Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

I grænseland blandt tyske storke og hollandske sporvognsspor

Jeg var til jobsamtale i torsdags og har sat adskillige andre skibe i søen, og der er en vis risiko for, at jeg står med et job på et tidspunkt, så derfor synes jeg, det gælder om at udnytte, at jeg lige nu har god tid til at skrive om noget af det, der sker uden for arbejdsmarkedet i rummet mellem alt det, der er formet i faste positioner. I dette udefinerede rum falder min cykeltur til Holland, som jeg kom hjem fra for lidt over en måned siden. Turen var et resultat af mange forskellige indtryk og idéer, men grundlæggende tror jeg, at jeg cyklede til Holland, fordi det var det mest spændende, jeg kunne finde på at gøre, uden at skulle gøre stort andet end at beslutte mig for at gøre det. Jeg leder ofte efter linjer ind i fremtiden uden modstand. Det kan lyde som en taberstrategi, men det synes jeg ikke, at det er. Jeg vil langt hellere løbe hurtigt uden at være i smerte, men i stedet bare have det almindeligt hårdt og fedt, end jeg vil løbe hurtigt og være i kæmpestor smerte. Og jeg vil langt hellere tage på en cykeltur, jeg kan finde ud af, end en jordomrejse, jeg ikke helt ved, hvorfor jeg foretager, og som jeg ikke helt vil nok. Den første strækning til Roskilde var kedelig, men samtidig eksotisk på en rå road-trip-agtig måde. Autoserviceværksteder og tankstationer og industriområder ligger langs den gamle hovedvej til Roskilde, som blot er en forlængelse af Vesterbrogade ud over Valby Bakke, ud til Glostrup og videre ud i westernland mod Roskilde. Et væld af tanker forsøgte at bremse mig i mit forehavende allerede i Glostrup. Blandt andet var jeg bange for at få stjålet min cykel, men så købte jeg en foldelås med det samme og fik ovenikøbet et par gode råd om forsikringssvindel fra den flinke sælger. Derudover havde jeg økonomiske skrupler, fordi studietiden var randt ud, og jobjagten først lige gået i gang, så jeg lånte nogle penge af et meget nærtstående, kvindeligt familiemedlem, som ovenikøbet er én af mine forældre. Problemerne var ikke rigtigt problemer, men derimod blot et problem jeg havde med min egen stolthed, og det var jeg nødt til at komme over, hvis jeg nogensinde ville nå videre end Glostrup og ud ad Roskildevej, kedelig eller ej. Det lykkedes, ligesom det lykkedes at komme over alle de andre problemer, som opstod hver af de 11 dage, det tog at cykle til Amsterdam. De fleste af dem handlede om, at nu kunne jeg ikke cykle videre, fordi det ville være dumt, fordi jeg skulle skynde mig hjem og vedligeholde de spinkle rutiner, jeg havde opbygget, og som havde givet mig en sublim følelse i en måneds tid, efter jeg havde afleveret speciale og i øvrigt var kommet over, at det var gået en smule anderledes, end jeg havde ønsket. Men jeg blev ved at cykle, og jeg måtte til sidst bare observere mig selv udefra og tænke, jamen for Fanden, han cykler og cykler, og han stopper ikke, selvom jeg prøver at overbevise ham om, at det burde han, så jeg må måske bare hellere følge med. Således lettere i konflikt med mig selv lykkedes det trods alt hver dag at forene følelser og handling og ganske enkelt blot rulle med 25 kilometer i timen ned gennem Europa på fantastiske Continentaldæk, der fik det til at synge i aluminiumsfælgen fra Mavic, når baghjulet knuste en sten og katapulterede den mod et tysk plankeværk. Det var verdens mindst actionpacked eventyr som udgangspunkt, for der var intet rush en sen aften ved at trykke bestil og se flybilletterne lande i mailboksen, og der var ingen følelse af klarsyn, i takt med at metroen nærmede sig lufthavnen og forlod tunnelen og løftede sig op i det fri med udsigt over Amager. I stedet var der en røvtung rygsæk med et telt spændt på og 90 kilometers penge, der skulle cykles hver dag. Hvis man er god til at køre på racercykel, så virker 90 kilometer måske ikke som så meget, men det bliver hurtigt en lang dag, når man kører med en del kilo på ryggen, skal finde vej i fremmede lande og i øvrigt ikke har planlagt noget hjemmefra. Netop planlægning kunne nok have gjort togtet roligere, men det ville også have kompliceret foretagendet, og jeg havde brug for en ekstremt simpel idé, som samtidig var spændende nok, til at jeg ville gennemføre den. At cykle til Amsterdam er til at forstå og kommunikere. Så det var den idé, jeg havde, og den idé, jeg gik i gang med at føre ud i livet. Jeg forsøgte naturligvis at afværge de største farer, fordi nok var det en simpel idé, men jeg havde ikke lyst til at være en komplet idiot. Jeg købte som sagt foldelåsen (og modtog rådene vedrørende forsikringssvindel, som jeg dog ikke har brug for, fordi de handlede om, hvordan én foldelås kan forsikre to værdifulde cykler, og jeg har kun gamle, rustne cykler ud over min racer), jeg bad om og tog imod en økonomisk hjælpende hånd, og jeg fandt et stendige uden for en kirke i Neumünster og købte en indboforsikring, som dækkede min cykel, ved Alka. Men nu er vi allerede alt for langt inde i alt det, jeg var bange for, og selvom frygt var en del af fornøjelsen, så kom jeg også om på den anden side hver dag, måske bortset fra den sidste, men det kommer jeg tilbage til. Jeg kan dykke ned mange forskellige steder på turen og beskrive landskaberne, menneskerne, cykelstierne, følelsen på cyklen. For eksempel landskabet ved Dybbøl Mølle og ned mod Tyskland, hvor det var højt solskin, kornet vajede i vinden, havet lå blåt for foden af bakkerne, skov og krat afløste marker med græssende køer, og et kærestepar med cykeltrailer trampede glade ud ad landevejen. Men se, det bliver til klichéer og ikke specielt interessant. Det her eventyr var nemlig ikke særligt sindsoprivende. Der skete næsten ingenting. Jeg satte mig op på cyklen om formiddagen og stod af om aftenen, spiste aftensmad, tog et bad, ladede telefonen op, sov og gentog det hele den næste dag. Jeg var på en del pizzeriaer og tankstationer, og jeg mødte interessante mennesker på vejen. At skrive om den her cykeltur svarer til at bede en hvilken som helst person med en almindelig hverdag om at skrive et essay om hans seneste to uger. Tjoeh… Hvad sker der egentligt, når det hele går godt? Alt muligt og ingenting er vel bare svaret. Det interessante var det der med at arbejde sig igennem de negative følelser og få krop og hoved til at arbejde sammen hver dag. Og så var det da sjovt at se storke i Nordtyskland og et par ualmindeligt komisk nyklippede lamaer i Holland ikke så langt fra byen Ter Appel, så vidt jeg husker, men min hukommelse kan være rystet en smule, hvilket jeg også kommer tilbage til. Alt gik godt, indtil jeg kom til Holland, og folk begyndte at sige Hoi i stedet for Mojn som hilsen. Jeg tror på ingen måde, at der er en årsagssammenhæng, dog. Problemet var, at jeg havde travlt, og det er dumt, når man gør noget nyt. Jeg havde to dage til at cykle 211 kilometer med en halvtung rygsæk, og jeg hamrede 130 af på den andensidste dag og stod tilbage med 81. Jeg skulle ordne nogle praktiske ting for at finde en måde at pakke min cykel ind til togturen hjem den følgende dag, hvilket betød at jeg mistede tid og fik ekstra oppakning, som jeg trampede med i modvind på det yderste dige ud mod havet i retning mod Amsterdam. Jeg kom frem til centralstationen i regnvejr og havde en følelse af at have bedrevet noget. Her besluttede jeg mig for at tage en taxa til min venindes lejlighed, men ombestemte mig og cyklede i stedet, blev desorienteret, lavede en u-vending, ramte et sporvognsspor med forhjulet og fløj over styret og ned i asfalten med rygsækken som ekstra dødvægt. Jeg nåede frem til min veninde, spiste og drak med hende og hendes kæreste, sov og tog toget hjem og havde hjernerystelse i to uger. Det var ikke så godt. Men nu er jeg også kommet over den sidste dag. Jeg skulle være stoppet og have taget den taxa. Jeg troede ellers, at jeg var god til at stoppe op og sætte mig i en grøftekant, når jeg ikke kan mere. Forrige år tog jeg for eksempel en lur på 10 minutter efter 16 kilometer af Copenhagen Marathon, fordi jeg var træt, og der stadig var langt hjem. Men jeg skal nok være endnu bedre til at stoppe op og tage pauser. Specielt, når jeg har travlt. Omvendt, så er der også noget i at presse sig selv 100 procent og se, hvor grænsen går. Og det kan man jo ikke gøre uden at gøre det. Den er ikke helt nem…

Hoi!
Reklamer

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s