Skovkjær

En blog om livets store emner. Nemlig: USA, Danmark og løbetræning

Natløb

Det er denne gamle følelse af at være nødt til at løbe en tur. Det blev til 1,4 kilometer klokken 11 om aftenen. Men hvilke kilometer. I frostvejr, i Gyngemosen. Jeg løber, når jeg har åbnet helt op for tankerne, og jeg er nødt til at gøre min verden større. Det bedste ville være at løbe hver dag, men så godt styr har jeg slet ikke på tankerne, at jeg kan det. Man skal have hovedet med sig, når man løber. Eller i virkeligheden skal man lægge det fra sig. Men der skal være ro i det, for at man kan lægge det fra sig. Det er sådan, det er. Selvfølgelig kan man pine sig selv til at løbe, selvom der er alle mulige konfliktfyldte tanker i vejen, men det er simpelthen ikke en vinderstrategi. Man er nødt til at have lyst. En eller anden form for lyst må der til. Om det så er glæden ved at være social, det at se frem til at pine sig selv gennem noget meget svært for at blive klogere på noget der stadig er uvist, eller ganske enkelt den gode følelse ved at løbe mange kilometer med fuld kontrol og bevidsthed om, hvor man er på vej hen. Uanset hvad, så skal man have lyst. Ellers så stopper man bare. I dag stoppede jeg bare efter 1,4 kilometer. Det var det, jeg havde i mig i dag. I morgen bliver det anderledes, for da er det socialt. Den der fornemmelse af at nå til grænsen, hvor der simpelthen ikke er mere at gi’, er både skræmmende og befriende. Jeg tror, det er tid til at læse Wayne Booth. Sove? Tjaeh… Nu jeg siger det.

Reklamer

Kategorier:Danmark, Løb

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s