Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Turbotur til Operahuset

Jeg er på hostel med de unge. Som søger job, pakker julelys eller arbejder som tømrer på havnen og smører 40 centimeter lange landgangsbrød, der bliver pakket ind i stanniol til madpakke. Ankomsten til Sydney var som at krydse en målstreg og blive ved med at løbe. Toget ankom præcist lidt før klokken syv om morgenen, og efter en halv times tænkepause i en park traf jeg den voksne beslutning frem for den unge beslutning: Jeg lod være med at ryge en cigaret; jeg lod være med bare at gå ned ad en eller anden gade og se, hvor jeg endte. Jeg ville faktisk gerne ned til den havn og se det operahus. Jeg ville faktisk gerne kende min retning. Så jeg gik ind på banegården igen og konsulterede informationens materialer, som var fyldestgørende i forhold til mine behov. Jeg fandt information om Opal-kortet, som man kan bruge til at køre rundt i togene med, og jeg fandt et kort, som viste, hvor jeg var i forhold til havnen og det operahus, som folk snakker så meget om. Efter den indledende research følte jeg, at jeg havde gjort mit hjemmearbejde tilstrækkelig grundigt til at konsultere et menneske, så jeg snakkede med den unge kvinde bag skranken. Skide godt. Hun fortalte noget om kortet der, som også kunne bruges til færgerne. Hun spurgte, hvor jeg skulle hen, og jeg vidste det ikke, så jeg sagde bare “havnen”. Så sagde hun “Circular Quay”, og jeg havde jo ikke en fynmands chance for at vide, hvad hun snakkede om. Så jeg sagde “ja”. Skulle jeg med færge. Ja, besluttede jeg på stedet. Jeg havde læst mig til, at man kan betale med MasterCard for at komme med tog. Så viser man bare kortet til en chiplæser, som trækker pengene automatisk. Jeg følte mig ekstremt ansvarlig, da jeg alligevel kvalificerede min viden ved at spørge kvinden, hvilke fordele der var ved at købe et Opal-kort. Det var vist lidt billigere i nogle tilfælde, så jeg købte det. Circular Quay, yes? Ja (selvom jeg ikke aner, hvad det er). Spor nummer 17. Sagde hun 7 eller 17? Først undersøgte jeg 7, men der gik ingen tog, så fandt jeg 17 for enden af en tunnel. Toget kom kort efter. Der var sæder både oppe og nede, og jeg satte mig mellem de andre mennesker. Eller rettere, jeg sad på et sæde for enden af vognen med fronten mod alle de andre. På skødet havde jeg min store rygsæk, ved siden af mig den lille. Jeg var lige kommet i mål efter 12 timer i tog fra Melbourne, og nu fortsatte jeg efter kun en minimal pause, og jeg havde endda en vis formodning om, at jeg var på vej i den retning, jeg gerne ville. Jeg opdagede, at folk var på vej på arbejde. De havde deres ordentlige arbejdstøj på. De havde lige været i bad. De lyttede til musik og bar attachemapper og lækre tasker. De havde det fokuserede, afslappede, professionelle blik begunstiget folk på vej i en retning, de ikke behøver at tvivle på. Jeg havde det samme blik, tilsat en smule ekstra nysgerrighed, fordi jeg jo var et ret nyt sted, trods alt. Men jeg behøvede heller ikke at tvivle på min retning. Jeg skulle til havnen. Og jeg skulle også med en færge. Det havde jeg sagt til kvinden. Jeg stod af på Circular Quay og var på havnen. Så gik jeg direkte hen til en færge og steg om bord, da sommerkjolerne og attachemapperne og alle solbrillerne var marcheret af borde. Vi krydsede havnen i turbofart. Jeg ved ikke, hvad det var for en motor, de havde smækket på den færge, men det var ikke normalt. Speedbåd forklædt som færge. Helt skørt. Efter hvad der mindede om to minutter var vi på den anden side af havnen, og der stod jeg bare af det første sted og huskede at tjekke ud på mit Opal-kort. Undervejs havde vi set Operahuset fra vandet. Eller jeg havde, for der var kun mig ude på dækket. 8 morgen på et tirsdag er måske ikke der, hvor de fleste turister står til søs, men i øjeblikket var jeg lidt paf over det. Den lille havn på den anden side var pissehyggeligt, og somehow havde de klemt en café ind på den. Det virkede helt umuligt, men der var den,  caféen, og der var endda mennesker i den. Jeg tilbragte formiddagen på den anden side og vandrede over en bro hjem. Det er en mega-mega kendt bro, som jeg ikke kender navnet på. Og deroppefra kan man se Operahuset. Så det dokumenterede jeg med et billede. Derudover gik jeg mest og tænkte på at løbe på Golden Gate Bridge. Jeg må indrømme, og det må blive i dette lukkede forum, at jeg lidt for ofte elsker Australien, fordi jeg kan forestille mig, at jeg er i Californien. Det er eukalyptustræerne, den der kendte bro, kantstenene, de der hvide blomster som dufter om aftenen, bugten i Melbourne, vinden, regnen, kioskerne. Jeg kan bedre lide Sydney end Melbourne. Det baserer jeg på så godt som ingenting, men det er sådan jeg har det lige nu. Mere er der vel egentlig ikke at sige… Jo, jeg har oplevet en masse. Vandret mellem bjerge langs en flod og lyttet til Lolas historier. Sovet i telt, på hotel og hostel. Vandret til Garmin-uret eksploderede i fyrværkeri. I morgen tager jeg til de blå bjerge.

Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s