virkede den igen. Der ligger en butik i en kælder derude på den anden side af motorvejen, som hedder supermacservice.dk, og de havde et kabel, jeg kunne hente. Der duftede af finsk sauna i deres kælder. Men nu var jeg træt af min Mac, og det var simpelthen fordi den var langsom. Når jeg trykkede på en knap, så skete der ikke noget, og jeg var lidt bekymret over, at jeg havde accepteret så langsom en computer i så lang tid. Mig og computeren var ligesom gået i stå sammen, og det kunne ikke blive ved at gå. Jeg tog metroen til Fields og købte en Lenovo til 2000 i Bilka. Det er det dummeste valg at købe en billig PC. Det er en selvopfyldende profeti, fordi det bare bekræfter, at PC er dårligt. Det kan ikke andet end at bekræfte, at PC er dårligt, når man sørger for at købe en dårlig PC. I det mindste var den billig. Den virkede den næste uges tid. Så tømte jeg kontoen og bestilte en Mac. Den kom to dage efter. Fint. Nu sker der noget, når jeg trykker på en knap. Farverne ser rigtige ud. Alt er ok. Men det her bliver alt for meget om den Mac. Måske illustrerer det meget godt, at når noget ikke spiller, så spiller ingenting. Den Mac skal bare spille, fordi hvis den ikke gør det, så står den i vejen for alt andet. Og det går ikke. Nu spiller den, og nu har jeg skrevet et udkast til min specialekontrakt, og det skal gøres, fordi ellers så spiller ingenting. Jeg er forundret over, hvor svær en omstilling det er at komme hjem fra USA og finde ind i de gode, danske rutiner igen. Jeg ved, hvor jeg skal hen: Intervaltræning på Østerbro onsdag, lang løbetur fra Nørrebro lørdag, jævnlige busture til Langå, Bjerringbro og Aarhus, lejlighedsvise besøg på Fyn, to cykelture til læsesalen på Arbejdermuseet om ugen, en plan for, hvad der skal gøres, et opdateret budget og jævnlige opkald til hende kvinden, der måske kan give mig et job. Så er det bare lige med at få sat det i værk. Jeg fik lørdagsturen ind i rutinen sidste weekend, og det var en stor begivenhed. Kæmpe succes. Der skete stort set ingenting uforudsigeligt på den tur, kendte hvert et sving, næsten hver en person. Fint. Onsdagsintervallerne fik jeg også hul på i den her uge, og det var faktisk en overraskelse for mig selv. Men sådan er det tit med dem. De er mere spontane end lørdagsturen. Om onsdagen er det mere sådan noget med, at jeg sidder og arbejder og er kørt lidt død, og klokken er 17, og jeg tænker, tjah, jeg kunne jo også bare hurtigt tage noget løbetøj på og cykle afsted, inden jeg når at ombestemme mig, og vupti, så er jeg på Østerbro, og så er der nogle andre løbere, og så er det bare at gøre det, jeg ved jeg kan gøre, og bagefter sidder jeg i græsset, og for det meste snakker jeg lidt med én af de andre løbere. Om ultramaraton i de svenske skove. Om Sjællands højeste punkt. Om at gå sukkerkold på cykel. Om at komme i gang igen efter ferien. Og damn, det føles godt at have kontakt til en gruppe af mennesker, som er ligesom mig, men helt anderledes. Det er en kæmpestor følelse af at være forbundet, og jeg tror, det er nødvendigt at lægge hovedet fra sig og tage en lille chance nu og da for at opnå den. At cykle ud af døren, før man når at tænke for meget over det. Gøre det, du ved du kan, uden anden sikkerhed, end at du ved du kan, fordi du har gjort det før, og du er nødt til at tro på, at du kan gøre det igen. Gøre noget helt simpelt. Og kun det. I onsdags løb jeg seks gange ottehundrede meter med 16,4 kilometer i timen. Det ved jeg, at jeg kan. Intet føles mere roligt, end at læne sig fremad og ind i sig selv og løbe gennem uroen til der bliver stille.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s