Per Skovkjær Sand

Journalist med speciale i fortællinger

Følelsen af Nordre Frihavnsgade

Der er sket så mange ting siden min kæreste og jeg mødte hinanden første gang i juni, at det er umuligt at beskrive det hele, og meget af det er fantastisk godt, og noget af det er så skidt, at jeg ikke kan beskrive det på nogen som helst fornuftig måde. Louise, min kæreste, mistede sin mor i september. Hun havde været syg i fire år, hvor hun blev ved at arbejde, og Louise tilbragte meget tid sammen med hende. Det har været ufattelig trist og hårdt og er det stadig. Jeg synes, det er svært at skrive om døden og om tab og sorg. Én der gør det godt er Joan Didion i bogen The Year og Magical Thinking. Læste den i efteråret og kan anbefale den.

Det har været ægte hele vejen, og der er én følelse, som jeg tror, jeg kan beskrive, så det er dét, jeg vil prøve at gøre her, og så må alt det andet få lov at være et helligt rod, indtil jeg måske en dag også kan skrive om det i en eller anden form. 

Det er følelsen på cyklen efter en dag på arbejde på avisen på Fyn. Jeg arbejdede på Fyn fra midten af november til midten af december. Jeg gik fra arbejde lidt før klokken fire og var hjemme klokken halv seks. Måske drak jeg en kop te derhjemme i sofaen sidst på eftermiddagen. Jeg havde været oppe siden klokken kvart i seks om morgenen. Jeg havde lavet dagens gode gerning og udført min protestantiske pligt og opretholdt en angelsaksisk arbejdsmoral, leveret varen, interviewet kilderne, skrevet artiklerne og serviceret den fynske læserskare, tilfredsstillet redaktørerne, forhåbentlig, og skabt overskud til investorerne, forhåbentlig, og måske bidraget med at skovle en smule vand ud af den redningsbåd, dele af branchen befinder sig i, forhåbentlig. Og klokken var kun halv seks om eftermiddagen. Jeg havde gjort det. Været en del af møllen og overlevet. Ligesom jeg allerede vidste at jeg kunne finde ud af, da jeg var 25. Men dengang forstod jeg ikke, hvorfor jeg var en del af møllen i første omgang. Hvad skulle jeg bruge de penge, jeg tjente, til? Jeg vidste det simpelthen ikke, fordi der ikke var særlig meget liv uden for arbejdet. Og dét var forandringen. Jeg drak min te der sidst på eftermiddagen, men så skulle jeg også i gang med mit rigtige liv. Jeg tog frakke på og rygsæk og fandt indkøbsposer af stof og gik udenfor og ned på cyklen. Jeg cyklede op ad Nordre Frihavnsgade. Og det er dén følelse, jeg skriver om. Lige præcis den følelse. Den minder om følelsen af at stå tidligt op lørdag eller søndag og spise havregrød og drikke kaffe og tage til løbetræning sammen med andre mennesker. Det er følelsen af at overskride grænsen mellem sig selv og fællesskabet i en glidende bevægelse. Der på cyklen på vej op til Netto for at købe aftensmad følte jeg, at jeg var helt med, og det eneste, der gjorde mig ked af det, var, at jeg ikke havde en fast kontrakt på avisen, men at jeg var lejet ind for en kort periode, fordi så ville jeg igen skulle kæmpe mig ind udefra, og nu mærkede jeg, der på cyklen, at jeg var så klar til ikke længere at kæmpe mig ind fra kulden konstant, men i stedet blive lukket ind i folden og få lov til at arbejde. Der er et element af magtesløshed og frustration i at søge job, og i at være ansat på en tidsbegrænset kontrakt. Noget, der gør, at jeg af og til kan have lyst til at sige “fuck”. Men også noget, der gør, at jeg bliver tvunget til at skabe kontakter og relationer, som jeg ellers ikke ville have skabt. Jeg handlede ind og cyklede hjem og lavede aftensmad til min kæreste og mig, snakkede over køkkenbordet og alt muligt andet normalt. Næste dag tog jeg på arbejde og gentog turen i møllen, og igen tog jeg 10 minutter om eftermiddagen til at drikke en kop te og fundere over, at klokken kun var halv seks, og at jeg havde klaret det ude i virkeligheden med at gøre det jeg er uddannet til og har øvet mig i en del år. Endnu en gang tog jeg cyklen og trampede op ad Nordre Frihavnsgade, og endnu en gang følte jeg, at jeg var en del af maskineriet Danmark. At der er gode kræfter som arbejder for at det skal gå os allesammen godt, men at det ikke er nogen selvfølge. Det sidste med, at det ikke er nogen selvfølge, står virkelig klart.

Kategorier:Danmark

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s