Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Hjem i kulden

Der er to ting med Australien: Det er for varmt, og det er for langt væk. At der engang var en englænder, der tænkte, ”nåhr, jamen, der sejler vi da lige hen,” er en af de større gåder at begribe. Derfor er det godt at være hjemme i kulden. Her til morgen var det helt perfekt: Slud! Fucking slud og lidt tøsne her og der. Jeg stak for en sikkerheds skyld hånden ud gennem vinduet for at tjekke, og ja, resultatet var positivt, det var pisse koldt. Perfekt løbevejr. Så gjorde jeg det, at jeg tog to t-shirts på og en windbreaker. Jeg må lidt forlegent erkende, at jeg løber i den windbreaker, jeg fik af Beredskabsstyrelsen Midtjylland for 12 år siden. Det er der flere årsager til. To faktisk. Eller tre. Den ene er, at en anden windbreaker, jeg har, vandt jeg ved Olympic Day Run i Odense i 1997, og den er grøn og lavet af et meget mærkeligt, gummiagtigt materiale. Den er udtjent – eller egentlig burde jeg finde den frem igen, fordi den er helt sikkert på mode igen. Nå, men den er i hvert fald ude af billedet lige for tiden. Den anden årsag er, at jeg også har en gul windbreaker, som jeg har haft meget glæde af, men jeg må erkende, at storbylivet har plantet en forfængelighed i mig, som gør, at jeg tænker en ekstra gang over det, inden jeg løber med den inde i byen. På det punkt er jeg blevet svagere de seneste tre år. For tre år siden løb jeg både med den gule jakke og med en orange kasket uden så meget som at blinke eller se til højre eller venstre. Den tredje årsag er, at jeg har forlagt min pissefede, sorte Nike-windbreaker i USA i sommer. Og så står vi altså tilbage med windbreakeren fra Beredskabsstyrelsen Midtjylland. Det gode ved netop den windbreaker er, at den er så gammel, at trykket er slidt af, så den virker meget neutral. Man skal tæt på for at opdage, at elastikkerne i håndleddene har mistet al spændstighed for adskillige sæsoner siden. Så det var outfittet sådan nogenlunde. Lange løbebukser havde jeg også på. Sådan nogle tætsiddende nogle i kunststof. Sokker, løbesko. Og så ud i kulden. Det var så koldt, at bussen føltes varm. At kakaoen smagte ekstra godt bagefter. At jeg havde en fornemmelse af at have været i eller være i sauna, da jeg drak en øl på løbeklubbens bar direkte efter 19 kilometers løb i 5 minutter per kilometer med et team bestående af to kvinder og mig. Hemmeligheden er jo selvfølgelig, at det overhovedet ikke var koldt. Jeg har ikke frosset på et eneste tidspunkt i dag. Men jeg tror, jeg har slået rekord i, hvor varmt vand jeg kan stå i under bruseren. Sådan er det: Når man er undertrænet, må man finde nye felter at konkurrere med sig selv inden for.

Reklamer

Kategorier:Danmark, Løb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s