Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Run run run run run

Jeg elsker at løbe. Gennem København i en tropenat i oktober. Sådan gjorde vi i sidste uge om mandagen. Det føltes mærkeligt at gå ud af døren klokken halv seks om eftermiddagen i t-shirt og shorts midt i oktober, men det var ikke nødvendigt med mere tøj. Cyklede til Nørrebro som sædvanligt og mødtes med gruppen. Har ikke været med en mandag længe. Løb ned til søerne og ud til havnen, hvor jeg snakkede lidt med Emil. Jeg mener, han hedder Emil. Han løber to gange om dagen for tiden. Jeg tror, det har noget at gøre med, at han er holdt op på sit arbejde. Men det var bedst sådan, forklarede han, da vi drak kaffe i solskin for et par uger siden. I går løb jeg også. Det var søndag aften, og det var efter, at jeg havde gjort alle de ting, som jeg skulle gøre på sådan en søndag. Dybderengøre køkkenet, støvsuge, spise min sambos lasagne. Det er som en bevægelse, der er lettere at gøre end at modstå, og så er det bare at følge med op ad lænestolen, hen til skabet, ned i skufferne, op med løbetøjet, af med tøjet, på med løbetøjet, frem med pandelampen, på med skoene og ud i Gyngemosen, ned ad cykelstien. Jeg synes ikke det er svært at løbe sådan en dag. Det er svært at lade være. Først nede ad bakken i Gyngemosen, begynder jeg at tænke over, at jeg løber. Det sker for det meste ved træet, som står ud til cykelstien. Når jeg løber der om natten i måneskin, synes jeg, at det træ er magisk. Her begynder jeg at tænke lidt over, at jeg faktisk løber.

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s