Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

På besøg i stilheden

Det er mest af alt… jeg ved ikke, hvordan det er, og det er selvfølgelig derfor, jeg skriver. Jeg er flyttet til Østerbro. Ikke helt officielt endnu, men i praksis næsten 100 procent. Det, jeg ikke har her, er de der mange timer, hvor alt bare lige så stille går langsommere og langsommere, indtil jeg er bange for, om jeg er ved at gå i stå, og jeg må lægge velgennemtænkte planer for at genstarte det sociale liv. Her sker der for det meste noget, fordi vi bor to sammen, og så også fordi, jeg arbejder fuld tid 166 kilometer væk, søger job, forbereder mig til samtale, forsøger at holde fast i to ugentlige løbetræninger med gruppen på Nørrebro og en sjælden gang kommer ud på cyklen samt forsøger at planlægge julen med familien i Jylland og ris ala mande i København og og og…. Men de seneste par dage har jeg mærket, at noget ikke helt var som det skulle være. Det var fordi, jeg jo stadig har mit hjem i Søborg, hvor jeg har boet i snart fire år. De fleste af mine ting er der. Min roommate Cristian er der. Min vaskemaskine, som udlejeren nu har købt mig ud af, er der. Og min halvandenmandsseng i emiteret eg er der. Kort sagt, jeg har store værdier, som jeg er nødt til at tage vare på. Kaffemaskinen har jeg det lidt skidt med at tage med, men det er min, så jeg gør det nok. Jeg tror ikke nødvendigvis, den får en plads i køkkenet på Gammel Kalkbrænderivej, men jeg vil gerne have den til det kontor, som jeg har planer om at få. Fordi et eller andet sted er man nødt til at kunne synke ind i timerne, indtil tiden næsten er gået i stå, for så at gå hjem igen. I går vendte jeg hjem til Søborg for at synke ind i stilheden og tage vare på min baggage, fordi det var det, jeg havde forsømt, og det var derfor, ikke alt var helt, som det skulle være. Jeg ankom på cykel og låste døren op. I gangen snakkede jeg til Cristian, som var inde på sit værelse. Det var helt naturligt, jeg fandt ind i de gamle mønstre. Jeg havde været væk fra hjemmet i en uge… to? Nok to… Tiden flyver, må man sige. Han var glad nok for at være alene hjemme, sagde han. Han havde meget arbejde og en chef, der sendte mails med opgaver i tide og utide. Så vi snakkede om, at det måske var en idé at snakke med chefen om, hvilke arbejdstider han havde, og hvornår han skulle stå til rådighed, og hvornår han kunne tillade sig at holde helt fri. Jeg fortalte ham, at jeg måtte arbejde i toget på mit job. Så gik jeg i gang med at dissekere og omstrukturere mit værelse. Jeg splittede sengen ad og trak skum-madrasser, der har været gemt under sengen siden nytår, op og ud på gulvet. Jeg fandt derefter jernstænger og fjedre, som skulle skrues sammen til en ramme. Herefter genbetrak jeg skumgummiet, så det blev til en sovesofa, og fik den monteret i rammen. Jeg skilte en lænestol ad og satte den oven på skabet. Et sofabord, jeg fandt sidste vinter ude ved vejen, fik benene skruet af og røg ind under sengen. Printeren blev pakket i den blå rullekuffert fra Samsonite, som jeg købte i et outlet i Folsom under voldsomt tidspres sidste sommer, fordi jeg skulle transportere en flettet Ikea-lampe, som jeg ikke så nogen grund til at skille mig af med, hjem fra USA. Oven på printeren kom to af mine yndlingsbøger om at skrive: On Writing Well af William Zinsser og Help! for Writers af Roy Peter Clark. Værelset begyndte at ligne et kontor, mere end et hjem. Jeg lavede mad i køkkenet. Jeg sad længe ved mit skrivebord og tænkte over beskeder, der skulle skrives og følges op på, invitationer, der skulle gives, afslag, der skulle accepteres, og gives, weekender, der skulle planlægges, og nye idéer, der skulle fås. De vigtigste idéer var dem, der handlede om, hvordan man er sammen på den bedste måde. Timerne gik, og det blev sen aften, inden jeg havde ryddet op og støvsuget, så min udlejer kunne fremvise hytten den følgende dag, og jeg modtog en nysgerrig besked om, hvordan det gik derude… Derude på kontoret i Søborg, i refugiet, i den alternative tidszone, hvor jeg var sunket ned i timerne, indtil tiden næsten gik i stå. Jeg ringede tilbage og sagde, at jeg lige havde støvsuget og var på vej. Så benyttede jeg mit pendlerkort til at tage bussen den modsatte vej af, hvad jeg konsekvent har gjort i snart fire år, ud i et territorium (zone 41), som jeg var bange for, hvorvidt var inkluderet, men som det viste sig, at jeg trygt kunne færdes i, til Stengården Station, på et S-tog og hjem til Nordhavn. Forresten, jeg havde ikke plads til printeren og skrivebøgerne. Det må blive en anden dag…

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s